Annonce
Erhverv

Derfor vil Energi Fyn købe fjernvarmen

Det kommunalt ejede Fynsværket skal slukke for kulkedlen og i stedet pumpe varme ud af Odense Kanal. Det bliver en dyr affære, som politikerne måske vil overlade til Energi Fyn. Arkivfoto: Michael Bager
Det er helt nye tider i energibranchen - og der sker endnu mere i de kommende år. Derfor er den gamle måde at dele tingene op på ikke længere den bedste eller billigste. Det er årsagen til de varme forbindelser mellem Energi Fyn og Fjernvarme Fyn.

Fyn: Vi skal stadig have strøm i stikkontakterne og varme i radiatorerne, men derudover er næsten alt i energibranchen under forvandling i disse år. Både teknologi, brændsler, økonomi, markeder, regulering og jura forandrer sig afgørende.

Alle de forandringer er årsagen til, at Energi Fyn gerne vil købe Fjernvarme Fyn af Odense Kommune, som er interesseret i at sælge.

Siden de fynske elselskaber sammen byggede Fynsværket i 1953 er der strømmet kolossale mængder af elektricitet gennem de tykke højspændingskabler og ud til især fynske og jyske stikkontakter, gadelys og industrimaskiner. Olie, affald, halm og frem for alt kul er transporteret den modsatte vej og er blevet brændt af for at producere elektriciteten.

Om få år bliver det system helt anderledes. Da skal der pumpes elektricitet gennem de samme ledninger men i den modsatte retning og produceret af vindmøller og solceller. Og hvor Fynsværkets høje skorstene rager op i dag - eller lige ved siden af - skal store, nye varmepumper og elkedler bruge masser af strøm til at varme vand op, så beboerne i Odense og omegn kan få varme i radiatorerne.

Annonce

Sagen kort

Fjernvarme Fyn er Danmarks tredjestørste fjernvarmeselskab. Det forsyner 100.000 boliger, de fleste ligger i Odense Kommune, derudover er der kunder i både Nordfyns, Assens og Faaborg-Midtfyn kommuner.

97 procent aktierne i virksomheden ejes af Odense Kommune, resten af Nordfyns Kommune.

Ved budgetforhandlingerne i Odense byråd i oktober blev et salg af selskabet diskuteret. Venstre var det første parti, der offentligt foreslog et salg, men socialdemokraterne havde på det tidspunkt haft det med i fortrolige samtaler.

Af budgetforliget fremgår det, at man skal undersøge et salg. Her mener man også, at prisen for selskabet kan blive et "væsentligt trecifret millionbeløb". Kritikere har - blandt andet på et offentligt konservativt møde - sagt, at det bliver fjernvarmekunderne, der kommer til at betale disse penge.

Der bliver formentlig stadig brændt halm og affald som her af på Fynsværket i fremtiden - og måske gas indimellem. Men kullene, som har stået for langt den største del af produktionen af el og varme, vil være væk i 2025, hvis politikerne får deres vilje. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg

"Bedre og billigere"

- Den grønne omstilling vender rundt på meget i energibranchen. Derfor er det en fordel også at ændre på den måde, vi driver og ejer energivirksomhederne på, siger Bent Agerholm, der er administrerende direktør i Energi Fyn.

Virksomheden leverer elektricitet og gas til tre fjerdedele af fynboerne og ejer blandt andet det net af kabler, der bringer strømmen frem til kunderne, som hver især er medejer af Energi Fyn.

Næste år bliver det muligvis også Energi Fyn, der forsyner beboerne i Odense, Otterup og andre områder med fjernvarme. Odense Kommune, der ejer de fleste af aktierne i Fjernvarme Fyn, har besluttet at undersøge mulighederne for at sælge virksomheden til Energi Fyn.

Og Energi Fyn står klar:

- Teknisk og økonomisk har vi mulighed for at gennemføre den kommende grønne omstilling af fjernvarmen bedre og billigere i en bred koncern, der råder over alle energiformer, og som er ejet af forbrugerne, siger Energi Fyns formand Søren Thorsager, Odense.

- Hvis vi skal have det fulde udbytte af de store investeringer i vedvarende energi, kræver det, at vi bruger elektricitet til produktionen af varme, og at vi optimerer elproduktionen, så den udnyttes bedst.

- Og ved at lade det ske i et forbrugerejet selskab, sikrer vi, at det sker billigst muligt, siger han.

Det forklarede han i sidste uge Energi Fyns repræsentantskab, der er selskabets højeste myndighed, og som mødes to gange om året. Målet om at blive fjernvarmeleverandør står allerede i selskabets strategi, men på grund af de kommende forhandlinger, fik medlemmerne en aktuel orientering.

- Der var nogle opklarende spørgsmål og en drøftelse, men der var ikke noget, der gav os anledning til at stoppe med processen, og der var ingen afstemning. Så bestyrelsen går videre med sagen, siger formanden.

Assens-kunde skal ikke betale til Odense

Det er ikke kun de nye, grønne betingelser, der har gjort Energi Fyn interesseret. Ved årtusindskiftet blev el til en fri handelsvare, senere fulgte naturgassen, og nu er fjernvarmen ved at blive liberaliseret.

- Det giver os nogle helt andre friheder til at finde den rette energiløsning for eksempel i en ny boligudstykning. Samtidig har vi mange års erfaring med et frit energimarked, som fjernvarmen kan få glæde af, siger Søren Thorsager.

Men Energi Fyn vil ikke være varmeleverandør for enhver pris. Der skal regnes grundigt på indtægter og udgifter ved et køb, før det bliver til virkelighed, og det er ikke let at gøre, når man taler om et stort kraftværk, mange mindre varmeværker, flere end 100.000 kunder og et helt bibliotek fuld af indviklede love og regler.

- Uanset om vi så fik det gratis, ville vi regne det igennem først. Og hvis vi ikke kan se en økonomisk gevinst i et køb, bliver det ikke til noget. Der bliver ikke tale om, at en elkunde i Assens skal betale for, at Odenses politikere kan åbne flere pladser i en daginstitution, lover formanden.

Udregningerne bliver også afgørende for, om Odenses politikere kan få opfyldt deres forventning om at få "et væsentligt trecifret millionbeløb" ud af Energi Fyn. Den mulige køber vil slet ikke tale om pris - ikke mindst fordi den endnu ikke kender de økonomiske detaljer inde i Fjernvarme Fyns regnskaber.

Uanset hvad prisen bliver, afviser Søren Thorsager, at kunderne kommer til at betale for gildet.

- Alle fjernvarmeforbrugere er også kunder og ejere i Energi Fyn, og det er umuligt at forestille sig, at vi på en eller anden måde skulle snyde 100.000 af vores ejere og kunder. Hvis det viser sig, at vi kan betale en sum til Odense Kommune, vil årsagen udelukkende være, at der er store gevinster i en sammensmeltning af varmen og vores øvrige aktiviteter, siger bestyrelsesformanden.

I fremtiden kommer der ikke el fra Fynsværket. I stedet skal de store højspændingsmaster føre el hen til værket, så det kan opvarme odenseanernes fjernvarmevand. Arkivfoto: Jørgen Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce