Annonce
Navne

Det store gæstebud: Martin skal lave mad til 1200 elever og lærere - hver dag

Han har ikke travlt i hverdagene, Martin Pedersen fra Kok Brasserie & Café, men det får han. For han har vundet udbuddet på kantinedriften Svendborg Gymnasium. Foto: Katrine Becher Damkjær
Martin Pedersen, der driver Kok Brasserie & Café i kulturhuset Borgerforeningen, har vundet udbuddet på kantinedriften på Svendborg Gymnasium og har derfor ansvaret for at fylde op til 1200 maver. Han har tænkt sig at lade brugerne få indflydelse på menuen.

Svendborg: Det store gæstebud - hver eneste dag.

Det er, hvad Martin Pedersen fra Kok Brasserie & Café i kulturhuset Borgerforeningen i Svendborg kan se frem til fra 6. januar, eftersom han har budt ind på kantinedriften på Svendborg Gymnasium - og vundet.

Det betyder, at det bliver op til ham at fylde op til 1000 elev- og 200 lærermaver, hvis ellers alle vælger at spise i kantinen, men det tager han nu oppefra og ned.

- Jeg har søgt det, fordi jeg godt vil udfordre mig selv og prøve noget nyt, siger han, da vi lægger vejen mandag formiddag.

Det helt store overblik over opgaven har Martin Pedersen endnu ikke.

For eksempel ved han ikke, hvor mange af skolens elever og lærere der bruger kantinen, men han minder om, at han overtager personalet, som udgøres af to fuldtids- og to deltidsansatte.

- Jeg har ikke snakket med dem endnu, men det gør jeg. For de er en guldgrube af viden og har styr på, hvor meget vi sælger, siger han.

Annonce

Martin Pedersen

Er 35 år.

Udlært som kok på Hotel Troense i 2006.

Var efterfølgende ansat på blandt andet caféen Citronen i Brogade i Svendborg.

Drev Brasserie Kok på hjørnet af Gerritsgade og Vestergade sammen med sine forældre, Charlotte Pedersen og Lars Pedersen, fra 2010 til 2015.

Flyttede caféen til kulturhuset Borgerforeningen i 2015.

Er gift med Maria Starup.

Parret er bosat i Kirkeby og har to børn - en søn på otte og en datter på to år.

Gæsteinddragelse

I stand til at sige noget om den nuværende standard i gymnasiets kantine er Martin Pedersen heller ikke, men han vurderer alligevel, at hans ankomst vil blive bemærket.

- Kokke er ikke ens, så forhåbentlig vil brugerne kunne smage forskel, lyder det fra kokken, der også fortæller, at der ikke vil være lukkede skotter mellem ham og brugerne.

- Jeg har allerede snakket med elevrepræsentanter fra kantineudvalget og kan forstå, at det mere og mere går den grønne vej, siger kokken.

Det ligner ikke, hvad han er vant til, men omvendt er han glad for det, fordi det giver ham mulighed for at udvikle sig.

Og han tager gerne imod input undervejs.

- Eleverne er velkomne til at komme og hive fat i mig, hvis de har ønsker. Jeg kommer jo til at gå der hver dag, siger Martin Pedersen, der gerne vedgår, at det ikke bare handler om kundepleje.

- Det er en lukket kundekreds, som ikke skal give samme priser som på en café, og derfor er der ikke råd til at smide noget i skraldespanden. Så det er vigtigt at lave det, folk vil have, siger Martin Pedersen, som i øvrigt bebuder en dag med fisk og en dag uden kød.

Gang i hverdagen

Det har spillet ind på Martin Pedersens beslutning om at byde ind på opgaven, at han ikke holder frygteligt meget af hverdage.

- Der sker ikke ret meget her. Det er i weekenden, vi har travlt, og jeg glæder mig til også at have noget at lave på hverdage. Og skulle det være nødvendigt en enkelt dag, kan jeg jo hyre hjælp ind til caféen her, siger han og afviser, at han nu vil komme bruge mere tid på jobbet.

- Jeg får ikke flere timer, men jeg får flere aktive timer, og det er ikke hårdt. Det er hårdere, hvis der ikke sker noget, smiler Martin Pedersen, der ydermere og fortæller, at opgaven såmænd også går fint i spænd med familielivet.

- Nu skal vi lige have julen overstået her, og så tager jeg hul på et nyt kapitel i det nye år. Det glæder jeg mig til, siger han.

Han har ikke travlt i hverdagene, Martin Pedersen fra Kok Brasserie & Café, men det får han. For han har vundet udbuddet på kantinedriften Svendborg Gymnasium. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce