Annonce
Fyn

Digital opsang til mulerne: - I er alle informationsbårne prostituerede

Vincent F. Hendricks har været professor i formel filosofi ved Roskilde Universitet, er desuden klummeskribent. kommentator og tilrettelægger på flere fagmagasiner på DR. Foto: Simon Staun
Som finale på en emneuge om digitale medier havde Mulernes Legatskole fredag formiddag inviteret filosofiprofessor Vincent F. Hendricks til at give eleverne et foredrag om "Digitale spor og filterbobler". Det blev et oplæg, der satte tanker i gang hos både elever og undervisere.

- Jeg skal bruge halvanden time på at fastholde jeres opmærksomhed. Er I klart over, hvor svært det er. Bare spørg jeres lærere, indleder filosofiprofessor, forfatter og debattør Vincent F. Hendricks, da han fredag formiddag indtager scenen i fællesrummet på Mulernes Legatskole.

Han fortæller de - i hvert fald indledningsvist - opmærksomme elever, at forretningsgrundlaget for Facebook, Instagram og Snapchat netop er at forstyrre dem.

- Det handler om at stjæle jeres opmærksomhed, så I genererer trafik. Trafik er lig med data. Data bruges til at sælge reklamer til jer og alle mulige andre. I betaler ikke i kroner og øre for at have en profil på de forskellige platforme, I betaler med jeres opmærksomhed. Det er derfor, man kalder det opmærksomhedsøkonomi, siger Vincent F. Hendricks.

Langt hovedparten - hvis ikke nærmest alle - elever og undervisere rækker en hånd i vejret, da han spørger, hvor mange der har en profil på de sociale medier.

- Vi er alle nogle tåber ... Jeg siger det ikke for at kritisere jer, for vi er alle sunket ned i opmærksomhedsøkonomien. Og så længe man ikke betaler for noget, så er man ikke kunde. Man er et produkt. Brugerne er produktet. Det betyder, at hver gang I streamer en video eller deler et billede, så er I ikke andet end en informationsbåren prostitueret, der arbejder for nogle kæmpestore alfonser, der i dette tilfælde er tech-giganter som Facebook, Youtube og Google, siger Vincent F. Hendricks og får brat vækket alle i rummet.

Annonce

Tre tip om digitale vaner:

Vincent F. Hendricks giver tre simple råd til, hvordan man undgår at ride med på vrede-bølgen og blive mere digitalt dannet:

1. Du skal kontrollere din vrede. Mange spekulerer i, at folk hidser sig op, fordi det får dem til at reagere oftere og skarpere, end hvis det er et opslag, der handler om noget positivt. Vrede virker bare godt på nettet.

2. Man skal skrue ned for hastigheden og lade være med at reagere med det samme, når man ser et opslag, man føler sig provokeret af. Tæl lige til 10 eller læg din mobil fra dig, inden du farer til tasterne.

3. Kontrollér dine kilder. Hvis du ser et opslag, der bruger tvivlsomme kilder, kan det være smart at se, om de kilder er brugt andre steder og hos etablerede medier. Man skal altid have i baghovedet, at information er lig med penge. Din opmærksomhed er det allerstørste aktiv. Så vær opmærksom på, hvad du bruger din opmærksomhed på, og hvem der forsøger at fange den.

Man kan læse mere om digitale vaner, dannelse og vores allesammens rolle på de sociale medier på hjemmesiden digitaluddannelse.org. Materialet er gratis.

Ronaldo er kongen af følgere

Vincent F. Hendricks har et lysbillede med de 10 personer i verden, der havde flest følgere på de sociale medier i 2019. Den portugisiske fodboldspiller Ronaldo er med 321 millioner følgere klart nummer et. Efterfulgt af Justin Bieber med 283 millioner brugere. Derefter kommer otte kvinder, der på nær Kim Kardashian-West er sangere.

- Bemærk lige, at der er tale om en fodboldspiller, en realitystjerne og otte sangere. Ikke engang Donald Trump kan være med her. Ikke Barack Omaba, ikke Dalai Lama eller Margrethe Vestager. Det betyder, at den gruppe mennesker har en enorm magt. Ikke fordi de er gode sangere eller fodboldspillere. Men fordi deres indflydelse er gigantisk, siger Vincent F. Hendricks.

Han fremhæver den amerikanske sanger Taylor Swift, der i øvrigt optræder på årets Roskilde Festival. Ved det amerikanske midtvejsvalg i fjor skrev hun på sin på sin Instragram-profil med 112 millioner følgere, at man skulle huske at stemme.

- Hun skrev ikke, at man skulle stemme demokratisk som hende. Bare at man skulle lade sig registrere som vælger og stemme. Inden for 24 timer var der 64.000, der registrerede sig. Det tager myndighederne tre måneder at opnå det samme. Derfor er Taylor Swift massivt magtfuld, selv om hun ikke som sådan er politisk. De traditionelle medier kan slet ikke følge med, siger Vincent F. Hendricks.

Vreden har potentiale

I en sal med flere hundrede teenagedrenge kommer det sikkert ikke som en overraskelse, at porno fylder meget på nettet.

- Faktisk er 10 procent af al trafik på nettet porno, mens politiske diskussioner og debat fylder omkring en promille. Så hvis man tænker på at tjene "knapper", er det bedre at være i porno end i politik. Det sjove er, at hvis ikke det var for porno, ville I ikke have alle de muligheder på nettet, som I har i dag. Det er pornoens skyld, at man kan uploade alverdens video- og billedformater i høj kvalitet, siger Vincent F. Hendricks og får i hvert en del af eleverne til at grine.

Det er dog ikke grin, der genererer mest trafik på nettet. Det er vrede og indignation.

- Hvis I skriver på Facebook: "Jeg er så glad i dag", kan det godt være, at jeres venner liker det. Men derudover sker der intet. Hvis I nu skrev: "Det er simpelthen for galt med alle de indvandrere, der vælter ind over grænsen og stjæler vores marcipanbrød og skolekridt", så sker der noget andet. For vrede er smitsomt. Og man agerer i vreden modsat glæden, da den er en aktivitetsmobiliserende følelse. Man reagerer, deler og kommenterer, forklarer Vincent F. Hendricks.

En anden central pointe i hans oplæg kommer efter en video, hvor en mand bruger en rutsjebane som katapult og flyver 100 meter og lander i et badebassin.

- Det er en fake video. I skal huske på, at folk ikke deler video og opslag, fordi indholdet er sandt. Men fordi der er social kapital at hente. Opmærksomhed. Det er derfor, vi deler ting på nettet, siger Vincent F. Hendricks i sit medrivende oplæg om digital dannelse.

Selv om hans stemme kan høres i hele samlingssalen, er det så som så med den digitale dannelse og opmærksomhed, især ved bordene bagest i rummet. Her bliver der flittigt surfet på Facebook, Instagram og skrevet beskeder på Snapchat.

- Det kommer sikkert som et chok for jer, men techgiganterne og deres annoncører er ikke sat i verden for at service brugerne. Men for at tjene penge, siger Vincent F. Hendricks i sit oplæg på Mulernes Legatskole. Foto: Simon Staun
I den bageste del af samlingssalen blev der kigget flittigt på mobiltelefoner, mens Vincent F. Hendricks talte for døve ører om opmærksomhed og digital dannelse. Foto: Simon Staun
Flertallet af eleverne på Mulernes Legatskole lyttede opmærksomt under hele oplægget med Vincent F. Hendricks' fredag formiddag. Foto: Simon Staun
Der var kun enkelte elever på de forreste sæder, der dristede sig til at hive mobilen frem under oplægget om digital dannelse. Hvor Vincent F. Hendricks i øvrigt kunne fortælle, at en undersøgelse viser, at vi rører ved vores mobiltelefon gennemsnitligt 2675 gange om dagen. Foto: Simon Staun
For to år siden startede Mulernes Legatskole med en uge, hvor alle computere og telefoner blev slukket. Foto: Simon Staun
Vincent F. Hendricks er forfatter til en række værker om erkendelse, logik og metodologi og har senest studeret demokrati og demokratiske processer i informationsteoretisk perspektiv. Foto: Simon Staun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce