Annonce
Fødselsdag

Den danske professor bag euroen fylder 85

Niels Christoffer Thygesen, professor emeritus i økonomi. Han regnes af sine kolleger for den internationalt set mest indflydelsesrige danske økonom nogensinde. Fredag den 13. december fylder han 85 år. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Nogle mennesker bliver bare ved og ved, selv om der løber flere og flere år på livserfaringen.

Mange ville nok føle det mest naturligt at slappe af i haven, foran fjernsynet eller med noget helt tredje, når de som Niels Christoffer Thygesen bliver 85 år fredag den 13. december.

Men økonomen Thygesen er still going strong inden for det felt, han har beskæftiget sig indgående med, nemlig Europas økonomi, nærmere betegnet euroen.

Selv om han er oppe i 80'erne, har han alligevel været formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd, der som uafhængigt organ rådgiver EU-Kommissionen om euroområdets økonomiske kurs. Rådet blev oprettet i 2016.

I april i år blev Niels Thygesen genudpeget som formand for en periode på tre år.

Den danske topøkonom ved, hvad han snakker om, når han udtaler sig om euroen. Han regnes for at være blandt de mest indflydelsesrige danske økonomer overhovedet, selv om det kun er en udvalgt skare, der har hørt hans råd.

De er som oftest faldet bag lukkede døre.

Det er hans forskning i, hvordan pengevæsen og nationalbank skal skrues sammen, og hans evne til at forklare politikerne, hvad det hele går ud på, der har bragt ham vidt.

Han har været medlem af et utal af økonomiske komitéer, udvalg og kommissioner. Blandt andet Delors-Komitéen.

Her var han en af tre uafhængige pengepolitiske eksperter, der sammen med nationalbankcheferne i 1988-1989 udarbejdede spillereglerne for og konstruktionen bag Den Økonomiske Monetære Union (ØMU) og den fælleseuropæiske valuta, euroen.

Den er hans hjertebarn, selv om den har været ude i stormvejr flere gange.

Niels Thygesen glæder sig over, at det lykkedes med den europæiske møntunion. Men han har indimellem haft svært ved at skjule sin skuffelse, når politikere løb fra løfterne bag euroen.

For 11 år siden gik han på pension fra professorstillingen ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Men det har ikke fået ham til at stoppe med at blande sig i styringen af europæisk økonomi.

Det kan han fortsætte med i hvert fald to og et halvt år endnu fra sin formandspost i Det Europæiske Finanspolitiske Råd. /ritzau

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Dødsfald For abonnenter

Dødsfald: Keramiker, aktivist og Tvind-mand - inden han tog afstand fra Amdi

Carsten Ringsmose, Sletterød ved Harndrup, er død, 77 år. En omstridt, meget aktiv debattør, aktivist som ung, keramiker, tidligere Tvind-leder og meget andet er borte med Carsten Ringsmoses død. Som ung var Carsten optaget af frømandsdykning og blev ansat hos Fyns Svejseteknik, der forhandlede dykkerudstyr. Interessen førte til venskaber i Motorbådsklubben Frem, senere i Sejlklubben Fjorden og Odense Sejlklub, ligesom han var medstifter af Frømandsklubben Neptun. I 1963 flyttede han i Huset på Hunderupvej i Odense, en patriciervilla, der rummede et kollektiv med blandt andre Mogens Amdi Petersen, den senere Tvind-frontfigur. Carsten ragede noget uklar med Mogens Amdi om sit keramikværksted og flyttede ud af Huset til Albanigade 17 sammen med sin læremester Flemming Ritz. I disse år deltog Carsten i en del aktivisme, der for eksempel handlede om at få handlende til ikke at sælge varer fra apartheidlandet Sydafrika. I 1965 købte Carsten og Flemming Ritz sammen med Peter Tybjerg det nedlagte Jægersminde Mejeri i Fjelsted, men det var først ægteskabet med en anden keramiker, Birgit Andersson, der gav det afgørende skub i keramik-karrieren. De blev medlemmer af og leverandører til Den Permanente og Håndarbejdets Fremme. En ansættelse på Kunsthåndværkerskolen kom i 1969, inden Mogens Amdi Petersen og Carstens veje igen krydsedes et par år senere. Keramikeren var med til at starte Den Rejsende Højskole i Ulfborg, blev formand for bestyrelsen i den selvejende institution, der på den tid i mange kredse ansås for en betydningsfuld nyskabelse. I starten af 1970'erne startede Carsten på Odense Universitet og tog senere en socialvidenskabelig kandidateksamen sideløbende med undervisning på Båring og senere Kolding Højskole. Fra 1977 og fem år frem hed arbejdspladsen Det Nødvendige Seminarium, Tvind-imperiets andet ben i Ulfborg. Det var i de år, hvor Amdi forsvandt fra offentligheden og kritikken af Tvind tog til. Man så skolen som meget topstyret og sektlignende. Carsten tog konsekvensen og stoppede som underviser og bestyrelsesformand. Siden fulgte oprettelsen af en skole og et skibsprojekt for adfærdsvanskelige børn og unge, og i det hele taget havde han gennem årene megen fokus på børns opvækst. Han var således forfatter til bøger og bidrag til bøger om børns, familiers og institutioners forhold og forskede i børns dødsulykkesårsager. Det hele med baggrund i tilknytningen til Center for Småbørnsforskning. Et halvt hundrede kronikker i Fyens Stiftstidende samt flere i andre aviser samt en hel stribe debatindlæg vidner om en voldsom lyst og vilje til at komme ud med sine synspunkter om mange emner. Skarpt skåret og skrevet, så der sagtens kunne udvikle sig en disput med andre debattører i avisens spalter over flere omgange. /RAS

Annonce