Annonce
Indland

Den britiske variant udgør nu hvert syvende nye smittetilfælde

I uge 3 var den britiske variant i 13,5 procent af de positive prøver. Ugen før var tallet 7,4 procent.
Annonce

Den mere smitsomme coronavariant B117 er blevet mere udbredt i Danmark på det seneste.

Der er i uge 3 fundet i alt 231 tilfælde af varianten, der stammer fra Storbritannien. Det er en stigning fra 224 ugen før.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

B117 udgør 13,5 procent af de positive prøver, der er blevet analyseret for, hvilken variant de stammer fra. Det er en stigning fra 7,4 procent ugen før.

Udviklingen dækker over, at der i samme periode har været et stort fald i antallet af smittetilfælde med de mere gængse varianter.

Der er et vist efterslæb på tallene, fordi det tager op mod en uge at analysere de positive prøver for, præcis hvilken variant de stammer fra.

Tallene løber derfor kun til og med fredag 22. januar og dækker altså kun fem dage i uge 3.

Der er i alt fundet 772 tilfælde med B117 i Danmark. I seneste opgørelse fra mandag var tallet 632. Det reelle tal vurderes at være højere, fordi man ikke kan analysere alle prøver.

B117 er årsagen til, at Danmark i øjeblikket er midt i en omfattende nedlukning med lukkede skoler, detailhandel og et forsamlingsloft på fem personer.

Det ser ud til, at B117 vokser omkring 10 procent om ugen. Det vurderer Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

- Tallene tyder på, at vi ikke helt har kontrol over B117. Der er en let stigning, men det er ikke vildt voldsomt, siger han.

Sundhedsmyndighederne har tidligere vurderet, at varianten kan blive den dominerende variant i februar. Den spådom ser ud til at holde, siger Viggo Andreasen.

- I løbet af fire-fem uger vil vi være oppe på 50 procent, og så er B117 den dominerende type. Og senere den eneste type. Sådan er det bare, fordi det er en stærkere virus, end den vi er vant til. Det er biologi, siger Viggo Andreasen.

- Det bliver vores evne til at holde B117 nede, der kommer til at afgøre, hvordan det vil gå med coronaen i Danmark fremover, siger han.

Det vurderes, at det kan blive sværere at holde epidemien under kontrol, når den britiske variant er størst, da den smitter lettere.

Der er ikke fundet nye tilfælde af den sydafrikanske variant B1351 de seneste dage. Der er fundet i alt fire tilfælde af varianten i Danmark.

/ritzau/

Link til tal på SSI''s hjemmeside
Annonce
Fyn

Pas på: Glat på udsatte steder

Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Klassekamp fra toilettet

Annonce