Annonce
Fyn

DHG besejret trods smagfuld opvisning

Schweiziske Gianna Calchini har kastet sig ud i en to-årig tilværelse i Danmark for at færdiggøre sin kandidat i international branding. Her kaster hun sig ind i Sønderjyskes forsvar, der i hvert fald nu ved, hvem hun er. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Det smagte af mere for DHG, men en skidt start på anden halvleg gjorde udslaget, da hjemmeholdet lørdag eftermiddag tabte til Sønderjyske.
Annonce

HÅNDBOLD: DHG har frem mod den nye sæson krydret truppen med syv nye spillere. Et af de mere eksotiske krydderier, der er tilsat Dalum-truppen, er den 26-årige schweizer Gianna Calchini, der er hentet fra klubben Spono Eagles i alpelandet. Hun har været inde omkring landsholdet, hvor den danske træner Martin Fruelund Albertsen har sendt sine varmeste anbefalinger videre til Odense-forstaden.

Fra sin venstreback-position fordelte hun boldene fint i starten af kampen. Blandt andet ud til to af de andre nyerhvervelser Tilde Rieck og Julie Røigaard, der på skift huserede på venstrefløjen. De fik dog kun nettet en enkelt gang hver.

For hjemmeholdet var det i højere grad Caroline Toft Nielsen og Nanna Daugaard, der tog teten og bankede mål ind på stribe.

Holdene fulgtes tæt ad i første halvleg. Kun i perioden mellem de to timeouts havde Sønderjyske en lille overhånd, men DHG tog bedre fat i forsvaret mod slutningen af halvlegen.

Først efter 23 minutter kom den schweiziske nyerhvervelse på måltavlen med et godt træk ind i banen og en afslutning mod fjerneste stolpe. Senere trak hun et straffekast på en kontra, da hun modigt gik efter en lille sprække mellem to Sønderjyske-spillere. I det hele taget havde hun flere gode aktioner, hvor hun heroisk stangede sig ind i den Sønderjyske mur, men det førte sjældent til andet end et frikast.

Annonce

Fik anden halvlegs start galt i halsen

Mens DHG's krydderiblanding var fornemt afstemt i første halvleg, var det en anderledes besk smag, man sad tilbage med efter at have overværet de første minutter af anden halvleg. Hjemmeholdet havde dårligt givet bolden op, før de havde indkasseret fire mål. I angrebet fik de febrilsk afsluttet for hurtigt, og Sønderjyske kunne nemt bringe sig komfortabelt foran i den modsatte ende.

I sidste ende var Sønderjyske-defensiven for stærk til DHG, der ellers kæmpede bravt. Foto. Birgitte Carol Heiberg

Ikke overraskende var det DHG's allestedsnærværende Nanna Daugaard, der med sit sjette mål, kunne reducere efter panik-timeouten. Og langsomt fik hjemmeholdet ædt sig tilbage i kampen. Det var også Daugaard der midt i anden halvleg kunne skabe balance i regnskabet.

Efter en lidt mere anonym indsats og en to minutters udvisning i anden halvleg, strøg Calchini fornemt til vejrs og sendte kuglen i mål med fem minutter igen. I næste angreb tryllede hun Sønderjyskes forsvar om til en hullet schweizer-ost, og bevarede spændingen helt frem til de sidste minutter. Men gæsterne lukkede ballet med få sekunder igen.

Annonce

En bittersød smag

- Det var en god fight. Vi kunne også godt have vundet, men det var de små detaljer, der afgjorde kampen. Men jeg spillede ikke min bedste kamp i hvert fald, sagde Gianna Calchini efter kampen.

- Jeg er faldet godt til i byen, og de har taget godt imod mig. Jeg er startet på danskundervisning i den her uge, men indtil videre kan jeg ikke sige så meget andet end tak, griner hun.

Det kunne DHG-træner Bo Andersen til gengæld. Først om Calchini:

- Hun er meget professionel i sin optræden. Hun er en fremragende duelspiller og har et godt skud. Hun slider og kæmper og giver os nogle flere våben i angrebsspillet.

Og om kampen generelt:

- Vi spiller angrebsmæssigt en rigtig fin kamp. Vi har nogle problemer defensivt, og vi kommer ikke på plads i vores returløb. Den start vi får på anden halvleg, minus fire, den gør, at det bliver svært for os. Selvom vi kommer igen, så laver vi fejl eller brænder og når man møder så godt et hold som Sønderjyske, så skal de marginaler være med én.

Kampen kort

DHG - Sønderjyske 29-31 (17-17)

Mål: Caroline Toft Nielsen (8), Nanna Daugaard (7), Alberte Madsen (4), Maria Borg (4), Gianna Calchini (3), Katja Rungstrøm (1), Tilde Rieck (1), Julie Røigaard

Udvisninger: Tilde Rieck (12. minut), Caroline Toft Nielsen (36.), Gianna Calchini (51.)

Dommere: Josephine Kusk Jensen og Pernille Hansen

Tilskuere: 125

Næste kamp: DHG - Rødovre, lørdag den 26. september klokken 14.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland

Pyromanerne på rådhuset

Annonce