Annonce
Læserbrev

Debat: Spørgsmål til Socialdemokratiet

I min efterhånden meget lidt brugte postkasse lå der i går et flot blad fra Socialdemokratiet, trykt på glinsende papir og med følgende overskrift på forsiden Ansvar for fællesskabet.

På side to kunne jeg læse, at bladet uddeles i udvalgte boligområder, så jeg følte mig helt beæret og har selvfølgelig læst hvert et ord i bladet.

De 23 sider socialdemokratisk propaganda åbner mange spørgsmål, og jeg håber, at borgmesteren eller andre socialdemokratiske byrådsmedlemmer vil svare på nogle få spørgsmål i dette læserbrev, så vil jeg i efterfølgende læserbreve stille stribevis af spørgsmål til teksterne i bladet.

Første spørgsmål. Hvilke områder i Svendborg betragter Socialdemokratiet som udvalgte boligområder? Hvem bliver ikke begavet med dette glinsende propagandamagasin?

Om vindmøller skriver borgmester Bo Hansen, at gamle vindmøller inden for en kort tidsramme skal rives ned og nye sættes op, man forventer at kunne dække cirka 58 procent af Svendborgs husstande med strøm. Jeg håber, borgmesteren kan oplyse os svendborgensere om, hvad det vil koste forbrugerne, og om udskiftning af møller kan gøres 100 procent CO2-neutralt?

Om skovrejsning skriver borgmesteren, at kommunen fra 2016-2018 har etableret 8,4 ha skov, hvilket bidrager til en årlig optagelse af 84 tons CO2.

Selvfølgelig er det dejligt med mere skov, men at optage 84 tons svarer til hvad 14 biler, som dagligt pendler mellem for eksempel Svendborg og Kolding udleder pr. år, så man behøver vist ikke være det store regnegeni for at trække lidt på smilebåndet, vel Hr. borgmester?

Om affaldssortering skriver borgmesteren, at affald skal sorteres og 50 procent genanvendes. Dette er selvfølgelig flot, men borgmesteren bør fortælle, hvordan dette er muligt, og hvad omkostningerne vil være?

Her på Jorden er der 7.742.000.000 mennesker, som alle er i gang med at gøre den ubeboelig. De sender via høje skorstene alverdens snavs så højt op i luften som muligt med ønsket om, at skidtet lander på andre end deres egne hoveder. Mon det betyder noget om 59.000 borgere i Svendborg brænder alt deres affald, eller bruger en masse penge på at sortere halvdelen fra, penge som kunne være brugt på forskning?

På internationalt plan er ingen af de store miljøsyndere enige om noget som helst, og USA har sagt sin mening om et ubrugeligt FN-cirkus, mon ikke vi i et andet regi end FN skulle vise, at vi danskere er formidable til at samarbejde. Fra 1940 til 1943 havde Danmark, som måske bekendt, et storartet samarbejde med Tyskland, som på dette tidspunkt var i krig med stort set resten af verden, og nu 75 år efter har vi nærmest hvidvasket os selv. Vi danskere er snoge, ikke affaldssorterere.

Vi skal ikke lave håbløse affaldssorteringsanlæg, men fortælle andre om en verden hvor udbredt brug af atomkraft er eneste mulighed.

Annonce
Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Vi er på vej

Nu har vi jo lært i skolen, at det, der kan måles og vejes, er det, der er. Altså det vi alle kan blive enige om: En meter er en meter og et kilo et kilo og så videre. Højde, bredde, længde og tyngde og kroner og øre, så når vi snakker sammen, kan vi være enige om indholdet af det, vi siger til hinanden – tror vi. For psykologer og den slags insisterer på, at det kun er 10-20 procent af det, vi opfatter i en samtale, der kommer fra ordenes eksakte udsagn. Resten af det vi opfatter, er signaler fra samtalepartnerens krop, holdning, toneleje og øjne. Det vil altså sige, at hovedparten af det, vi får ind via en samtale, består af følelsesmæssige indtryk. Opfatter vi ironi, der betyder, at udsagnet skal forstås omvendt, hvordan skal vi så svare. Opfatter vi vrede, der aktiverer vores angst, der skævvrider verdens billede, så bliver vores svar, et svar på en følelse og ikke på spørgsmålet. Står der en og taler om kvantefysik og flirter hæmningsløst så universet slet ikke ligner det, vi troede, vi var enige om, ja så ender samtalen måske galakser væk. Det vi nu kan være enige om er altså, at over halvdelen af vores kommunikation består af elementer, vi ikke rigtig har noget navn på, ingen definition af, på den måde vores ”vidensamfund” foretrækker det. Det, vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn. Men vi har kun et fattigt sprog for hele den gryde i vores krop og sind, som er den følelserne bobler i. Hvis vi insisterer på at kende hele billedet af vores virkelighed, må følelsernes sprog og udtryk have bedre plads end i dag. I den anledning vil jeg sige at der er nyheder og hjælp på vej. Hør her: ”Vores følelser er ligeså meget en realitet som træerne, fasanerne og de andre mennesker er, og de er bestemmende for, hvordan vi oplever os selv. Når vi slipper tvivlen og mindreværdet og de andre negative forestillinger om os selv, er der stadig følelser, men de er positive. Når jeg slipper tvivlen, ligger tilliden der. Når jeg holder op med at være vred, er jeg fyldt med tålmodighed, og når jeg opgiver at være angst, kommer trygheden og glæden ved mig selv og livet tilbage”. Citatet kommer fra en bog, som snart udkommer på forlaget ”Den indre alpehue”. Den er fuld af forklaringer i øjenhøjde på det væld af følelser og reaktionsmønstre, der stiller sig i vejen for vores ligeværdige samtaler og samvær. Ord som afklarer det rod, vi går og laver for os selv og hinanden. Med ordene kommer erkendelsen: Jeg har selv ansvaret for mit liv. Så fat mod, og tag styring. Det er ikke skæbnen, der lægger din kurs på jorden. Det gør du selv, så du kan ligeså godt komme i gang ved kompasset og rattet.

Annonce