Annonce
Læserbrev

Debat: Masser af politisk samarbejde over midten

Lokaldebat: Svar til Venstres bestyrelsesmedlem, Mads Fredeløkke, der i gårsdagens Fyns Amts Avis udtrykker behov for samarbejde over midten i Svendborg Kommune.

Kære Mads. I Svendborg Byråd og i de politiske udvalg er der faktisk et meget engageret og positivt samarbejde mellem partierne. Det gælder alle midterpartierne. Og som du antyder, er det rigtig vigtigt for holdbarheden af beslutninger, at de indgås bredt og i en positiv fælles ånd.

I og omkring byrådet foregår der rigtigt meget konstruktiv debat. Noget af denne debat sker deslige i de arbejdsgrupper, der ofte nedsættes, når større projekter, der rækker langt ud i fremtiden, som for eksempel by- eller havneudvikling er på dagsordenen – i øvrigt også med deltagelse af borgere, forretningsdrivende m.fl. i arbejdsgrupper. I disse fora, såvel som i de politiske udvalg, pågår ofte en engageret udredning og afklarende diskussion – hvor man lader sig blive klogere af hinandens input på tværs af partifarve.

Fremtidsplaner som kommuneplan, skolestruktur, ældreliv, bosætningsstrategi – ja selv parkeringsstrategi samarbejder vi om hen over midten. Vi bliver som regel enige, men ikke altid, desværre.

Så kære Mads Fredeløkke. Heldigvis sker det brede samarbejde i Svendborg allerede i langt de fleste sager. Det er ofte kun yderpartierne, Enhedslisten og Venstre, der enten som protest eller behov for egen-profilering, ofte ikke er med, eller ændrer holdning undervejs, fordi der ”går politik i sagen.” Som du er inde på, kan det godt undre, for sidstnævnte er jo faktisk med i den brede konstituering i byrådet, som Socialdemokratiet stod for efter sidste valg. Når dette er sagt, så er alle partier med i langt de fleste beslutninger.

Annonce
Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Borgmester afviser DF-forslag om at centralisere kommuneskatten: - Vi vil miste vores selvbestemmelse

Læserbrev

Min Mening: Tag en social pause

Jeg har her i februar gjort noget vigtigt for mit mentale velbefindende: Taget en lang pause fra mit, og alle andre danskeres, foretrukne sociale medie – Facebook. Måske ikke noget stort spring for menneskeheden, og jeg kan nok ikke sælge filmrettighederne for nogen stor sum, men for mig en frisættende begivenhed, i al dens maskinstormer-agtige banalitet. Jeg har været en del af produktet, Facebook sælger siden 2008, og jeg har – med nogen skam og undren at melde – i perioder brugt langt mere tid på fænomenet, end jeg bryder mig om at tænke på. Ikke at jeg bør føle nogen form for skam. For reklamemediet Facebook er jo netop designet til, at dets brugere SKAL spendere tid på det, og det helst i stride strømme. Snedig adfærdspsykologi indgår i Facebooks berømte algoritmer, der alene handler om at holde brugerne fast. Få dem til at ”engagere sig”, som det hedder på socialt mediesprog. Nu tror jeg heldigvis på personligt ansvar, så jeg foretrækker at se mig selv som bruger af Facebook. Ellers var ”offer for” måske en mere nærliggende betegnelse. Netop tidsforbruget, kombineret med stadigt mindre relevant indhold gjorde udslaget. Algoritmen er så viseligt indrettet, at den altid vil servere mere af det, den opdager, at man kan lide. Klik på kattevideoer fører til flere kattevideoer. Og har man, som jeg, en tendens til mest at klikke på nyhedsstof, fyldes ens feed ubønhørligt af alskens skræk og rædsel: Klimakriser, flygtningekriser, finansielle kriser, vold, trafikdrab – you name it. Og det i mængder, der hurtigt kan gøre selv den mest robuste sjæl ked af det. Man bliver med andre ord stopfodret med negative historier og ender nemt med at tro, at verden vitterligt ser ud, som ens Facebook-feed beskriver den. Og man glemmer at lægge mærke til alt det gode, smukke og meningsfyldte, den virkelige verden omgiver os med. Ideen var ellers god. Facebook startede som et bud på at forbinde alle med alle andre. Venner, familier, kollegaer kunne uafhængigt af tid og rum holde forbindelsen, let og uforpligtende. Men som med alt andet på nettet fulgte den ekstreme kommercialisering lige i hælene på den fine ide. Og over årene er Facebook endt som en noget skandaliseret, multi-milliard, global reklamemastodont. Adskillige historier om kriminel håndtering af brugerdata, påvirkning af demokratiske valg, skatteunddragelse, senatshøringer og EU-undersøgelser flyder tæt i mediets kølvand. Og så er der det med indholdet. Facebook er stort set ukurateret, og hvem som helst kan påstå hvad som helst. Helt omkostningsfrit. Man kan endda blokere sine kritikere, så den version af virkeligheden, man ønsker at forkynde, står helt uimodsagt og skarpt. Med andre ord er Facebook et perfekt redskab til spredning af fake news, alle hånde konspirationsteorier og underlødige politiske holdninger. Et faktum mediet gennem årene ikke har haft den store lyst til at anerkende. Facebook har indtil videre vendt håndfladerne opad og nægtet at tage ansvar for det indhold, dets brugere lægger op. Tiderne skifter, og vi ser nu vage forsøg på at fjerne indhold i strid med ”fællesskabets” – altså Facebooks egne – regler. Men det er for lidt og for sent. Vi er langt væk fra det sociale udgangspunkt, og tilbage er reklamer, ligegyldighed, og alt for lidt af det personlige indhold, man engang loggede på for at se, like og dele. At vinke farvel til Facebook er på den baggrund nærliggende, men hvad sætter man i stedet for? Gode bud er historier, fordybelse og eftertanke leveret i form af litteratur, der efter sigende gør en til et mere empatisk menneske. Andre bud findes naturligvis. Hovedsagen er, at man tager kontrollen tilbage og retter sin tid og opmærksomhed mod verden omkring os.

Annonce