Annonce
Svendborg

Debat: Socialdemokratisk selvros i oplandsdebat - Vi er meget langt fra et ligeværdigt investeringsniveau

Mette Kristensen, byrådsmedlem for Venstre i Svendborg Kommune. Foto: Katrine Becher Damkjær

Læserbrev: Rasmus Feldingbjerg Drabe (SF) og Karl Magnus Bidstrup (S) bringer begge et læserbrev i Fyns Amts Avis den 16. januar med hver deres opfattelse og beskrivelse af prioriteringen af indsatsen i Svendborg Kommunes landområder.

Den mest realistiske version leveres dog uden tvivl af Rasmus Feldingbjerg Drabe. Vi er meget langt fra at nærme os et ligeværdigt investeringsniveau for hele kommunen. Deri er jeg meget enig med ham.

Karl Magnus Bidstrup forsøger ihærdigt at overdimensionere niveauet og fremhæver endda initiativer, som enten er blevet besluttet i den tidligere byrådsperiode eller fremlagt af andre partier end Socialdemokratiet selv ved de seneste budgetforhandlinger. Der nævnes også en delvis statsfinansieret anlægspulje, som tages til indtægt for Svendborg Kommunes fulde bidrag. Flere af de lokalområder, som Karl Magnus Bidstrup mener, er ”nået langt” har i denne periode har modtaget alt i alt 200.000 kroner til udvikling!

Til sammenligning har vi de seneste år investeret langt over 100 millioner, hvis det kan gøre det, i udviklingen af havneområdet, byen og et nu desværre gabende tomt torv. Vi er enige om, at havn og by skal have høj prioritering, men hvis vi sammen skal sikre en kommune i balance, så skal resten af kommunen have samme opmærksomhed. Det nuværende politisk sammensatte lokaludvalg, som Karl Magnus Bidstrup nævner, blev besluttet nedsat i forrige byrådsperiode under Lars Erik Hornemanns (V) borgmesterledelse. Det blev startskuddet til Lokaludvalget, som vi kender i dag med Hanne Ringgaard Møller (R) som formand, og som i den grad har været med til at rykke udviklingen i den rigtige retning. Dette udvalg skal i den kommende periode have endnu større betydning og synlighed, hvis det står til Venstre.

Kære Karl Magnus Bidtsrup, vi skal være meget mere ambitiøse, lyttende og borgerinddragende. Venstre har efterspurgt en overordnet vision, en masterplan, kommunalt opkøb af jord til byggegrunde i alle lokalområder osv., men det går alt for langsomt. Halvdelen af kommunens indbyggere bor i de mindre lokalsamfund og betaler også skat. Der skal mere til, for, at de oplever at være en del af fællesskabet og hele kommunen, og vi kan altså ikke blive ved med at bede dem om at ”tage en for holdet”.


Vi er meget langt fra at nærme os et ligeværdigt investeringsniveau for hele kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce