Annonce
Langeland

Debat: Sommerfugleøen Langeland - et nyt brand?

Læserbrev: Jeg fik forleden den tanke, at Langeland kunne blive blive kendt som sommerfugleøen!

Hvorfra min første indskydelse til ideen kom fra, er jeg ikke sikker på, men da tanken først var opstået, kom der hurtigt flere associationer i kølvandet på den, og det virkede pludselig oplagt, da der er allerede eksisterer begivenheder og lignende, hvori sommerfuglen er den røde tråd.

De kommer her i vilkårlig rækkefølge, frit fra leveren :

1. H.C. Ørsted fandt på ordet sommerfugl.

2. Hvert år uddeles H.C. Ørsted prisen (en sommerfugl smukt udført af Sabine Majus) til en forsker, som bla. formår at formidle Ørsteds mangfoldige indflydelse.

3. Farverige sommerfugle i bemalet træ har allerede "invaderet" øen på husgavle i Rudkøbing og spreder sig fortsat og lyser op, også syd- og nordpå.

4. I TICKON parken i Tranekær er et land-art projekt af den amerikanske biolog og kunstner Brandon Ballengee fornylig blevet godkendt til udførelse; det betegnes som en slags kærlighedshotel for natsværmere (som også er en sommerfugl), og som efter planen skal påbegyndes til aug./sept.

Mange "projekter" kunne tilkobles ideen om Langeland som sommerfugleø. F.eks. synes jeg, at det ville være intet mindre end fantastisk, hvis vi på Langeland kunne gøre en særlig stor indsats for miljøet ved at skabe et attraktivt og frugtbart miljø til sommerfugle (der ligesom andre insekter er en truet art) ved at skabe arealer over hele øen med planter og blomster m.m., som er gunstige for deres trivsel (dette må også siges at lægge sig lige midt i tidens trend hvad klima og bæredygtighed angår, men det er jo ikke bare en døgnflue; det er af allerhøjeste nødvendighed at skabe balance i naturen nu og helst i al evighed, amen!), et slags sommerfuglereservat.

Som en del af brandet kunne man også lave et fedt logo indbefattende både Langeland og sommerfugl (lav en konkurrence hvor alle kan komme med forslag). Øens kunstnere kunne lave en udstilling med værker, hvori sommerfuglen indgår, temadage i skolerne i krea m.m., og i det hele taget ser jeg et potentiale, som kan brede sig som ringe i vandet (med et andet ord : sommerfugleeffekten!) indenfor mange områder inkl. erhvervet, hvis ideen bliver til noget, som folk tager til sig og har lyst til. Sommerfuglekager, -kjoler, -smykker, -huse, -frisurer (!), -plakater, -postkort, -frimærker (nå nej, de er nok snart fortid), æterisk olie fra sommerfuglebuske, et sommerfuglelegat til en særlig farverig person, eller hvad med en sommerfuglesymfoni - ret poetisk! Et sommerfuglestipendie, you name it...

For mig symboliserer sommerfuglen bl.a. mangfoldighed, farverigdom og stor skønhed. Ikke et dårligt brand for Langeland ovenikøbet!. Jeg kan godt se det for mig. (Og, by the way, på engelsk lyder det også flot : The Butterfly Island - og på tysk : Die Inseln der Schmetterlingen).

Jeg får sommerfugle i maven bare ved tanken!

Annonce
Sabine Majus' kunstsommerfugl er blot en af fire grunde til at brande Langeland som en sommerfugleø, mener Birgithe Zeleste Holm.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Kropumulige vilkår for fiskerierhverv

Vi skal passe på livet i havene. Således skal vi også passe på torskebestanden i Østersøen, og derfor giver det også al mulig mening, at der råbes vagt i gevær på Christiansborg og i Bruxelles, når bestanden i Østersøen er under hårdt pres. Samtidig skal vi også se på de afledte konsekvenser af de særdeles skarpe vurderinger af situationen og de muligvis deraf følgende beslutninger. For hvad sker der, når man barberer 70 procent af mængden af torsk, lyst- og fritidsfiskere må hale op af havet dagligt? Et sandsynligt gæt er, at fiskeriturismen på Langeland vil blive sendt til tælling. Når vi dertil lægger, at erhvervsfiskeriet får en tilsvarende udfordring, så står der på bundlinjen, at to erhverv på en ø som Langeland får en ordentlig kæberasler, som ikke sådan lige kan overvindes ved at ryste lidt på hovedet. Det vil gøre ondt på øen og ikke kun på de helt konkrete erhverv. Det vil også have en negativt afsmittende effekt. At fiskeriminister Mogens Jensen (S) så meddeler, at han godt kan se, at det kan rive tæppet væk under de to erhvervsgrene, er en formildende omstændighed. Det levner en smule håb for, at det ikke går helt så galt for de to erhverv, som det lige nu ser ud til. Men mere end strået af håb er der heller ikke at holde fast i. Han gør nemlig blot opmærksom på, at han er bevidst om udfordringer, men heller ikke mere. Der er ingen løfter om at finde løsninger, der er mere skånsomme. Naturligvis er det nødvendigt at værne om dyrelivet. Fortsættes fiskeriet uændret kan det betyde, at der om kort tid bare ikke er noget at hale op af havet. Omvendt må det være muligt at kunne navigere uden om et udsving i kvoten i den størrelsesorden, der er tale om. I fjor blev kvoten hævet med 70 procent for erhvervstorskefiskeriet, og nu er der så lagt op til en lukning for fiskeri af torsk i årets tre første måneder. Det er på det nærmeste umuligt at tilrettelægge et erhverv med så stor usikkerhed. At subsidiere erhverv kan være en glidebane, og lidt hårdt formuleret, så må det jo være en selvstændigt erhvervsdrivendes eget ansvar at få biksen til at løbe rundt. Omvendt må det også tages med i overvejelserne, at hvis der træffes politiske beslutninger med så drastiske konsekvenser for et erhverv, så kan det være nødvendigt at kigge på mulighederne for en subsidiering, når tæppet trækkes væk under erhvervet. Alternativt skal der laves nogle planer og undersøgelser af dyrelivet, som gør det muligt undgå så drastiske ændringer med så relativt kort varsel, som det er tilfældet.

Annonce