Annonce
Debat

Debat: Ned med svulmeafgiften

Læserbrev: Dansk Folkeparti har i Folketinget fremsat et forslag (Beslutningforslag B 20) om at strømline eller fjerne en række afgifter - herunder den såkaldte svulmeafgift.

Jeg må indrømme, at jeg i et svagt øjeblik troede, at der eksisterer en afgift på impotens - eller det modsatte. Det skulle da ikke undre.

Men faktisk handler det om en slags statslig rufferi, idet staten opkræver en standardafgift for den luft, som isfabrikanterne i store mængder pumper i deres is. Det er derfor de sælger deres is pr liter og ikke pr kilo. Vej selv.

Jeg kan varmt støtte forslagets fremme og håber på, at den forhåbentlig snart fjernede afgift enten vil betyde lavere priser eller flere af de gode sager i isen. At forslaget bruger udtrykket et forsimplingsudvalg - som også skal se på afgifterne på autopærer, chokolade, kaffe og mousserende vin - synes jeg dog er lidt kikset, for meningen er ellers god nok. Forenklingsudvalg lyder bedre.

Annonce
Claus Stærbo skriver om svulmeafgiften. Arkivfoto: David Bernicken
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce