Søby: Tirsdag formiddag står i rengørings tegn på M/F Skjoldnæs. Den gamle færge ligger i færgelejet i Søby Havn. Der hvor biler og passagerer plejer at stige ombord på deres tur til Faaborg. Men der er ingen passagerer, der stiger ombord nu. Færgen har nemlig været ude af drift siden den 13. januar.
Tågen i luften blander sig med vanddamp fra Kurt Jørgensens højtryksrenser. Han er skibsassistent, og under hans kyndige opsyn bliver vogndækket renset med en nænsom grundighed. Hver eneste centimeter.
Færgen skal være klar til torsdag, hvor den kommer til at sejle igen. Eller sådan lyder meldingen i hvert fald fra folk højere oppe i organisationen. Men når man taler med Kurt Jørgensen, kan man høre en vis portion skepsis. Det er som om, at han har hørt den slags meldinger mange gange før, hvor de måske ikke har holdt helt stik.
- Jah, vi må jo se, om der kommer spændende nyheder torsdag, siger Kurt Jørgensen på en let tilbagelænet måde, som om at han fortæller en vittighed og en hemmelighed på samme tid.
En mand kravler ud af en af dørene i siden af vogndækket, hvorpå der er sat et klistermærke med en rød hånd med en streg igennem, der signalerer, at det kun er autoriseret personel, der må gå derind.
Carsten Dalgaard er maskinmester på færgen. Det er i hans fagområde, hvor et af de store problemer på færgen er.
- Vi venter bare på nogle stumper, der skal skiftes ud. Det er faktisk det eneste, siger Carsten Dalsgaard.
Carsten Dalsgaard håber på, at Skjoldnæs bliver ved med at sejle sin vanlige rute i mange år endnu.
- Vi vil jo gerne blive ved med at sejle. Måske indtil jeg rammer pensionsalderen, siger Carsten Dalsgaard
Oppe på dækket lander en måge på rælingen. Den skriger på vanlig vis i omkring ti sekunder, og så flyver den videre. Over til færgelejet ved siden af, hvor Ellen, den nye el-færge lige er kommet ind.
Efter lidt tid stævner Ellen ud igen, fyldt med passagerer.