Annonce
Læserbrev

Debat: Piger til søs, brug den rette dialogform

Læserbrev: Først tak til Fyns Amts Avis for den fine artikel lørdag 20. april om de tre styrmænd Kamma, Lis og Signe. I mine aftenbønner fremover vil jeg bede om et liv mere, som parketfart-skipper i det sydlige Stillehav med base på Samoa og de tre piger som styrmænd. Ja, de ser godt ud, men faktisk har de kvinder, jeg har sejlet sammen med eller undervist, altid været et hak bedre end deres mandlige kollegaer.

Nu til det kun lidt alvorlige. I en leder mandag 22. april skriver redaktionschef David Bernicken om sexchikane til søs. Med et lille smil kan jeg oplyse, at det ikke er noget nyt fænomen, det eksisterede også for halvtreds år siden. Jeg husker tydeligt, at jeg som stor dreng mellem jul og nytår blev jagtet af en midaldrende stewardesse, som så muligheder i en skoleskibsslank ung fyr. Jeg var god til at gemme mig, som dagene gik, blev hun mere og mere fuld og mindre selektiv; jeg slap, men en halv snes andre fik en juleoplevelse.

Nu til det mere alvorlige. Andenstyrmand Camilla Westergaard siger i en artikel 22. april, at hun har været ude for sexchikane, hun blev i den Saudi Arabiske havn Jeddah klappet bagi.

Kære Camilla, du er 26 år og sandsynligvis opdraget i et system, hvor konstruktiv dialog er det eneste saliggørende, men nu bevæger du dig rundt i en verden, hvor man utroligt mange steder har stået stille i tusinde år, ikke aner hvad dialog er og behandler kvinder værre end kvæg.

Når du bevæger dig rundt på dækket, er det selvfølgelig altid i sikkerhedssko, så kommunikationsmidlet, hvis du bliver klappet bagi, af en du ikke vil klappes af, er en sikkerhedssko hæl over tæerne, hvis vedkommende er i sanddaler, ellers et knæ eller spark til testiklerne alt efter grovhed og mandens højde, samtidig med du råber og skriger. Spyt er også effektivt øst for Suez. En 8'' skiftenøgle er et fantastisk kommunikationsmiddel og bør have sin faste plads i kedeldragtens baglomme sammen med en anden parlør, nemlig Mag-Liten.

Brug konduite, kære Camilla, og optræd som klassens frækkeste dreng, når det er nødvendigt.

Annonce
John Jensen skriver om sexchikane til søs. Arkivfoto: Andreas Bastiansen
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Vi skal turde satse alt

Debat

Fyns Amts Avis mener: Væksten er den gordiske klimaknude

De første mange tusinde år af menneskets historie, skete der meget lidt. Bevares, vi fik tæmmet nogle andre dyr og lagt land under plov, men ellers: stort set intet. Det var først, da vi begyndte at tage de liberalistiske og de kapitalistiske ideer til os fra slutningen af 1700-tallet, at det tog fart. Siden da har vi siddet uhjælpeligt fast i vækstens skruetvinge. På den ene side er der ingen tvivl om, at tankerne om vækst har accelereret udviklingen. Vi nærmer os otte milliarder mennesker på kloden. Vi har kureret sygdomme. Vi har indtaget rummet. På den anden side tyder mere og mere på, at selvsamme vækst kommer til at stå først, når menneskehedens nekrolog på et tidspunkt skal skrives. Vi har i mange år været i stand til at ødelægge jordkloden med et tryk på et par knapper. Vi bruger jordens ressourcer i et rasende tempo. Vi rykker ved balancer, som det har taget millioner af år at opbygge, og vi har ingen anelse om, hvad det betyder. Alt sammen i jagten på vækst. Den materielle vækst omgiver os i en sådan grad, at vi tror, den enten er natur- eller gudgivet. Samfundet, som vi kender det, ville da også bryde sammen, hvis vi opgav væksten som mål. Problemet er bare, at væksten har en udløbsdato. Enten fordi vi løber tør for ressourcer, eller fordi vi holder op med at tro på den. Det er formentlig en kombination af begge scenarier, der får amerikanske rigmænd til at drømme om at kolonialisere rummet. Bevidstheden om jordens knappe ressourcer breder sig, så hvis vi skal holde fast i illusionen om evig vækst, så er vi nødt til at kigge ud i rummet. Det er svært at spå, men vi kommer formentlig ikke til at kunne leve på Mars, før vi kan opbygge et samfund på bunden af Marianergraven, og det sidste har i hvert fald lange udsigter. Spørgsmålet er, om vi kan finde ud af at sætte andet end vækst ind som motor i menneskets fortælling? Kan vi leve med at opgive jagten på et længere liv? Kan vi slå os tilfreds med status quo eller måske lige frem tilbagegang? Det er den store ubekendte faktor i klimakampen. Vi mangler et troværdigt bud på et alternativ til væksten. Vi kan effektivisere os til meget og bruge jordens ressourcer smartere, men vi kan ikke brødføde os selv og hinanden på vindenergi og tang, hvis vi skal opretholde en vækst på to procent om året.

Annonce