Annonce
Langeland

Det sejler på Torvet i Rudkøbing

Casper Åsells skib fik straks lov at bevise sin sødygtighed, og hvis det går det nye fartøj som forgængeren, kommer det til at besjejle hver en vandpyt, skaberen kommer forbi. Foto: Katrine Becher Damkjær.
Strynøfærger, en fantasibåd ved navn Ole og en stribe andre fartøjer blev skabt, da Art2change lærte børn at bygge skibe på Torvet.

Da Casper Åsell fra Gammel Holte på Nordsjælland testede sit nybyggede skib i springvandet på Torvet i Rudkøbing, skete det med en vis spænding. Casper, som er fire trekvart år, stod nemlig og manglede et sødygtigt fartøj. Sidste år byggede han et træskib hos Søfartsmuseet i Marstal, og det kan snart ikke mere.

- Vi har haft det i bilen konstant, og det er kommet ud at sejle hver gang, vi var i nærheden af vand. Så det har gjort det godt og var ved at trænge til en udskiftning, fortalte Caspers mor, Christina Åsell.

Hun og Casper var på familiebesøg på Langeland, og en artikel i Øboen lokkede dem til Rudkøbing for at deltage i Art2Changes traditionelle årlige skibsbygning for børn.

- Casper går i skovbørnehave, så han er vant til at hamre og save. Jeg synes, det er sådan en god aktivitet sammen med børn, jeg kan godt lide, at det ikke er passiv underholdning, sagde Christina Åsell.

Der var mange andre, der også havde lyst til at bygge et skib. Børnene fik lov at vælge klodser fra overskudstræet doneret af folkene bag Art2Change. I posen fra kunstneren Jørgen Minor gemte sig for eksempel stjerneformede træstykker og toner fra et kasseret klaver.

Annonce
Dante Hein gik til færgebygningen med sammenbidt koncentration. Så er det til gengæld også planen, at skibet skal kunne klare turen hjem til Langå, når sommerferien er forbi. Foto: Katrine Becher Damkjær

I år var især kopier af Strynøfærgen populær. Sådan en lavede Bertram Lundegaard, der fylder syv år om en uge, og han ønskede netop, at den skulle sejle samme vej som originalen. Bertram, som bor i Rudkøbing har nemlig taget turen før.

- Jeg har været på Strynø fire gange, og det er sjovt at besøge Smakkecenteret, sagde han.

Dante Hein på ni år ville sende sin færge til Langå. Det er der, han bor, og han har fået stor erfaring med færger denne sommer. Familien er på Øhop i Danmark. De er startet fra Als og planlægger at hoppe hele vejen over til Sydsjælland.

Dantes søster Silje på seks år havde til gengæld fået færger nok. Hun skabte i stedet et lyserødt fantasiskib med smilende ansigt og døbte det Ole.

Den store interesse betød, at hjælperne fra Art2Change ikke kunne nå at hjælpe alle. På grund af travlhed og sygdom var korpset lidt mindre end sædvanligt.

- Men det passer fint. Så kommer forældre og bedsteforældre i sving, konstaterede Iben Friis Jensen fra Art2Change.

Hjælpermanglen forhindrede i hvert fald ikke nogen i at slide i det. I perioder lød det som om et orkester med tvivlsom rytmesans var i gang med at opføre Wagners Rhinguldet på Torvet i Rudkøbing, når hamrene sang i storkor i slagene mod sømmene.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Profilen skal skæres til for ny kommunaldirektør

Rygterne om, at der var noget på vej, nåede ikke at svirre længe, før bomben detonerede på Langeland torsdag morgen: Kommunen fyrede endnu en kommunaldirektør. Denne gang var det Benny Balsgaard, som efter knapt tre års ansættelse fik fyresedlen. Før det var det Jørgen Christiansen, som efter 10 års ansættelse i samme stilling i samme kommune fik samme besked. Mens der ingen forklaring er kommet på Jørgen Christiansens fyring, så letter nuværende Langelandsborgmester, Tonni Hansen (SF), lidt på låget: - Udviklingen i kommunerne går så hurtigt, og der stilles konstant nye krav, derfor er vi enige om at søge en anden profil, siger han. Med den argumentation er der ikke just lagt op til, at en ny kommunaldirektør kan blive siddende i stillingen i ret lang tid. For er der en ting, der er sikkert, så er det, at udviklingen ikke kommer til at gå langsommere. Den profil, der passer som hånd i handske i dag, risikerer meget vel at passe som fod i samme handske om bare få år. Det stiller store krav til den ansættelsesprocedure, som de langelandske politikere nu skal stå i spidsen for. Det kan da ikke afvises, at der findes en administrativ schweizerkniv derude, hvis største ønske er at stå i spidsen for Langeland Kommunes administration. Sådan én, som både kan udvikle og skære, begejstre og stå for driften og kombinere det varme og empatiske med det koldblodige og kølige overblik. Sådan én som både nyder at være kommunalbestyrelsens forlængede arm og kan træffe selvstændige beslutninger i en omskiftelig hverdag. Grå eminence og farvestrålende inspirator i en og samme spadseredragt eller jakkesæt. De hænger bare ikke på træerne. Så de langelandske politikere vil nok gøre sig selv og kommunen en tjeneste ved at blive helt skarpe på, hvad der er vigtigst ved en ny kommunaldirektør, og så ellers knokle på for en ny overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og DJØF for de kommunale chefer. Vi priser os af en dansk model på arbejdsmarkedet, hvor det er nemt at hyre og fyre. Det matcher ikke just med de aftaler, de danske kommunaldirektører er ansat med, hvor en fyring eller anden opsigelse af samarbejdet har det med at belaste slunkne kommunekasser i årevis.

Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Annonce