Annonce
Fyn

Derfor er botilbuddene så dyre: - Vi har en del unge, som ikke ville være her mere, hvis de ikke var blevet flyttet

Arkivfoto: Pia Hansen/Scanpix
Jeanette Brigsted-Ruhe, afdelingsleder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, forklarer her, hvorfor det koster op til 250.000 kr. om måneden at hjælpe nogle af de unge med alvorlige problemer.

Jeanette Brigsted-Ruhe, hvorfor har forvaltningen svært ved at styre udgifterne til især de tilbud, der kaldes midlertidig botilbud?

- De, der i dag kommer på et midlertidigt botilbud, er langt dårligere end bare for fem år siden. Vi oplever især en stor stigning i antallet af unge med psykiatriske diagnoser, og ofte har de også et misbrug af enten hash eller alkohol. Derfor er bostederne også nødt til at ansætte kvalificeret personale, som kan finde ud af at arbejde med den her målgruppe. Og det afspejler sig i den pris, vi betaler.

Så en pris på 250.000 kroner om måneden afspejler, hvor dårligt de unge har det?

- Ja. Mange af dem, der nu får et midlertidigt botilbud, har tidligere været forsøgt hjulpet i egen bolig med massiv støtte (housing first, red.), men på et tidspunkt bliver vi - i samarbejde med den unges netværk og psykiatrien og misbrugsbehandlingen - nødt til at lave noget andet, hvis borgeren skal komme godt ud på den anden side.

Hvad dækker ”individuel tunge” behov over?

- Vi har en del, som - tror jeg godt, jeg kan sige - ikke ville have været her mere, hvis de ikke var kommet på et midlertidigt botilbud. De har skadet sig selv meget voldsomt og ofte på en måde, som forskrækker andre. Som for eksempel at hoppe ud foran et tog eller forsøge at hænge sig. Det er typisk unge kvinder, der har boet i egen bolig, hvor filmen knækker på et tidspunkt. Og så bliver det makabert og massivt, når de først går i gang med at skade sig selv. Derudover er der også en gruppe af unge med en spiseforstyrrelse. Du kan sige, at der er tale om selvskade i alle former.

Hjælper den behandling de får?

- Vi har heldigvis erfaring for, at langt hovedparten af de unge vender hjem igen og flytter i egen bolig. Nogen slipper vi helt, andre fortsætter med at få bostøtte i en periode. Langt størstedelen bliver en del af samfundet igen og tager ansvar for deres eget liv.

Har I nogen idé om, hvad der skaber den her udvikling? Man hører meget om, at de unge er pressede af kravene i tiden?

- Alle unge spejler sig i hinanden. Det hele skal se så perfekt ud, og man skal helst have en uddannelse, inden man bliver 20, ellers er der noget galt. De unge, vi har her, kan ikke følge med til alt det. Og så skal man - lidt groft sagt - ud at lede efter, om den unge har en diagnose. For hvis du ikke har en diagnose, skal du følge de normer, der er i dagens samfund. Ellers er du doven. Får du til gengæld en diagnose, kan der blive taget nogen hensyn.

Så der er et ønske om at få en diagnose fra mange unge, fordi det kan forklare noget?

- Ja. Vi har både forældre og netværk, der siger: "Nå, så forstår vi bedre hvorfor …" Men kunne vi ikke komme frem til samme forståelse ved bare at se på mennesket uden diagnose? Jeg synes, at dagens krav til de unge langt hen af vejen er urealistiske. Der burde være plads til alle, men det er der ikke altid lige nu.

Annonce
- De har skadet sig selv meget voldsomt og ofte på en måde, som forskrækker andre. Som for eksempel at hoppe ud foran et tog eller forsøge at hænge sig. Det er typisk unge kvinder, der har boet i egen bolig, hvor filmen knækker på et tidspunkt. Og så bliver det makabert og massivt, når de først går i gang med at skade sig selv.

Jeanette Brigsted-Ruhe, afdelingsleder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce