Annonce
Læserbrev

Debat: Vi er alle i samme båd - og båden er ved at kæntre

Læserbrev: Er dagens Danmark det velfærdsdanmark, vi kender og ønsker?

Ikke hvis vi kigger på det triste billede, som forskellige medier tegner i denne tid. Det er et billede, hvor politikerne åbenbart har mistet fokus på, hvad velfærd er, og hvor vi på nogle helt centrale velfærdsområder efterhånden nærmer os et kritisk lavt service- og velfærdsniveau.

En række partier gik til valg på at genoprette og investere i velfærden, og de er i gang med regeringsforhandlinger, som jeg hermed gerne vil give et HK-input til. Et input, der kunne blive en af nøglerne til øget velfærd.

For der skal gøres op med den manglende forståelse for, tiltro til og respekt for, at de administrative hænder, og ressourcer spiller en vigtig rolle i det offentlige. Det er blevet for nemt at sende sparesignaler med en ensidig spare-hetz mod offentligt ansatte, når man tværtimod kunne argumentere for, at de netop er en del af forudsætningen for den optimering, der kunne øge velfærden ude hos borgerne.

Hvis vi skal kunne imødekomme kravene fra politikerne på Christiansborg om at dokumentere, registrere og i det hele taget drive kommuner og regioner, så varetager HK'erne til dagligt på hver deres område sikringen af, at lovgivningen bliver overholdt. At der er et flow i hverdagen, også for en masse andre faggrupper, der arbejder omkring HK'erne og ude hos borgerne. Samtidig har HK'ere ofte selv de helt fremskudte, borgernære funktioner, hvor borgerne sætter stor pris på netop flow og effektivitet.

På tv ser vi kritik af pasningen af børn. Vi ser samme type udsendelser om pasningen - eller manglen på samme - af ældre på plejehjemmene. Hvordan er det kommet så vidt, at vi ikke tager os ordentligt af vores børn, unge og ældre?

Det er vi for eksempel ved at negligere værdien af de administrative medarbejdere, der ofte kitter tingene sammen og lader samfundet som helhed få mest ud af sine ressourcer. Derfor bør vi opprioritere disse vigtige administrative funktioner i stedet for altid at lade dem holde for, når der skal spares en velfærdsmillion eller 10.

Et godt eller rettere skidt eksempel er Odense Kommune, hvor det under folketingsvalget røg lidt ud af mediebilledet, at der stadig er 100 ansatte, der om nogle måneder ikke længere skal møde ind på deres arbejde. Det betyder, at både kolleger, virksomheder og borgere kommer til at mangle den velkendte service og velfærd. Det gælder også de faggrupper, der skal passe på vores børn og ældre.

Jeg forudser, at den slags besparelser vil give et umenneskeligt pres på de offentligt ansatte i både kommuner og regioner, og det vil samtidig kun gøre borger-frustrationerne og den indimellem hårde tone endnu hårdere.

Når vi sidder i samme båd, er det vigtigt, at alle ved, hvilke opgaver vi hver især skal udføre for at holde skruen lige i vandet. Ingen kan undværes, for så kæntrer båden.

Det håber jeg, at de store rorgængere husker i deres regeringsforhandlinger, og at de her vil styrke de administrative medarbejdere og funktioner. Med tryghed i ansættelsen, og ved at lade alle arbejde effektivt med det, som de er bedst kvalificeret og uddannet til. Så kan velfærdsdanmark igen sætte kursen mod bedre tider og mere velfærd.

Annonce
Karina Skovgaard Jørgensen skriver om velfærd og HK'ernes funktion i et velfærdssamfund. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Lukker på Toldbodvej og åbner på Lerchesvej: Fakta åbner ny butik ved havnen

Debat

Min Mening: Mads og monopolet og de svære dilemmaer

Jeg er nogenlunde fast lytter af radioprogrammet "Mads og Monopolet", der bliver sendt hver lørdag formiddag på P4 med Mads Steffensen som vært. Programmet kører efter det velprøvede koncept, hvor kendte personer skal besvare spørgsmål, som lytterne angiveligt har sendt ind. Spørgsmålene hedder altid dilemmaer i denne sammenhæng. Når jeg skriver angiveligt, skyldes det min mistanke om, at redaktionen selv bidrager til programmets indhold. Dilemmaerne er nemlig tit ret mærkelige, og de virker simpelthen for konstruerede til, at de alle sammen kan komme fra almindelige mennesker. Blandt den type dilemmaer, der ofte optræder, er sager hvor en lytter har købt en billet til en stor koncert eller en fodboldfinale, men så bliver vedkommende inviteret til en meget vigtig familiefest, og nu er dilemmaet, om man skal vælge det ene eller det andet. Der er svaret som oftest, at lytteren selvfølgelig skal deltage i familiesammenkomsten. Andre dilemmaer er mere vanskelige. Det kan være en kvinde, som har mødt en spændende mand under en udlandsrejse, og nu vil han pludselig besøge hende i Danmark. Men hun glemte bare at fortælle ferieflirten, at hun allerede havde en kæreste derhjemme. Andre dilemmaer handler om familier, der er blevet uenige og måske ikke har talt sammen i årevis. Ofte på grund af et arvespørgsmål eller over ukendte børn, der pludselig dukker op. Det kan også være adoptivbørn, der gerne vil lære deres biologiske ophav at kende, men hvor adoptivfamilien modarbejder ønsket. Men for et par uger siden var der et dilemma, der var så aparte og derfor bekræftede mig i, at de ikke alle kan være helt ægte. En mor fortalte, at hun havde en datter på syv-otte år. Hun havde mange gange indskærpet overfor sin datter, at hun under ingen omstændigheder måtte snakke med fremmede mænd på gaden, og heller ikke måtte tage imod slik eller gaver fra fremmede. Altså den slags personer, som man i gamle dage kaldte børnelokkere. Men nu ville hun sikre sig, at datteren havde forstået belæringen, og derfor havde hun planer om at teste hende. Det skulle foregå på den måde, at hun ville finde en arbejdskollega, som skulle agere børnelokker, og så ville hun se, hvordan datteren reagerede. De kendte personer i programmet sagde heldigvis, at det var en meget dum idé, som moderen havde fået, og at det var noget af det mest mærkelige, de nogensinde var blevet spurgt om. Men tilbage er det store spørgsmål for mig. Findes der mødre, der kan få så tossede tanker? Eller er det født i hjernen på en fortravlet journalist, der hver uge skal udtænke en håndfuld mere eller mindre realistiske dilemmaer? Jeg håber sandelig, det er det sidste, som er det rigtige. For skulle der virkelig findes mødre, der tænker sådan, så ville de næsten selv fortjene at blive indberettet til nogle sociale myndigheder.

Annonce