Annonce
Debat

Debat: Velfærdssamfundet gør Danmark til noget særligt

Læserbrev: For et år siden var der besparelser på uddannelser og velfærd i finansloven. De blå politikere godtede sig over mindre fede uddannelsesinstitutioner og skattelettelser til de rigeste. Alt imens måtte uddannelsesinstitutioner dreje nøglen rundt - særligt i yderområderne. De måtte skære i timetal og fyre lærere.

Samtidig hørte vi nødråb fra daginstitutioner og sygehuse, hvor de ansatte løb alt for stærkt.

I år har finansloven fået en anden farve - med helt andre prioriteringer.

Som socialdemokrat tror jeg på velfærdssamfundet. Jeg tror på, at det stærke fællesskab gør Danmark til noget særligt - og giver alle et bedre liv. Men velfærdssamfundet kan ikke holde til at blive udhulet år for år. Det er det blevet, alt imens mange har beklaget sig over den dårligere kvalitet.

Nu tager vi i regeringen fat på et genopbygningsarbejde. Vi bruger penge på flere pædagoger, sygeplejersker og bedre psykiatri. Vi er ikke i mål med denne finanslov. Men vi er på vej. Fordi vi tror på det danske velfærdssamfund.

Det gør en forskel hvilken regering, vi har.

Annonce
Trine Bramsen skriver om finanslovsaftalen, der blev indgået forleden. Arkivfoto: Sugi Thiru
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce