Annonce
Debat

Debat: Urtehaven kan forme dit blik på verden

Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening.

I klimadebatten fremføres ofte det synspunkt, at det har forsvindende lille betydning, hvad den enkelte gør. På samme måde argumenteres for, at det i en global sammenhæng ikke betyder noget, hvad lille Danmark gør. Det er de store spillere som Kina eller USA og de globale virksomheder, der kan rykke noget i klimaregnskabet.

Det er en sælsom logik, hvis primære funktion er individets ansvarsfralæggelse ved at fremstille verden alene som store politiske eller økonomiske enheder, der sætter den enkelte uden for reel indflydelse. Individets vilje og evne til at agere levnes ingen plads. Dette verdensbillede kan udspringe af alt fra dovenskab og magelighed til afmagtsfølelse og frygt, og det er det sidste, jeg her gerne vil kaste lidt lys over, for jeg mener det har helt afgørende betydning for vores fremtidshåb, at vi ikke alene sætter vores lid til ”magten”, men møder frygten og afmagten med betydningsskabende handling.

Frygten for ikke at slå til og for ikke at betyde noget for sine omgivelser er et gennemgående tema for mange mennesker i vores del af verden. Der tales i stadig større grad om, at vi presser hinanden for meget - især de unge. Begreber som perfekthedskultur, klimadepression og klimaskam er blevet en fast bestanddel af samfundsdebatten. Og der er meget om snakken, for mange mærker virkelig et enormt pres i fht. alle de idealer, de føler, de skal leve op til.

Men når vi for at beskytte folk imod depressionen, forsøger at skærme dem imod skræmmende viden eller ved at fratage dem incitamentet til at agere i stort og småt, fordi vi i stedet overlader ansvaret til dem, der har den politiske magt, så sætter vi både demokratiet, civilsamfundet og borgerlysten ud af spil. Og hvis denne følelse af pres betyder, at vi ikke må pålægge os selv og hinanden at tage ansvar for vores eget liv, for fællesskabet og for fremtiden, så er vi ilde stedt - for så dør blandt andet håbet, og uden håbet fortaber fremtidsudsigterne sig da først i apatiens afmægtiggørende tåger.

Håbet er den vigtigste byggesten, når vi skal lægge fundamentet for en bæredygtig fremtid, og derfor gør vi klogt i at skabe så mange støbekasser for håbet som muligt. I den proces må vi for alt i verden ikke forveksle håb med uvidenhed. Vi skal kende både de gode og de skræmmende fremtidsudsigter, for det er altid erkendelsen af en mangel, der fremkalder håbet om forandring. Så vi skal altså oplyses, men oplysning må ikke stå alene.

Der er en anden lige så vigtig ingrediens, og det er vores egen personlige indsats. Hvis håbet skal leve og gro, skal vi arbejde aktivt med den mangel, vi har erkendt. Vi skal med andre ord ”have jord under neglene” og arbejde på forandringen, for ud af selve dette arbejde springer håbet, også selvom effekten af vores indsats er forsvindende lille. Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening eller om at gå aktivt ind i større politiske omvæltninger.

I et samfund, hvor meget handler om at måle og veje på enhver indsats effekt, kan det være svært at forstå, at arbejdet i sig selv og ikke arbejdets umiddelbare resultat i visse sammenhænge kan være det mest betydningsfulde. Men erfaringen af at handle på sit håb skaber både livsglæde og livsmod - og en heraf afledt klimaeffekt. Det gør det, fordi den bæredygtige og håbefulde tilgang til verden også ansporer den enkelte på en lang række andre områder. Det, der begyndte med at dyrke en urtehave eller indkøbe bæredygtige spilletrøjer i fodboldklubben, bliver en måde at forholde sig til verden på.

Så det handler faktisk ikke kun om den enkelte handlings målte effekt i det store klimaregnskab, men om at handle sig til håb, fordi håbet kommer til at definere måden, hvorpå vi vælger i alle mulige andre sammenhænge, og her er der en verden til forskel på, om vi agerer ud fra den overbevisning, at vores bidrag intet betyder, eller om vi tror på, at vi kan gøre en forskel - små som vi er i en stor verden.

Der er ikke andre end os til at forme fremtiden. Det store fælles ”os”, hvor enhver spiller en rolle. Vi er fremtidens forløsere, så lad os ikke tage håbet fra hinanden i et misforstået hensyn til hinandens velbefindende, men lad os i stedet give hinanden rum og opbakning til at handle og derved bære byggesten til det fælles håb, som nærer enhver drøm om fremtiden.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

GOG-kollektivet skal vinde på svær udebane

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Opråb fra udkanten

Det skal da ikke helt afvises, at det hele er et stort velkoreograferet skuespil, som skal søde den bitre udligningspille, landets rigeste kommuner og borgmestre har udsigt til at skulle sluge. At alle forglemmelserne, forsyndelserne og stikpillerne nøje er aftalt mellem ministre, borgmestre og opposition på hemmelige møder bag nedrullede gardiner. I så fald er der tale om et skuespil, der er værdig til flere fornemme priser i både ind- og udland. Det lyder absurd, men det vil være at foretrække frem for alternativet: At regeringen tager så let på årets så klart vigtigste indenrigspolitiske beslutning, at den risikerer at falde til jorden. Det er under alle omstændigheder svært at begribe rationalet bag regeringens mumlerier i debatten om den kommunale udligning. Det tog fortvivlende lang tid at få det faktuelle grundlag bag regeringens udspil lagt frem, og i processen har borgmestre, byråd, kommunalbestyrelser og borgere måtte se udligningsbeløbene stige og falde uden rigtigt at kunne få en fyldestgørende forklaring. Regeringen kan stadig nå at lande en aftale i tide til, at kommunerne kan lægge deres budgetter for næste år, men tiden går, og eksperterne er allerede begyndt at snakke om at udskyde reformen til næste år. Hvis der er tale om, at man fra regeringens side har forsøgt at spinne en beslutning igennem, så har man misforstået sin opgave i så stort omfang, at det savner historisk modstykke. Der er andet og mere på spil, end den i forvejen meget vigtige flytten rundt på milliarder fra øst til vest, fra rig til fattig. Danmark knirker. Fundamentet skrider. Den såkaldte sammenhængskraft har mistet pusten. Det kan en udligningsreform ikke rette op på alene, men det er en af de vigtigste sten at få lagt. Debatten er vigtig, og den fortjener at blive taget på et ordentligt og oplyst grundlag. Ellers vil den bare splitte endnu mere. Det er i første omgang regeringens ansvar at få landet en aftale. Det er lige som den, der har serveretten, men det påhviler også oppositionen at tage sin opgave alvorligt og ikke henfalde til forsøg på at score billige point.

Annonce