Annonce
Svendborg

Det vil sydfynboerne vide om corona: Er det stadig sikkert at læse papiravisen?

Læserne stiller spørgsmål til avisen om Covid-19; om alt fra hjemmeundervisning til smittefarer ved at læse papiravisen. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.
Læserne har gennem den seneste uges tid sendt en række spørgsmål til Fyns Amts Avis om coronaudbruddet. De ønsker blandt andet svar på om de fortsat skal betale for dagtilbud, mens børnene holdes hjemme under coronaudbruddet, og om det er forsvarligt at læse printudgaven af avisen.

Svendborg: Fyns Amts Avis har i anledning af den nuværende situation åbnet for, at læserne kan stille spørgsmål om coronaudbruddets påvirkning på Sydfyn, Langeland og Ærø, og så vil de respektive lokalredaktioner på avisen efter bedste evne forsøge at finde svar på dem.

Blandt spørgsmålene rettet mod Svendborg finder vi et fra Rikke Kirsten Albertsen, der gerne vil vide, om man fortsat skal betale for private dagtilbud under coronaudbruddet. Til at svare på det har vi ringet sekretariats- og dagtilbudschef i Svendborg Kommune, Birgit Lindberg.

- Ja. For de kommunale, selvejende og private dagtilbud, der skal man stadigvæk betale forældrebetaling. Hvis det er de private pasningsordninger, altså private børnepassere, som forældrene får et tilskud til, så er det et mellemværende forældrene og den private børnepasningsordning, siger Birgit Lindberg, som supplerer:'

- Det er nationalt bestemt, og ministeren har udtalt, at der bliver stillet nødpasning til rådighed, hvilket forældrene må bidrage til det i den her særlige situation. Så det er ikke noget, som Svendborg Kommune har besluttet.

Annonce

Hjemmeundervisning

Hvad sker der med de elever, som ikke har ressourcer i hjemmet til at følge den digitale undervisning? For eksempel hjem med analfabetiske forældre?

Sådan lyder et spørgsmål, som Marianne Mitchell har stillet, og som avisen sender videre til kommunens skole- og uddannelseschef, Nanna Lohman.

- Lige nu har vi stort fokus på at få fat i alle elever, det vil også sige dem, vi ikke kan nå via computeren. Dem ringer vi til eller tager ud til for at høre, hvordan det går. Mange skoler har desuden udlånt Ipads til nogle af de børn, som ikke har mulighed for at have et digitalt redskab derhjemme, siger Nanna Lohman.

- Og så bestræber vi os på at lave noget undervisning, som børnene selv kan klare. Flere af vores skoler nåede at stille en masse bøger frem, inden de lukkede i fredags, og forældre var omme at hente dem. Deri er der små træningsopgaver, som børnene selv kan sidde med, ligesom der er praktiske opgaver som at tage ud at tælle blomsterne i haven. Man prøver at lave nogle opgaver, som børnene selv kan gå i gang med, så de ikke er afhængige af en kæmpe forældrehjælp.

- Vi er også opmærksomme på, at nogle børn har behov for at komme i nødpasning, hvis de har bedst af det. Der samarbejder vi med vores familieafdeling, sådan at vi sikre os at have ekstra øje på de sårbare børn i kommunen. Vi har en særlig opgave i, at de børn, der har brug for os til dagligt, har ekstra brug for os nu.

- Der er i hvert fald ingen børn, der får lov til bare at være. Lærerne og lederne gør meget for at være i kontakt med børnene på den ene eller anden måde.

Del ikke avis

Det tredje og sidste spørgsmål i denne omgang kommer fra Nicolaj Nilou, som spørger, om det fortsat er sikkert at læse papirudgaven af avisen.

Buddet, som afleverer avisen, kan jo være smittebærer. Skal vi kun læse den digitale udgave?, lyder det fra læseren.

Chefredaktør for Fyns Amts Avis, Rikke Bekker, svarer:

- Det er virkelig et spørgsmål, som optager læserne, og vi har brugt tid på de sidste par dage at opklare. Og vi har indført en række foranstaltninger for at passe på både budene og læseren. Vi har max 10 personer samlet ad gangen på vores depoter, de holder afstand og kører med handsker, ligesom de bruger håndsprit.

- Der kan dog opstå problemer, hvis flere læsere deler avisen med hinanden. Hvis man har virus og sætter det på en overflade, kan man overføre det til en anden. Derfor anbefaler vi lige nu, at hvis man deler sin avis med naboen, at det kun er én af jer, der læser papirudgaven, mens den anden kan læse den digitalt via Nyhedskiosken, lyder svaret fra Rikke Bekker.

Ifølge sundhedsmyndighederne bliver man typisk smittet ved at være tæt på en person, som udskiller dråber – for eksempel ved knus, hoste eller nys, hvorefter dråbener lander på ens slimhinder i næse, øjne eller mund. Man kan dog også få det ved at røre ved overflader med virus på og derefter rører sig selv i næse, øjne eller mund uden at have vasket eller sprittet hænderne af.

Du er velkommen til fortsat at stille spørgsmål til avisen. Det gør du i boksen nedenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce