Annonce
Svendborg

Den bedste løsning ifølge arbejdsgruppe: Lad den Blå Lagune blive, hvor den er

En arbejdsgruppe har skulle finde alternative placeringer til Den Blå Lagune, der i dag ligger på havnen, lige nær hvor et nyt Simac skal bygges. Arbejdsgruppen mener dog, den bedste løsning vil være at lade værestedet blive, hvor det er i dag. Arkivfoto
En arbejdsgruppe har været nedsat af Social- og Sundhedsudvalget til at kigge på nye placeringer til Den Blå Lagune. Det sker i forbindelse med, at det nye Simac skal ligge på havnen. Arbejdsgruppen peger på fem andre steder i havnemiljøet, men den bedste løsning er, at værestedet ikke flytter sig en tomme.

Svendborg: Hvor skal Den Blå Lagune, det kommunale værested for udsatte borgere, være, når et nyt Simac rykker ned på havnen i Svendborg?

Det spørgsmål har en arbejdsgruppe, nedsat af Social- og Sundhedsudvalget, forsøgt at finde svar på. Og nu er deres indstilling til udvalget klar.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Den Blå Lagune, Udsatte Rådet og kommunen, og de har skulle undersøge og drøfte, hvor Den Blå Lagune eventuelt ville kunne ligge, når uddannelsesinstitutionen Simac skal bygge for 310 millioner kroner på havnen. Det, selvom kommunens socialchef, Hasse Jacobsen, i et referat i april i år skrev: "Det vurderes, at Den Blå Lagune kan forblive i sin nuværende beliggenhed".

Alligevel har arbejdsgruppen skulle pege på alternative placeringer, og gruppen har nu fundet frem til fem andre placeringer på havnen. Det fortæller formand i Udsatte Rådet Annette Blynél.

- Det er vigtigt for brugerne, at de bliver i havnemiljøet, hvor der er højt til loftet, og hvor de kan blive set. De skal ikke gemmes væk i en krog. At flytte dem væk fra havnemiljøet, kan man ikke acceptere, siger Annette Blynél, der for øvrigt fortæller, at dialogen i arbejdsgruppen og med brugerne har været rigtig god.

Hun kan ikke komme nærmere ind på, hvilke fem placeringer arbejdsgruppen peger på. Sagen er nemlig lukket på udvalgets møde den 8. oktober.

- Det er fordi, vi peger på steder og bygninger, som er ejet af andre, fortæller formanden.

Annonce

Hvem sidder i arbejdsgruppen?

Social- og Sundhedsudvalget har nedsat en arbejdsgruppe til at kigge på alternative placeringer for Den Blå Lagune. Udvalget har lavet et kommissorium, der lød: ”Kom med konkrete forslag til alternativ placering”.

Arbejdsgruppen har bestået af repræsentanter for:

Den Blå Lagune - Ivan Frederiksen og Claus Bagh.

Udsatte Rådet - Maria Nagel (fra SAND Sydfyn) og Annette Blynél.

Repræsentanter fra kommunen - Gitte Kromann Jakobsen, Forsorgscentret, havnearkitekt Klaus Johannesen, Plan & Udvikling.

Styring af arbejdsgruppen fra forvaltningen: Områdeleder Gert Müntzberg.

Lad det blive

Men de fem placeringer, arbejdsgruppen peger på, er langt fra uden problemer.

- Der er store udfordringer, fordi stederne ikke er ejet af kommunen, og der skal laves lokalplaner, så det bliver en lang proces, siger Annette Blynél.

En enig arbejdsgruppe står derfor i deres indstilling fast på, at den allerbedste løsning vil være at lade Den Blå Lagune blive, hvor den er i dag.

- Brugerne giver udtryk for, at de gerne vil strække sig for at tilgodese Simac, og er klar til at værne om det gode naboskab. At der for eksempel ikke er brugerfest, når eleverne har eksaminer. De er jo også interesseret i, at de unge får et godt skoleliv. Desuden er det brugernes idé at sætte overvågning ved stedet op, så man kan se, at det ikke er dem, der sælger hash, som de ellers beskyldes for, fortæller Annette Blynél.

Hun håber, at politikerne vil lytte til arbejdsgruppens indstilling.

- Når de nedsætter en arbejdsgruppe, og vi kommer med konstruktive forslag, så skal de også lytte. Det er en politisk beslutning, for der er ikke noget fysisk, der gør, at Den Blå Lagune ikke kan være der, hvor den er i dag, afslutter Annette Blynél.

Annette Blynél er formand i Udsatte Rådet i Svendborg og har siddet i den arbejdsgruppe, der har skulle lave en indstilling til Social- og Sundhedsudvalget om alternative placeringer for Den Blå Lagune. Arkivfoto: Søren Skarby
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Et godt kompromis styrker kampen for cykelsti

De bløde trafikanter har lidt barske kår, hvis de vil tage cykelturen fra Ollerup til Svendborg - eller den modsatte vej. Derfor er det både glædeligt og forløsende, at der er ved at forme sig et fællesskab og en fælles front, som kæmper for en cykelsti, der kan gelejde cyklisterne sikkert rundt om Hvidkilde Gods. Den ene løsning har ikke nødvendigvis været bedre end den anden, men økonomien i forslagene har set forskellig ud. Nærmere bestemt har der tegnet sig et billede af, at den sydlige løsning koster halvt så meget som den nu fravalgte model. Og netop kroner-og-ører-spørgsmålet kan få afgørende betydning for, om projektet lader sig realisere. Der er jo et endnu et pænt stykke til målstregen. Vigtigt er det dog, at det nu er lykkedes at samle de vigtigste interessenter, og at de nu arbejder i helt samme retning. Målet har jo hele tiden været det samme, det er blot vejen - helt bogstaveligt - dertil, der har været forskellig. Betydningen af, at der nu er samlet en fælles front i projektet, er stor. Den lokale uenighed ville nemlig let kunne vise sig at være den største forhindring. I stedet kan der nu med langt større vægt arbejdes videre med at få overbevist de mennesker, der sidder på pengekassen, om, at det er en fremragende idé at etablere en cykelsti syd om søen ved Hvidkilde. Det vil muligvis give lidt udfordringer, når regningen skal betales, fordi staten med den ønskede placering ikke entydigt skal dække udgifterne, og Svendborg Kommune er jo ikke just ved muffen. Men måske kan der laves en fornuftig handel mellem stat og kommunen, så det hele kan gå op i en højere enhed. Det kompromis, der er indgået, har naturligvis krævet, at de involverede har været klar til at bøje sig lidt mod hinanden, og at de har bilagt striden. Det er nu sket. Tydeligst har gruppen, der plæderede for en cykelsti helt tæt på godset, bøjet sig, men det skal ikke ses som et tegn på svaghed. Reelt er den stærkeste vel egentlig den, der bøjer sig mest. Det er nemlig her viljen til at nå i mål vises allertydeligst. Så kan det sagtens være, at tilfredsheden ikke er helt i top hele vejen rundt undervejs i processen, men sådan er det jo nogen gange, når kompromisser skal findes. Nu er det første delmål lykkeligvis nået, og målet er stadig intakt. Og nu kan der sendes et entydigt signal til Vejdirektoratet med en vished om, at opbakningen til projektet ikke undermineres af interne uenigheder om, hvor cykelstien skal placeres.

Annonce