Læserbrev: Det er for længst påvist, at årsagen til den stadigt fattigere natur i det åbne danske landskab skal findes i det moderne intensive landbrug. Flora og fauna forarmes af det stadigt mere monotone produktionsland og den udbredte brug af diverse kemiske hjælpestoffer. Denne erkendelse er i de seneste år sågar nået frem til landbrugets egne organisationer. Således udtalte viceformand i Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed i marts 2019 om brug af sprøjtegifte: ”Brug mindre glyphosat nu!” Opfordringen bunder også i den stadigt mere velunderbyggede mistanke om stoffets kræftfremkaldende egenskaber, og i at EU-godkendelsen af glyphosat (fortrinsvis som Roundup), hviler på et snævert flertal, som med ny viden hurtigt kan skifte, især efter Storbritanniens udtræden af EU. Som Thor Gunnar Kofoed fortsætter: ”Det bliver ikke ved med at gå, hvis der ikke sker en radikal ændring omkring brugen af glyphosat.”
Rabatter, grøfter og skrænter langs vore veje danner i det åbne landskab et vidtforgrenet, grønt netværk af biologiske forbindelseslinjer mellem egentlige naturområder og er den sidste rest af vild natur i det intensivt dyrkede land. Det er ikke mindst her, der skal sættes ind.
I Svendborg Kommune går det desværre flere steder sin skæve gang. Særligt nedslående er det, når man konstaterer, at landmænd sprøjter for at nedvisne i brede baner, helt ud til og tilmed lidt ind i vejkanternes smalle bræmme af græs og urter. Billedet viser, hvordan det kan se ud – og tilmed langs en af de strækninger, som kommunen sammen med Danmarks Naturfredningsforening i Svendborg for nylig har udpeget, fordi der stadig her findes bevaringsværdig flora. Disse strækninger er i år blevet markeret med små, grøn-hvide skilte med teksten ”Artsrig vejkant” og illustreret med kurvblomsten blåhat og en blåhat-jordbi, som bestøver netop denne blomsterart. Det er desværre en sejlivet, gammel overtro, at vejkanter er arnested for ukrudtsproblemer på dyrkede marker, men meget få vilde planter udgør et ukrudtsproblem her.
Det strider også mod det budskab Landbrug & Fødevarers anden viceformand, Lone Andersen, giver i hæftet ”Landmanden som naturforvalter”, udgivet af Landbrug & Fødevarer og SEGES. I forordet skriver Lone Andersen således: ”Heldigvis mærker jeg, at der er stort ønske blandt landmænd om at gøre en indsats for naturen – og vel at mærke at gøre det rigtigt. Derfor er viden om biodiversitet og naturforvaltning mere end nogensinde blevet en vigtig del af det at være landmand”. Og i hæftet skriver forfatterne videre: ”Hvis du sprøjter dine markkanter, vil du hurtigt opleve, at de bliver overtaget af besværlige ukrudtsarter, som bynke, tidsler og gold hejre, der kan sprede sig ind på marken. Ved at undgå at sprøjte og gøde i markkanten passer du på de vilde planter, som allerede findes her, og som holder ukrudtsarterne nede. Hold derfor afstand og pas på den vilde flora, der allerede findes i markkanten. Det er godt for både markdriften og biodiversiteten.”
Undersøgelser viser ifølge SEGES, at udtagning op til 8 procent af de omdriftsarealer, der er mindst rentable at dyrke, giver et uændret eller endda øget udbytte på bedriften som helhed.
Sprøjte- og gødningsfrie randzoner op til rabatter, grøfter og skrænter langs vore veje giver højst tiltrængte levesteder for planter og dyr. Her vil der være rigere natur i form af flere plantearter, flere sommerfugle, andre insekter og øvrige dyr og fugle. Disse giver tilmed konstateret en indirekte økonomisk værdi i det dyrkede land ved at være levested for mange naturlige fjender. Undersøgelser viser ifølge SEGES, at udtagning op til 8 procent af de omdriftsarealer, der er mindst rentable at dyrke, giver et uændret eller endda øget udbytte på bedriften som helhed. Det er en klar win-win.
Nu må vi have de landmænd, som åbenbart fortsat er alt for nidkære med sprøjte og gødningsspreder på bedre tanker. For eksempel ved at lytte til og rette ind efter deres egne rådgivere. Og de skal sammen med alle andre og med kommunens nye tiltag om mere naturnær drift af visse vejsider bidrage til at bremse det voldsomme naturtab, som agerlandet har lidt, især efter 1950. En markering med skiltet ”Artsrig vejkant” et sted, hvor landmandens sprøjtegift fra marken har gjort både markkanten og halvdelen af vejkanten gul og vissen, er bare for sørgeligt. Nej, som Thor Gunnar Kofoed har sagt det: ”Det bliver ikke ved med at gå, hvis der ikke sker en radikal ændring…”
