Annonce
Svendborg

Debat: Svendborgøst ved morgengry

John Jensen fra Svendborg. Foto: Katrine Becher Damkjær.
Annonce

Læserbrev: Mange pensionister indrømmer, at de efter en kort pensionering savner deres tilværelse med et aktivt arbejdsliv samt det sociale liv med kollegaer og arbejdskammerater.

Som tidligere styrmand, skibsfører og supercargo med hele kloden som arbejdsplads, savner jeg kun ét, nemlig nattevagterne på de uger og månedslange sørejser, gerne syd for ækvator.

Alle andre om bord sover, den filippinske udkig står i styrbord brovinge og halvsover, en maskinmester kommer måske forbi til en kop kaffe, et skib sejler tavst forbi i mørket, måske udveksles en kort nattehilsen over VHF'en, ellers kun stilhed, ro, kaffe, smøger, stjerner, skyer, vind og hav. Langt fra havnenes larm, sværme af uniformerede plattenslagere, tyveknægte, rotter, fluer og lugten af lort, benzin, diesel og fattigdom.

Smøgerne har jeg lagt på hylden, men stemningen ved en nat på søvagt genskaber jeg hver eneste morgen på mine gåture her i Svendborg Øst, gerne lige før solopgang.

En sjat kaffe i termokoppen, ingen filippinsk udkig, men en german shephard i snor, et nærmere kig på himlen for aflæsning af vindretning og vejr, herefter sættes kursen for dagens gåtur.

Svendborg sover stadig, sorte vinduer næsten overalt, men hver eneste morgen møder jeg flere early birds, der som jeg selv er på vej til eller hjem fra arbejde eller bare ude at lufte hunden og sig selv.

Vi hilser næsten alle, når vi passerer hinanden i nattemørket på de øde gader og fortove, måske med et ”god morgen”, en finger til kasketskyggen, et kompliment til min hund eller et friskt råb fra en cyklist.

For et par dage siden blev nattevagt idyllen på et splitsekund ændret. Min hunds attitude fra observatør til forsvarer fik mig til at stoppe og vende mig om. Bagfra kom en person med hætten oppe og maske for ansigtet ikke engang øjnene var synlige, pludselig var fornemmelsen ikke rolig nattevagt til søs, men et natlig punktering i et slumkvarter i Lusaka, nu med afsikret opmærksomhed og alt andet.

Jeg forstår godt, at hårene rejste sig på ryggen af hunden, det rejste sig også i nakken på mig, synet var virkelig skræmmende, men personen passerede hunden og jeg i respektfuld afstand, vedkommende var fuldstændig anonym, og børsterne på hunden og hårene i nakken på mig lagde sig, da det anonyme ansigt vendte bort. Hvem mon han var, og var han bange for at smitte eller blive smittet af?

Dagen efter mødte jeg en mundbind iklædt person, el-cykelende op ad Nyborgvej. Vi var nok de eneste levende sjæle på hele vejen. Jeg tillod mig at sige ”godmorgen” til det, jeg tror, var en ansigtsløs kvinde, men ikke en lyd kom fra den formummede. Hunden gloede vagtsomt! Mon vedkommende var bange for at smitte mig, eller blive smittet af mig?

En artikel i FAA den 20. november fastslår, at brug af mundbind ikke har en signifikant virkning, hvilket betyder, at mundbindet er uden nævneværdig betydning, men en udbredt corona-dødsangst har sandsynligvis bredt sig.

Kære corona-angste, kunne I ikke, her hvor vi nærmer os jul, udskifte bjørnebandemaskerne med nissehuer eller røde klovnenæser - i det mindste udendørs og efter mørkets frembrud. Hverken dyr eller mennesker bliver forskrækkede, når de ser en rød næse eller en nissehue i november og december, - overvej papirhatte til foråret!


Kære corona-angste, kunne I ikke, her hvor vi nærmer os jul, udskifte bjørnebandemaskerne med nissehuer eller røde klovnenæser

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce