Annonce
Kronik

Debat: Marstal Søfartsmuseum er værd at slås for til sidste mursten

Selvhjulpen er, hvad Marstal er, en by, der igen og igen beviser livskraften i det lokale og folkelige. Og hvis der er noget i Marstal, der inkarnerer denne selvhjulpenhed, er det søfartsmuseet. Der har selvfølgelig været hjælp og finansiering udefra, når der var behov. Det vidner museets konstante ekspansion om.

Kronik: Det er med stigende undren, at jeg følger Fyns Amts Avis' omfangsrige dækning af en intern medarbejder-konflikt på Søfartsmuseet i Marstal. To museumsinspektører er blevet fyret efter aktivt at have modarbejdet museets ledelse og stillet spørgsmålstegn ikke blot ved lederens, Erik Kromanns, kompetence, men også ved samtlige andre medarbejderes faglige baggrund.

De to museumsinspektører starter selv balladen, da de klager til museets bestyrelse og kræver Erik Kromann fyret som forudsætning for, at de vil blive på museet.

Bestyrelsen afviser deres klage. Derefter anklager de to museumsinspektører bestyrelsen for inkompetence. Deres næste skridt er at henvende sig til Kulturstyrelsen. Også der bliver de afvist. Med andre ord: Alle klageinstanser afviser de utilfredse. Nu venter vi kun på, at de forsmåede også stævner Kulturstyrelsen for inkompetence.

Hvorfor vælger Fyns Amts Avis i en leder og stort opsatte interviews at gøre sig til talsmand for de to fyrede museumsinspektører og kun i det mest nødtørftige omfang lade Søfartsmuseets ledelse og bestyrelse komme til orde? Hvad er det for en historie, avisen vil fortælle?

Tilsyneladende den samme historie som de to forsmåede museumsinspektører. At Marstal Søfartsmuseum efter mange års vanrøgt er kørt i sænk, og at ruinen kun kan genrejses af akademiske eksperter som museumsinspektørerne selv, hvis forhold til skibsfart og hav ikke er skabt ved selvsyn og erfaring, men gennem mange års grundige universitetsstudier. Museet er en formidlingsmæssig katastrofe og har ingen appel til andre end en klike af selvoptagede marstallere, hævder de to forhenværende museumsinspektører.

Det er kun to måneder siden, at jeg tog en gruppe venner på rundtur på museet. De kom fra New Delhi, og det eneste hav, de nogen sinde havde set, var den blå flade, der viste sig for dem, når de i 10.000 meters højde om bord på et fly krydsede fra et kontinent til et andet. Da de kom ud fra museet, lyste deres øjne af begejstring. Et fantastisk sted, lød deres enige dom.

Jeg havde ikke kunnet skrive min roman "Vi, de Druknede" uden hjælpen fra museet, som generøst åbnede sit omfangsrige arkiv for mig. Karsten Hermansen, hovedkraften bag arkivet, kunne svare på alle de spørgsmål, jeg kunne finde på at stille, og de var mange. Det er Hermansen, der i anklageskriftet frakendes enhver faglig kompetence.

Den historiker-uddannede Hermansen, som også er indehaver af en ph.d., har skrevet 16 bøger, heraf 15 med direkte tilknytning til Ærø og ni, der fokuserer på søfarten i Marstal. Vis mig det lille lokalmuseum et andet sted i Danmark, der kan fremvise en tilsvarende flittig og fagligt fokuseret medarbejder.

Lige nu er Karsten Hermansen udlånt til Sønderjyllands Museum for at skrive en sønderjysk skibsfartshistorie. Til sønderjyderne er han god nok. Men ikke til de to nu afskedigede museumsinspektører, der aldrig selv har offentliggjort en linje. Det er det besynderlige ståsted, hvorfra de fremsætter deres sønderlemmende kritik: Ingen kan tage stilling til deres faglige evner, for de har aldrig givet noget bevis på dem.

Jeg husker stadig fra min barndom i Marstal Jens Hansens Søfartsmuseum, et hensovet sted, der til forveksling lignede alle de andre støvede hjemstavnsmuseer med montrer fyldt med flinteredskaber fra den nærmeste pløjemark. Museet havde dog også sit lyspunkt, den enestående samling af Lorens Hansens skibsmodeller. Det var der, det startede.

I dag breder Marstals Søfartsmuseum sig på begge sider af Prinsegade, langs med Havnegade og op ad Strandstræde, i alt 37 udstillingslokaler. Det er et enestående og originalt museum, skabt af lokale hænder og lokal idérigdom. Med bestandig nye tilbud står museet i en stadig vekselvirkning med byens engagerede befolkning. Som museum er det alt andet end strømlinet, snarere græsrodsbevægelse og vildtvoksende monument på samme tid. Marstal er en by med en stærk historisk selvbevidsthed, og museet er byens bankende hjerte. Du har ikke besøgt Marstal, hvis du ikke har besøgt Søfartsmuseet, og det bevidnes af de 20.000 betalende gæster, der hvert år træder ned ad museets trappe i Prinsegade med ansigter, der lyser af begejstring.

Jeg har rost museet alle de steder, hvor jeg har præsenteret min roman, de første hundrede steder i Danmark, men også i Norge, Sverige, Island, England, Frankrig, Tyskland, Rusland, Tyrkiet, Indien, USA, Colombia og Argentina. De mange gæster, der fra hele verden besøger Marstal, nikker bekræftende. Der findes ikke noget andet museum på samtlige kontinenter som Marstal Søfartsmuseum.

Der var et ord, jeg lærte, da jeg begyndte at komme i Marstal efter mange års fravær for at skrive min roman. Det var ordet selvhjulpen. I 1800-tallet indså marstallerne, at de havde brug for en mole til at beskytte deres hav. De fik afslag fra kongen, da de søgte om hjælp. Så slæbte de over en periode på fyrre år selv sten sammen til molen. Senere sørgede de for at få et telegrafkabel ført over til deres ø. Uden hjælp udefra opbyggede den lille flække ved havet i anden halvdel af det 19. århundrede Danmarks næststørste handelsflåde.

Da Marstals Navigationsskole i 1999 blev truet af lukning, satte byens borgere sig i spidsen for et demonstrationstog, der i tusindtal mødte op foran Christiansborg og fik omstødt den skæbnesvangre beslutning. Færgeforbindelsen til Rudkøbing blev i 2013 nedlagt som følge af kommunalpolitiske intriger. Uden støtte af nogen art, ja, under heftig modstand fra deres egen kommune, har marstallerne på egen hånd etableret en ny færgerute, der åbner om tre måneder.

Selvhjulpen er, hvad Marstal er, en by, der igen og igen beviser livskraften i det lokale og folkelige. Og hvis der er noget i Marstal, der inkarnerer denne selvhjulpenhed, er det søfartsmuseet. Der har selvfølgelig været hjælp og finansiering udefra, når der var behov. Det vidner museets konstante ekspansion om. Men der er ingen grund til, som de to fyrede museumsinspektører, at skabe en falsk modsætning mellem forskning og folkelighed. Forskning og folkelighed kan sameksistere til glæde for begge, og det gør de på Marstal Søfartsmuseum.

Det er frivillighed, dedikation og kærlighed til en enestående by, der har skabt det lige så enestående Marstal Søfartsmuseum. Ligesom byen hele tiden forandrer sig, gør Søfartsmuseet det også på sin egen originale, uforudseelige måde. Idéen bag museet, og den hengivenhed, der driver både ansatte og de mange frivillige, er værd at slås for til sidste mursten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

GOG-kollektivet skal vinde på svær udebane

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Opråb fra udkanten

Det skal da ikke helt afvises, at det hele er et stort velkoreograferet skuespil, som skal søde den bitre udligningspille, landets rigeste kommuner og borgmestre har udsigt til at skulle sluge. At alle forglemmelserne, forsyndelserne og stikpillerne nøje er aftalt mellem ministre, borgmestre og opposition på hemmelige møder bag nedrullede gardiner. I så fald er der tale om et skuespil, der er værdig til flere fornemme priser i både ind- og udland. Det lyder absurd, men det vil være at foretrække frem for alternativet: At regeringen tager så let på årets så klart vigtigste indenrigspolitiske beslutning, at den risikerer at falde til jorden. Det er under alle omstændigheder svært at begribe rationalet bag regeringens mumlerier i debatten om den kommunale udligning. Det tog fortvivlende lang tid at få det faktuelle grundlag bag regeringens udspil lagt frem, og i processen har borgmestre, byråd, kommunalbestyrelser og borgere måtte se udligningsbeløbene stige og falde uden rigtigt at kunne få en fyldestgørende forklaring. Regeringen kan stadig nå at lande en aftale i tide til, at kommunerne kan lægge deres budgetter for næste år, men tiden går, og eksperterne er allerede begyndt at snakke om at udskyde reformen til næste år. Hvis der er tale om, at man fra regeringens side har forsøgt at spinne en beslutning igennem, så har man misforstået sin opgave i så stort omfang, at det savner historisk modstykke. Der er andet og mere på spil, end den i forvejen meget vigtige flytten rundt på milliarder fra øst til vest, fra rig til fattig. Danmark knirker. Fundamentet skrider. Den såkaldte sammenhængskraft har mistet pusten. Det kan en udligningsreform ikke rette op på alene, men det er en af de vigtigste sten at få lagt. Debatten er vigtig, og den fortjener at blive taget på et ordentligt og oplyst grundlag. Ellers vil den bare splitte endnu mere. Det er i første omgang regeringens ansvar at få landet en aftale. Det er lige som den, der har serveretten, men det påhviler også oppositionen at tage sin opgave alvorligt og ikke henfalde til forsøg på at score billige point.

Annonce