Annonce
Debat

Debat: Opdragelsesdebatten

Børns opdragelse kræver en indsats både i hjemmet og i daginstitioner og skoler, men vilkårene er svære, skriver Anja Marscall og Sine Grumløse. Foto Jørgen Kirk

Læserbrev: Børn skal opføre sig bedre. Alle gode kræfter samles i "Opdragelsesdebatten". Baggrunden er blandt andet den stigende larm i landets børnehaver og skoler og mange forældre er usikre på, hvornår de gør det godt nok eller blot ok. Vi ser to interessante forhold i dette. Dels at det knirker de steder, hvor børn er. Dels at forældre tvivler på deres rolle som forældre.

Tager vi det første, så er der ikke noget at sige til, at det knirker i landets vuggestuer, børnehaver og skoler. Ser man på børnenes vilkår med blot en smule kritiske øjne, mødes børn i stigende grad af ganske snævert definerede rammer. I såvel daginstitutioner som skoler er der ofte ganske få voksne til ganske mange børn. Igennem de seneste årtier har vi set en markant nedgang i antallet af pædagoger i børns daginstitutioner. Og i skolerne har lærerne fået flere og mere forskellige børn i klasserne. Sidstnævnte er ikke per se et problem, men bliver det nemt, når én lærer forventes at nå alle 28 børn med læringsmiljøer, hvor alle lærer noget og i øvrigt trives. For at hverdagen skal fungere så gnidningsfrit som muligt, er man mange steder nødt til at have en rigid rammesætning, hvor børn kommer til at stikke ud, når de siger fra eller blot er optagede af andre ting. Det nødvendiggør en høj grad af (selv)disciplin, selvledelse og "velopdragenhed", som mange børn (heldigvis) har svært ved at leve op til. Prisen er så, at de kategoriseres som dårligt opdragede.

Tager vi det andet punkt - forældrenes tvivl - er der måske heller ikke så meget at sige til, at det kan være svært at finde en balance. Forældrerollen er i dag spundet ind i en du-skal-ind-over-det-hele-men ikke-for-meget-logik, som alle kan fare vild i. Forældreintra, diverse kufferter mellem dagtilbud og hjem, legegruppearrangementer og lignende kan på flere måder betragtes som institutionaliseret curling, der rækker ind i forældreskabet på godt og på ondt. Hvis nogle forældre ryster på hovedet, når de nu får at vide, at de curler for meget, er det ikke sært.

Kunne man i stedet træde et skridt tilbage og kigge på, hvilke forventninger vi har til børnene og til forældrene i dagens Danmark? Undersøge, hvordan det kommer til udtryk, når børns opførsel betragtes som problematisk, og hvordan det kommer til udtryk, når forældrene bliver i tvivl? Gør vi det, får vi måske øjnene op for hvilke betingelser og vilkår, vi forventer, at børn og familier fungerer under, og måske vi her vil få en mere nuanceret forståelse af, hvordan "opdragelses-problemet" også er et samfundsproblem.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Tietgenprisen 2019 går til en dynamisk mand i spidsen for et driftigt værft

GOG

2019 er væk: GOG-profil opereret i knæet

Debat

Min Mening: Forskellen på prisen på medicin og leverpostej

Hos min købmand koster en fransk leverpostej fra Stryhns normalt 29,95 kroner. Men med jævne mellemrum - cirka en gang om måneden - er leverpostejen på tilbud til 12 kroner. Hvis man har god plads i sin dybfryser, kan man købe så mange bakker med leverpostej, at man er forsynet, ind til købmanden næste gang har tilbud på leverpostej. Det benytter jeg mig gerne af. Det undrer mig ganske vist, at priserne kan svinge så meget, for både når leverpostejen sælges til fast pris og til tilbudspris, så skal der tjenes penge på den. Både til Stryhns og til min købmand. Men det er en almindelig markedsmekanisme, som man trods alt kan forstå. Helt anderledes er det med medicinpriserne i Danmark. Det system er fuldstændig uforståeligt. Her ligger priserne på ingen måde stabilt. I sidste uge kunne man i denne avis læse om en dame fra Aarup, der havde oplevet en prisstigning på 1200 procent på noget medicin mod knogleskørhed, som hun skulle bruge. Det eksempel kan jeg sagtens overtrumfe. For nogle år siden ville jeg købe nogle øjendråber mod høfeber. De har i mange år kostet ti kroner for en lille flaske. Nu var prisen steget til 250 kroner. En stigning på 2500 procent. Det er jo det rene vanvid. Som jeg har forstået det, så afholder Lægemiddelstyrelsen hver anden uge en auktionsrunde, hvor de forskellige medicinproducenter kan byde på, hvad de vil sælge deres produkter for i de næste fjorten dage. Det billigste tilbud vinder retten til at blive anbefalet af apotekerne, og producenten er derved sikret en betydelig andel af salget af det præparat de næste to uger. For de fleste forbrugere vælger selvfølgelig det billigste produkt. Men næste gang man skal have sin medicin, kan prisen være helt anderledes. Hvilket både jeg og damen med knogleskørhed har oplevet. Plus tusindvis af andre danskere. Men auktionssystemet er indrettet sådan, at de forskellige producenter også kan se, hvad deres konkurrenter byder. Det gør selvfølgelig, at man meget nemt kan mistænke hele medicinbranchen for at være præget af karteller, som hemmeligt aftaler priserne på deres varer. Det er i strid med tankerne for den fri konkurrence og den frie prisdannelse. Og det er ligefrem ulovligt at danne karteller. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at medicinproducenterne skal tjene penge. De har udgifter til forskning og lønninger til deres ansatte. Men der er den forskel på leverpostej og medicin, at jeg kan vælge at lade være med at købe leverpostejen, hvis jeg synes den er for dyr, eller hvis min købmand pludselig skulle få den skøre tanke at sætte prisen op med mange hundrede procent. Så ville jeg måske endda overveje at lave min egen leverpostej. Men det kan man ikke med medicin. Den er i mange tilfælde livsvigtig for de mennesker, der tager den. Og så burde der være et system med gennemskuelige og retfærdige priser. Alt andet er faktisk spekulation i folks helbred, hvilket er forkasteligt.

Ærø

Biltrængsel på havnefronten: Ærøexpressen søger om mere bilplads på Marstal Havn

Annonce