Annonce
Læserbrev

Debat: Svar på åbent brev til Christiansmøllens Laug

Lokaldebat: Her svar på Henning Jensen åbne brev til Christiansmøllens Laug.

Lad os starte med at slå fast, at Christiansmøllen er Svendborg Kommunes og ikke møllelavets.

Kommunen har tidligere forklaret om det nuværende lys, og vi gentager gerne: Da Christiansmøllen er en fredet bygning, skal Kulturstyrelsen godkende restaureringen, og Kulturstyrelsen har oplyst, at det tidligere lys med pærer var sat op uden tilladelse på den fredede mølle. Så der skulle arbejdes på en anden løsning end tidligere. I stedet for pærer på vingerne bliver hele møllen nu oplyst af otte lyspaneler. Kommunen og lavet har haft et professionelt lysfirma ind over for at undersøge, om man ved at fræse LED-lys ind i vingerne kunne opnå et godt lys. Der blev fremstillet en model på 2½ meter med klapper på. Og der blev fræset en LED-lys i. Der var flere grunde til, at denne løsning ikke duede. Blandt andet har de nye vinger i modsætning til de gamle bevægelige klapper.

Kommunen og lavet var enige om den nuværende løsning. LED-lyspaneler, som ikke kun kaster lys på begge sider af vingerne, men også på møllekroppen og hatten. Lauget er meget tilfreds med denne løsning. Langt flere kan se og nyde møllen på afstand. Vi har fået rigtig mange tilkendegivelser fra besøgende, som synes, at lyssætningen er rigtig flot.

Det andet spørgsmål drejer sig om, hvorfor møllen nu gennem flere måneder har stået stille med møllevingerne mod nordvest. Den samlede restaurering er ikke helt afsluttet endnu. Men mens vingerne kun vil få lov at snurre nu og da, blandt andet for at holde råd væk, så vil vindrosen, den lille ottevingede mølle bag hatten, hele døgnet, året rundt dreje/krøje, så vingerne altid har front mod vinden. Møllebyggeren på projektet har haft en del problemer med at blive færdig. Tre forskellige ting har været galt, men lige nu skulle løsningen være på vej. Under det forløb har møllen stået stille og har været sikret på alle måder, men når møllen inden længe slippes fri vil den hele tiden skifte retning med vingerne – alt efter vindretning. Både kommunen og lavet er selvfølgelig kede af, at det har varet så længe. Lige nu glæder vi os til, at det forhåbentlig snart sker. Kommunen arbejder på sagen, så det vil ske snarest muligt!

Møllelavet har overvejet, om det var muligt at dreje vingerne ud mod havnen i denne periode. Men der er i teorien kun en måde at gøre det på: I helt stille vejr, at kravle ud gennem lemmen og op til vindrosen. Herefter skal man dreje den de tusindvis af omgange, det ville kræve. Det vil kræve mindst en hel dag med konstant drejen af vinger med håndkraft. Det er jo vindrosen, der flytter hatten, der vejer ca. 18 tons. Så vi venter ligesom alle jer andre.

Annonce
Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Vi er på vej

Nu har vi jo lært i skolen, at det, der kan måles og vejes, er det, der er. Altså det vi alle kan blive enige om: En meter er en meter og et kilo et kilo og så videre. Højde, bredde, længde og tyngde og kroner og øre, så når vi snakker sammen, kan vi være enige om indholdet af det, vi siger til hinanden – tror vi. For psykologer og den slags insisterer på, at det kun er 10-20 procent af det, vi opfatter i en samtale, der kommer fra ordenes eksakte udsagn. Resten af det vi opfatter, er signaler fra samtalepartnerens krop, holdning, toneleje og øjne. Det vil altså sige, at hovedparten af det, vi får ind via en samtale, består af følelsesmæssige indtryk. Opfatter vi ironi, der betyder, at udsagnet skal forstås omvendt, hvordan skal vi så svare. Opfatter vi vrede, der aktiverer vores angst, der skævvrider verdens billede, så bliver vores svar, et svar på en følelse og ikke på spørgsmålet. Står der en og taler om kvantefysik og flirter hæmningsløst så universet slet ikke ligner det, vi troede, vi var enige om, ja så ender samtalen måske galakser væk. Det vi nu kan være enige om er altså, at over halvdelen af vores kommunikation består af elementer, vi ikke rigtig har noget navn på, ingen definition af, på den måde vores ”vidensamfund” foretrækker det. Det, vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn. Men vi har kun et fattigt sprog for hele den gryde i vores krop og sind, som er den følelserne bobler i. Hvis vi insisterer på at kende hele billedet af vores virkelighed, må følelsernes sprog og udtryk have bedre plads end i dag. I den anledning vil jeg sige at der er nyheder og hjælp på vej. Hør her: ”Vores følelser er ligeså meget en realitet som træerne, fasanerne og de andre mennesker er, og de er bestemmende for, hvordan vi oplever os selv. Når vi slipper tvivlen og mindreværdet og de andre negative forestillinger om os selv, er der stadig følelser, men de er positive. Når jeg slipper tvivlen, ligger tilliden der. Når jeg holder op med at være vred, er jeg fyldt med tålmodighed, og når jeg opgiver at være angst, kommer trygheden og glæden ved mig selv og livet tilbage”. Citatet kommer fra en bog, som snart udkommer på forlaget ”Den indre alpehue”. Den er fuld af forklaringer i øjenhøjde på det væld af følelser og reaktionsmønstre, der stiller sig i vejen for vores ligeværdige samtaler og samvær. Ord som afklarer det rod, vi går og laver for os selv og hinanden. Med ordene kommer erkendelsen: Jeg har selv ansvaret for mit liv. Så fat mod, og tag styring. Det er ikke skæbnen, der lægger din kurs på jorden. Det gør du selv, så du kan ligeså godt komme i gang ved kompasset og rattet.

Annonce