x
Annonce
Læserbrev

Debat: Svendborg Havn - igen, igen

Læserbrev: Fyns Amts Avis har bragt utallige indlæg om Svendborg Havns fremtid. Meningerne er mange, og følelserne er ofte kommet i kog. Medlemmerne i Svendborg Byråd er stort set enige om, at byen skal være et maritimt knudepunkt og mekka, hvor søfartens betydning for Svendborgs opståen er en vigtig faktor.

Det er derfor ganske spændende at følge byrådets beslutninger og de indgreb, som skal føre Svendborg Havn frem til disse visioner.

Jeg finder det utroligt fornuftigt, at Museet for Lystfartøjer skal væk fra havnen. De har intet at gøre der. Byrådet bør følge denne fantastiske beslutning op med at flytte Ring Andersens Værft ud i industrikvarteret. Det vil måske skabe nogle problemer med at forhale skonnerter og andre fartøjer fra havnen og ud til værftet, men den mindre udfordring kan sikkert løses. Samtidig bør man bede Petersen og Sørensen om at flytte væk fra havnen, måske til det gamle Lindø Værft på Nordfyn.

Prøv at forestille jer hvilke muligheder det vil give for en udvikling af havneområdet. Byrådet skal ikke længere tage hensyn til erhverv på havnen, og alle de planlagte ønsker kan nu føres ud i livet.

Rådhus, bibliotek, teater, jobcenter og andre maritime kulturinstitutioner kan nu frit indrettes på Frederiksøen, hvor der også kan blive plads til et passende antal parkeringspladser. I forlængelse af det planlagte navigationsskolebyggeri kan der rundt kajkanten bygges flere andre glashuse med kontorer og beboelse. Svendborg Havn kan fuldt udbygget komme på højde med København, Nyborg og andre havnebyer, hvor alt det gamle maritime bras er udskiftet med moderne og nutidigt byggeri.

Nå, spøg til side – og hvorfor blander en langelænder sig egentlig i et Svendborg-anliggende?

Jeg er for ganske mange år siden født og opvokset ved Christiansminde, hvor havnens lyde med Langelandsfærgens dampfløjte og skibsværftets hamren var en velkommen og naturlig del af hverdagen. Der var liv på havnen, og Svendborgs indbyggere følte stolthed over byens maritime kulturarv.

Svendborg bærer en stor del af skylden for, at jeg senere i mit voksne liv har været beskæftiget i skibsfarten og ved havnene.

Det skærer derfor i mit gamle hjerte, når jeg efterhånden må konstatere, at Svendborg Havn lidt efter lidt bliver omdannet til ikke et maritimt knudepunkt, men derimod til beboelse og kultur.

Kultur er en god ting, men hvad med den maritime kulturarv? Fyns Amts Avis har i Søsiden, hvor Søren Stidsholt Nielsen uge efter uge bringer spændende og oplysende artikler om det maritime liv rundt omkring i Danmark, beskrevet, hvorledes Holbæk Kommune har reserveret store dele af havnefronten til maritime formål.

I kølvandet af denne beslutning er der dannet en almennyttig forening, Kystliv, hvis formål er, at kunne bruge den rige, lokale maritime kulturhistorie til at skabe værdi i vores moderne samfund, herunder at etablere en ramme for gode fritidsliv, undervisning, inkluderende projekter og fællesskab samt at tiltrække turister og dermed styrke byen.

I en anden af kommunens haller, som er stillet til rådighed for Nationalmuseet, kan publikum følge med i renoveringen af galeasen Anna Møller af Svendborg. Holbæk Havn lægger desuden kajer til flere af Nationalmuseets andre fartøjer.

I min tid som havnechef i Struer var jeg medstifter af foreningen Nordvestjysk Fjordkultur. Denne forening er i lighed med Kystliv i Holbæk med til at fremme den maritime kulturarv. Det er skræmmende, at Svendborg med sin historiske maritime betydning ikke satser mere på sin søfartshistorie.

Svendborg Museum burde for længst have etableret et søfartsmuseum og Svendborg Kommune skulle følge i Holbæk Kommunes fodspor.

Spark nu lidt til chefen for Svendborg Museum. Køb Baagøe & Riber-grunden med bygninger. Her kan der etableres det maritime mekka med søfartsmuseum og arbejdende værksteder, som alle vi gamle svendborgensere sukker efter.

Jeg er sikker på, at den nuværende ejer, Erik Skjærbæk, vil sælge på samme fordelagtige vilkår, som han erhvervede den 3500 kvadratmeter store grund tæt ved havnefronten. Var det ikke for to millioner kroner?

Kom nu i gang, så Svendborg Havn ikke ender som Nyborg og København, hvor glashusene overtager kajerne.

Hvad skal der mon blive af Svendborg Havn, spørger Torben Lunnemann Frederiksen. Arkivfoto: John Fredy.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Svanesang i Wuhan

Vi havde lige fået VHS-afspiller, da Berlinmuren faldt. Vi så det i fjernsynet. Murbrok efter murbrok brød den gamle verden igennem til den nye. Det første det frie menneske gjorde var at kramme de andre. I 1996 fik jeg en bog i fødselsdagsgave af min daværende kæreste. Jeg gik i 2. G, og havde ønsket mig den. ”Jeg har set verden begynde,” hed den, og den fulgte mig op gennem min ungdom som et soundtrack eller en plade. Jeg tog den med på min rejse i det sydlige Afrika med Mellemfolkeligt Samvirke og jeg citerede heftigt fra den på skriveholdet på Ryslinge Højskole nogle år senere. ”Der har aldrig været så meget skønhed, så meget ødelæggelse som nu,” står der blandt andet frit efter min hukommelse. Det har jeg ofte mindet mig selv om, og det tænker jeg på nu. Der går en æra fra murens fald til virussens dramatiske grænsesætning. Vi har set verden begynde, nu har vi også set den lukke ned på rekordtid. Den grænseløse tid sang sin svanesang på et kødmarked i Wuhan. Nu ved vi, at vi kan gøre de andre syge, at alting hænger sammen. Men også at vi kan ændre adfærd. Gennemgribende og på kort tid. Det bliver en af voldsomme forandringer, vi vågner op til. Jeg var barn af den frihed, der kom med murens fald. Før finanskrisen talte vi om friværdi, mens vi spiste tangsalat på Christianshavn, hvor Lagkagehuset skød op. Det var næsten dumt ikke at låne. Så det gjorde vi. I Roskilde Bank. Sammen med de andre 53 familier, der byggede vores bofællesskab i Albertslund. Med mange børn, ja-hatte, fester og bevidst fravalg af de grænser, en hæk skaber. I min generation virker det til, at rejsen er blevet et levevilkår. Det var det ikke, da jeg var barn og slet ikke da mine forældre var det. Jeg skrev engang en artikel om det. Jeg bad en tiårig dreng tegne på et kort, hvor han havde været. Jeg bad hans mor og hans morfar om det samme. Den ældste generation havde taget toget til Sønderjylland på ferie som barn, moren havde været i Norden og et enkelt andet land i Europa, mens drengen havde været på flere kontinenter og et tocifret antal lande. Middelklassen er rykket frem i bussen, de skal også på skiferie. Alt er forbundet. Der er to store øjeblikke i en danskers liv, siger Carsten Jensen. Når hun står i afgangshallen i Kastrup, og når hun står i ankomsthallen. Eller sagt på en anden måde: Der er kun en ting, der er større end at rejse ud, og det er at komme hjem. Det er nu, vi ankommer til verden. Det er måske også nu, den vågner. Hvor længe har der ikke været kritik af et samfund, der kun tænker på at vækste? Alt imens vi alle holdt hjulene i gang. Afhopperne var dem, der tog drastiske valg. Flyttede ud i skoven, blev hekse. Hylede mod månen og sendte opskrifter på Instagram. Man må have mange følgere for at starte en bevægelse. Uanset hvad man diskuterede, kom før eller siden sætningen: ”Man kan jo ikke standse udviklingen.” Virus kan. For tiden læser jeg en anden bog. ”How to do Nothing,” hedder den. Den handler om at se. Om hvad vi bruger vores opmærksomhed på, og hvor dybt vi bruger den. De, der kan, vender sig mod naturen i de her dage. Den har heldigvis stadig åben. Vi slæber vores piger med på ture rundt på egnen og sætter dybe, våde støvlespor langs Syltemade Ådal og op i Egebjerg Mølle. Vi har boet her i to år, og jeg har hørt ordet så tit, men jeg havde faktisk ikke set Vester Skerninge før nu. Det velkendte og alligevel fremmede er ofte det mest fascinerende. Klimakrisen har fyldt meget, men mest på Facebook. Jeg har stået på en ambitiøs klimakonference, hvor hovedtemaet var bæredygtig turisme, og i pausen hørt branchefolk tale om, at flyrejserne kun gik én vej: Op. Fortællingen er en anden, industrien den samme. Nu er mikroturisme en nødvendighed. Også i påsken. Nu har vi chancen for at se i dybden. Hvad enten det er din egen hæk, du stirrer på eller Øhavsstien. En dag i sidste uge tog vi nærmest spontant i shelter. Fyldte bilen med håndsprit og sangbøger og kørte til Trente Mølle. Vi lavede bål, snobrød og spillede guitar. Det blev frostgrader i løbet af natten, og man kan sige, at vi var til stede, også når vi ikke sov. At vågne til rimfrosset græs og se lyset langsomt varme lysningen op. Det var flere dages bålstank værd. Verden ændrer sig. Det mærkværdige skete ikke kun i mennesketomme byer. Også Facebook var i to dage lammet, stille. Så kom kreativiteten. Så sendte de live fra flodhestene, og så kom alle instrumenterne. De sociale medier blev pludselig det, de måske var tænkt som: noget der forbandt os. Forstummet var for en stund alle vaccinefornægtere og sjovt nok også alle dem, der skammer sig over at være dansk. Verden ændrer sig. Spørgsmålet er, hvilket samfund vi ønsker at vende tilbage til? Hvad vil jeg kæmpe for? Frihed? Ja. Men gerne med et moderat forbrug af luftrummet. Vi så verden begynde, nu vil vi se den besinde sig.

Annonce