Annonce
Debat

Debat: Maskinpistol eller saxofon? Stop mig endelig, når vi passerer hinanden

Gitte Meyer Jørgensen, sogmepræst

Læserbrev: Spørgsmålet fløj gennem luften, da jeg en formiddag i denne uge var på vej fra en parkeringsplads midt i byen til mit arbejde i Vor Frue Kirke.

- Maskinpistol eller saxofon?

Ordene kom fra en ung mand, der kiggede nysgerrigt på den store sorte kuffert, jeg bar i min venstre hånd. Den vækker ofte opsigt med sine 72x44x15 cm.

Budene på, hvad den store kuffert indeholder, har været i den grad humørberigende. En mand spurgte engang, om jeg var handelsrejsende, der solgte frækt undertøj! En anden, om kufferten var fyldt med vareprøver på chips.

Da den nysgerrige unge mand, jeg mødte for et par dage siden, fik svaret ”der er en præstekjole i kufferten”, sagde han

- Hold da op! Præstekjole! Det er godt nok vildt…! Du spiller altså ikke på et blæseinstrument?.

Jeg måtte skuffe ham. Jeg spiller hverken saxofon, trompet eller valdhorn. Og jeg ejer ingen maskinpistoler. Vi vekslede nogle ord, på behørig afstand selvfølgelig, hvorefter manden til sidst råbte efter mig:

- Jamen, så rigtig godt bryllup, eller hvad du nu skal til.

- Tak, råbte jeg tilbage.

Da jeg muligvis lignede en røver på vej mod det nærmeste pengeinstitut med mit 4-lags dybsorte engangsmundbind og kuffert med plads til maskinpistol eller saxofon, er jeg taknemmelig over hans direkte henvendelse. Den skabte glimt af normale tilstande uden coronatunge skyer hængende over hovedet. Han mindede mig om det fysiske mødes værdi i en tid, hvor afstand til andre mennesker er et plusord, og vi går mindst seks meter uden om hinanden, ser mimikløse ud med vores mundbindsklædte ansigter.

Den unge mand har ret, det er vildt med sådan en præstekjole i en stor kuffert midt i byen. En kuffert med præstekjole og budskaber fyldt med mening, fred, håb, liv, evighed, lys til enhver tid. Tid, der venter på os. Tid til masser af spontane, nærværende samtaler på gaden.

Stop mig endelig, hvis vi passerer hinanden i byen! Jeg glæder mig til at snakke med dig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce