Annonce
Debat

Debat: Tag tænkepausen på erhvervsskolen

Læserbrev: Forleden kom Dansk Metal med et forslag om, at man skal indføre et loft over antallet af nye elever på gymnasierne. Hvilket fik en fynsk gymnasierektor til at fortælle i radioen, at mange elever vælger gymnasiet efter folkeskolen, fordi de har brug for mere tid til at finde ud, hvad de gerne vil.

Det, synes jeg, er dybt problematisk af to grunde.

Først og fremmest skriger det jo til himlen, at vores uddannelsesvejledning åbenbart er så mangelfuld i folkeskolen, at mange vælger gymnasiet som en tænkepause.

Dernæst synes jeg faktisk, at de unge så hellere skal vælge en tænkepause på erhvervsskolen i stedet for. Vi har en fantastisk EUX-mulighed, som er en blanding af erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse. Det betyder, at hvis de unge vælger én af de mange erhvervsuddannelser, hvor der i dag er mangel på arbejdskraft, så er der nærmest jobgaranti bagefter. Samtidig har de også fået de gymnasiale færdigheder, der skal til, hvis de får lyst til læse en længere uddannelse senere.

EUX-uddannelserne giver dermed de bedste muligheder for vores unge, men desværre er det kun omkring syv procent af dem, der vælger EUX, mens over 70 procent vælger gymnasiet.

Jeg har dyb respekt for, at vores unge mennesker har brug for en tænkepause, før de vælger deres vej igennem uddannelsessystemet. Men jeg synes, vi gør dem en bjørnetjeneste, ved at de bruger gymnasiet som en tænkepause. Den tænkepause bør være på erhvervsskolen, så de både kan få konkrete kompetencer til at få et arbejde med det samme, og de kan søge en videregående uddannelse senere, hvis de beslutter sig for det.

Annonce
Susan Bøg Nielsen opfordrer til, at unge der har brug for en tænkepause, tager pausen på erhvervsskolen. Arkivfoto: LO Sydfyn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce