Annonce
Læserbrev

Debat: Skru ned for klimahysteriet

Læserbrev: Jeg kan se fornuften i mange gode tiltag for at passe på vor jord, vores grundvand, havene og så videre. Jeg kan dog ikke se fornuften i, at Enhedslisten og SF vil forbyde brændeovne i husstande, som er tilsluttet fjernvarmeforsyningen?

Jeg stiller spørgsmålet "hvorfor kun fjernvarmebrugere?", eller er der nogen, der over for journalisten, ikke har udtrykt sig klart nok? Jeg og sikkert også andre, får den opfattelse ved at læse artiklen, at husstande med oliefyr, jordvarme og naturgas godt må fyre i brændeovnen. Hvis dette er korrekt opfattet, så må kæden været hoppet af. Jeg aner ikke, hvad de ovennævnte partier har røget? Sikkert nok ikke noget, da der er noget farligt inden i.

Min ejendom er tilsluttet fjernvarmen. Det er en energiforsyning, jeg sparsomt bruger, da jeg er så heldig at have brændeovn, og der fyres øvrigt ifølge min skorstensfejers udsagn forbilledligt i den. Jeg tænder også gerne en masse stearinlys, men det skal vel også forbydes. Nu mangler vi bare, at ovennævnte røde klimaentusiaster vil forbyde røget ål, røget kød, røg i køkkenet, rygeost og sidst, men ikke mindst, at ryge på numsen.

Ærligt talt, klimahysteriet er i 2019 gået amok, og medierne hjælper godt til. Vi alle bliver dagligt bombarderet med dommedagsudtalelser, som vi så kan læse på vores smartphones, der i fremstillingsprocessen og under distributionen også CO2-belaster vores verden. Ikke nogen mennesker og dyr er CO2-neutrale, der udledes af naturlige årsager mere eller mindre velduftende gasser i løbet af døgnet. Det kan I ikke forbyde, også selv om der er noget farligt inden i.

Annonce
Karen Wengel blander sig i debatten om klimaet og brændeovne. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nu igen: To biler udsat for hærværk

Debat

Min Mening: Fra en 75-års fødselsdag

Jeg havde forleden den store glæde at deltage i fejringen af en 75-års fødselsdag. Fødselaren var et ganske prominent medlem af Svendborgs kultur- og fritidsliv, nemlig byens fotoklub, som jeg har været en del af, siden jeg flyttede hertil for 12 år siden. Fødselsdagen var egentlig kommet som lidt af en overraskelse for os medlemmer, kun åbenbaret, fordi formanden gennem en ihærdig indsats for at rydde op i klubbens annaler var faldet over gamle mødereferater. Og de fortalte altså, at klubben blev etableret i november 1944, i en tid, hvor fritidssysler måske ellers ikke var det, der optog befolkningen mest. Jeg har aldrig selv skænket klubbens historie mange tanker. Den var der jo bare. Men min nyligt fundne bevidsthed om, at jeg er med til at bære så gammel en tradition videre, har kun øget min veneration for klubben, og jeg føler nu et ansvar for at holde den i live og dermed videreføre en vigtig del af Svendborgs amatør-kulturliv. Klubben har ført en lidt omtumlet tilværelse og har efterhånden haft til huse en del steder - fra ydmyg barak på havnen til dens nuværende adresse på førstesalen af et hus i Strandvejskvarteret. Fortidens duft af fremkalder er nu mest erstattet af duften af friskbrygget kaffe. Medlemsskaren er ikke stor for tiden. Til gengæld er den loyal, og på klubaftenerne ses en del grå eller grånende tindinger rundt om bordet. Det kan undre, at flere unge ikke finder vej til klubben i disse år. Vi fornemmer, at de har andre måder at udleve deres interesse for fotografi. Men det er en skam, for novicerne går glip af fine muligheder for at lære håndværket. Klubbens samlede erfaringsgrundlag er selvsagt ganske stort, og der deles villigt ud af det. Enighed om, hvad godt fotografi er, eller vejen dertil, er der mildt sagt ikke altid. Men muligheden for en fyrig diskussion om billedsyn og for at lære ny teknik er altid til stede. For os halvgamle nisser ville flere yngre medlemmer være en gave, der kunne udfordre vores fast forankrede syn på god fotokunst. At kalde Svendborg Fotoklub for et demokratisk projekt er ikke helt ved siden af. Der er plads til alle samfundslag, høj og lav. Således har vi haft flere studerende i rækkerne, og i den anden ende af skalaen var et medlem af familien på Hvidkilde Gods med i nogle år. Det var dengang, der blev serveret sherry på klubaftenerne. En tradition, jeg gerne ser genindført. Alle har adgang uanset erfaringsniveau og pengepung. Og med dens brede forankring skriver klubben sig ind i en tradition for foreningsliv, der vel nærmest er en del af vores nationale DNA. Man siger, at hvis to danskere deler en interesse, opretter de omgående en forening, og overhovedet er Danmark vel nær det perfekte land for de foreningsglade. Ikke alene har vi fuld forsamlingsfrihed. Det offentlige giver oven i købet en håndsrækning - for eksempel i form af lokaler. I foreningerne bygges relationer, mens sociale skel udviskes. Det er godt for den sociale sammenhængskraft og derfor for vores ellers på mange måder så udfordrede fællesskab. Derfor bør foreningslivet i Danmark bestå. Også det, der udleves i Svendborg Fotoklub. Hip Hip Hurra.

Annonce