Annonce
Ærø

Det har Ærø fået for pengene

Kommunaldirektør Allan Krogh Filtenborg forklarer, hvad Ærø Kommune bruger pengene på i løbet af et år.

1) Sociale opgaver og beskæftigelse

Med omkring 236 millioner kroner er det den absolut største post i det kommunale regnskab. I den post er både udgifterne til ældre, beskæftigelse og dagtilbud til børn og unge. Og når man dykker ned i det, så er det de rigtig store poster. Dagtilbud er lige knap 18 millioner kroner, og tilbud til ældre og handicappede tager 95 millioner kroner af den klump penge. Mens kontanthjælp, førtidspensioner og revalideringer koster omkring 80 millioner kroner.

Annonce

2) Fællesudgifter og administration

Det er en post 63,5 milioner kroner, og det handler blandt andet om personalet, der sidder på rådhuset. Det er den administrative organisation, erhvervsudvikling og turisme.

3) Undervisning og kultur

Her er der i 2018 brugt omkring 54 millioner kroner. En stor del af de penge er folkeskolen, der koster kommunen 41 millioner kroner. Men så er det også ungdomsudannelser for en lille million, folkeoplysning for fire millioner og biblioteksvirksomhed for 3 millioner kroner. Der har vi ramt godt i forhold til det budgetterede og især i forhold til folkeskolen, har vi været gode til at styre. Det er et område, hvor man i andre kommuner nogle gange oplever kæmpe budgetoverskridelser, og bliver nødt til at fyre, men vi har ramt det ret flot.

4) Færger, transport og infrastruktur

Det løber i alt op i 33,3 millioner kroner, og det hænger jo sammen med, at man har valgt at have et højt serviceniveau med for eksempel gratis busser. Det er klart, at det koster nogle penge, men det er en udgift, der også giver noget branding af Ærø udadtil. Og på færgeområdet alene kom vi ud af 2018 med et overskud på 1.251.000 kroner ... for nu at være helt nøjagtig.

5) Sundhedsområdet

Det blev på godt 40 millioner kroner. Og af dem ligger så de 25,5 millioner, vi havde budgetteret med til den kommunale medfinansiering OG de næsten fem millioner ekstra, det kom til at koste os. Og den er meget svær at styre for os, al den stund at vi ikke kan få et overblik over, hvad pengene egentlig er blevet brugt til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykkelig afslutning på Hamed Rezaiis sag

Endelig fik Hamed Rezaii sit svar. Og lykkeligvis for ham var det et positivt svar. Han har langt om længe fået den opholdstilladelse, han så inderligt har ønsket sig. Det er meget, han har været igennem. Lægeerklæringer har dokumenteret, at de psykiske traumer, han har fået som følge af sin opvækst i og flugt fra Afghanistan, har medført , at han lider af posttraumatisk stress syndrom. Bedre er det ikke blevet af, at hans sagsforløb har været en knudret affære med en del afslag og meget lang ventetid. Nu er det heldigvis overstået. Svaret er nået frem til Ærø, og så er der ikke så meget at sige til, at hans hoved var så fyldt med impulser, at hans umiddelbare behov egentlig var at slukke for hjernen og bare spille Playstation, efter han først havde kaperet, hvad nyheden betød for hans liv og færden. At der så også lige sniger sig yderligere en lettere grotesk detalje ind i sagsforløbet, er på bundlinjen underordnet for Hamed Rezaii. Det vigtigste for ham må være, at han har fået lov til at blive i landet. Nu kan han koncentrere sig om at passe sit arbejde og komme videre med bearbejdningen af PTSD'en. Og naturligvis kan han arbejde videre med integrationen i det samfund, han allerede er en del af. Den groteske detalje er måske også en anelse kendetegnende for et sagsforløb, hvor tidsplanen skred, og det har knebet gevaldigt med den gode og oplysende kommunikation fra Udlændingestyrelsen til Hamed Rezaii og familien Kjelsmark, som han har boet hos, mens hans ansøgning om at få en opholdstilladelse er blevet behandlet. Sidste krølle på sagen er, at Udlændingenævnet ved en fejl ikke fik fortalt Rezaiis advokat, at ansøgningen var gået igennem. Advokaten blev blot bedt om at fremskaffe nogle boligpapirer, og derfor kom det frem, at sagen var afsluttet med et lykkeligt resultat for Hamed Rezaii. Måske er det ikke den største fejl eller den tungeste opgave i hele sagsbehandlingen, der er kikset, men det er trods alt en ret vigtig oplysning, der ikke er blevet givet videre til først Hamed Rezaiis advokat og siden hovedpersonen selv. I sig selv behøver det ikke give meget røde ører. Fejlen har trods alt ikke alvorlige konsekvenser for sagen. Men samlet set, har sagsforløbet ikke været kønt. Set med positive øjne kan det slås fast, at der er lavet en sagshåndtering, der på nogle felter kan danne skole for, hvordan tingene ikke skal gøres. Adskillige små og store fodfejl undervejs har sat Hamed Rezaii under et unødigt mentalt pres, og det vil da være prisværdigt, hvis den slags fejl kan undgås i fremtiden. Han er jo ikke det eneste menneske, der befinder sig i en yderst sårbar position, hvor små administrative fodfejl kan få store menneskelige konsekvenser.

Annonce