Annonce
Debat

Debat: Sejr for vores børn, at Socialdemokratiets sparekniv parkeres

Friskoler: Det er en sejr for danske børn og familier, at Venstre sammen med andre partier har tvunget regeringen til at opgive kravet om at skære 300 millioner på de frie grundskoler. Penge som skolerne i dag bruger på trivsel og undervisning af eleverne.

Mette Frederiksen, der førte valgkamp på at være ”børnenes statsminister”, var ellers fast besluttet på at svinge sparekniven over 120.000 børn på de frie skoler. Og Friskoleforeningen vurderede, at op mod 100 skoler risikerede at lukke som konsekvens af Socialdemokratiets politik.

Vi ser friskolerne som et vigtigt supplement til folkeskolen. Og det frie skolevalg er både en styrke og en dansk tradition. Vi ved, at for hvert barn, der går i friskole eller privatskole, er der tale om en særlig historie. Det er resultatet af et valg i den enkelte familie.

I landdistrikterne ofte, fordi der er langt til den nærmeste folkeskole. Som et pædagogisk valg - eller fordi barnet ikke trivedes på den skole, hvor det gik i forvejen.

Arbejderens børn går på fri grundskole, direktørens børn går der, også fremtrædende socialdemokraters børn har gået der. Bag hvert enkelt barn er der en fortælling om, hvorfor netop det skolevalg er det rigtige for barnet.

Og hvis vi skal sikre, at det frie skolevalg er for alle, så betyder det noget, hvis forældrebetalingen stiger som følge af socialdemokraternes 300 millioner kroner besparelse. Så skabes en social ulighed, der særligt går udover børn fra familier med en svagere økonomi.

Venstre kæmper for de frie skoler. Fordi vi tager danske familier alvorligt – og ved, forældrene er de bedste til at vælge, hvad der er bedst for deres børn.

Annonce
Ellen Trane Nørby
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Forskellen på prisen på medicin og leverpostej

Hos min købmand koster en fransk leverpostej fra Stryhns normalt 29,95 kroner. Men med jævne mellemrum - cirka en gang om måneden - er leverpostejen på tilbud til 12 kroner. Hvis man har god plads i sin dybfryser, kan man købe så mange bakker med leverpostej, at man er forsynet, ind til købmanden næste gang har tilbud på leverpostej. Det benytter jeg mig gerne af. Det undrer mig ganske vist, at priserne kan svinge så meget, for både når leverpostejen sælges til fast pris og til tilbudspris, så skal der tjenes penge på den. Både til Stryhns og til min købmand. Men det er en almindelig markedsmekanisme, som man trods alt kan forstå. Helt anderledes er det med medicinpriserne i Danmark. Det system er fuldstændig uforståeligt. Her ligger priserne på ingen måde stabilt. I sidste uge kunne man i denne avis læse om en dame fra Aarup, der havde oplevet en prisstigning på 1200 procent på noget medicin mod knogleskørhed, som hun skulle bruge. Det eksempel kan jeg sagtens overtrumfe. For nogle år siden ville jeg købe nogle øjendråber mod høfeber. De har i mange år kostet ti kroner for en lille flaske. Nu var prisen steget til 250 kroner. En stigning på 2500 procent. Det er jo det rene vanvid. Som jeg har forstået det, så afholder Lægemiddelstyrelsen hver anden uge en auktionsrunde, hvor de forskellige medicinproducenter kan byde på, hvad de vil sælge deres produkter for i de næste fjorten dage. Det billigste tilbud vinder retten til at blive anbefalet af apotekerne, og producenten er derved sikret en betydelig andel af salget af det præparat de næste to uger. For de fleste forbrugere vælger selvfølgelig det billigste produkt. Men næste gang man skal have sin medicin, kan prisen være helt anderledes. Hvilket både jeg og damen med knogleskørhed har oplevet. Plus tusindvis af andre danskere. Men auktionssystemet er indrettet sådan, at de forskellige producenter også kan se, hvad deres konkurrenter byder. Det gør selvfølgelig, at man meget nemt kan mistænke hele medicinbranchen for at være præget af karteller, som hemmeligt aftaler priserne på deres varer. Det er i strid med tankerne for den fri konkurrence og den frie prisdannelse. Og det er ligefrem ulovligt at danne karteller. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at medicinproducenterne skal tjene penge. De har udgifter til forskning og lønninger til deres ansatte. Men der er den forskel på leverpostej og medicin, at jeg kan vælge at lade være med at købe leverpostejen, hvis jeg synes den er for dyr, eller hvis min købmand pludselig skulle få den skøre tanke at sætte prisen op med mange hundrede procent. Så ville jeg måske endda overveje at lave min egen leverpostej. Men det kan man ikke med medicin. Den er i mange tilfælde livsvigtig for de mennesker, der tager den. Og så burde der være et system med gennemskuelige og retfærdige priser. Alt andet er faktisk spekulation i folks helbred, hvilket er forkasteligt.

Annonce