Annonce
Sport

DIF efterlyser hjælpepakke til pressede idrætsforeninger

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
DIF-formand Niels Nygaard påpeger, at der er brug for hjælp til breddeidrætten på grund af coronakrisen.

Det er ikke kun i de professionelle rækker, at klubber lider store tab under coronakrisen, hvor al sport aktuelt er suspenderet.

Også i landets idrætsforeninger ser man ind i alvorlige problemstillinger. Ikke mindst efter at statsminister Mette Frederiksen (S) mandag meddelte, at alle større arrangementer aflyses frem til ultimo august.

Det påpeger Danmarks Idrætsforbunds (DIF) formand, Niels Nygaard, i en pressemeddelelse.

- Mange af idrættens ildsjæle arbejder frivilligt på sommerens festivaler, kræmmermarkeder og stævner for at tjene penge til deres klub. Den mulighed er nu forsvundet, siger Niels Nygaard og fortsætter:

- Sammen med eksempelvis manglende indtægter fra salg i pølseboden til klubkampe, risikoen for udmeldelser og udsigten til vigende sponsorindtægter fra de lokale virksomheder er de lokale idrætsforeninger hårdt pressede.

DIF efterlyser derfor en hjælpepakke, og man er i den forbindelse i tæt dialog med både regering og ordførere fra et bredt udsnit af folketingets partier om behovet for hjælp til dansk idræt.

- I første fase lykkedes det at få idrætten med i ordningerne for lønkompensation og kompensation ved større arrangementer. Men krisen kradser langt bredere i dansk idræt og også vores breddeklubber bløder.

- Det handler om aktiviteter for vores børn og unge, om fremtidens fællesskaber og folkesundheden. Indtil videre har vi holdt os lidt tilbage med at råbe op offentligt om hjælp og har arbejdet på de indre linjer, men situationen eskalerer lige nu, siger Nygaard.

Han mener, at man i den grad får brug for stærke foreninger ovenpå coronakrisen.

- Derfor noterede vi os også med glæde, at statsministeren på pressemødet mandag aften varslede yderligere dialog om hjælp til idræts- og foreningslivet, og vi ser frem tid et fortsat konstruktivt og løsningsorienteret samarbejde med politikere og myndigheder.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce