Annonce
Læserbrev

Debat: Landsbykirkerne, de nye etiske borgerfællesskaber

Læserbrev: Kirkerne på landet er i nogle tilfælde lukningstruede. I al fald har det været omtalt, at man kunne lukke af for varmen og måske andet for at spare penge. Vedligeholdelse kommer Kirkeministeriet nok ikke uden om.

Set i lyset af, at mange af byernes større kirker forsøger at holde mennesker til med mere og mere åndløs "ild" – trækker folk til med alverdens arrangementer med fokus på kultur, religion; det åndelige og det etiske er noget vi snakker om og, måske endda, belejligt slipper for at opleve eller praktisere.

Når det er værst, er det ikke fordi kirkerummet er omdannet til et borgerhus (Absalon), det kan være en opbyggende idé. Men når den elitære kultur indtager scenen, som i DR2s udsendelse K2. I det hele taget er det for mig at se problematisk at svælge i højkulturelle analyser eller overfladiske og åndløse aktiviteter, der ikke skaber kontakt til almindelige menneskers livserfaring, eller grundlæggende etiske værdier, som hvordan vi forvalter skaberværket, så det bevares intakt og kan rækkes videre til næste generation.

Jeg ser landsbykirkerne som steder, hvor nye etiske borgerfællesskaber kan blomstre op. Med udgangspunkt i almindelige menneskers livserfaringer og fælles samtaler, der finder ind til løsninger til gavn for flest mulige, på en grund af etisk natur-og socialetik; landsbykirkerne grobund for etiske borgerfællesskaber til fælles bedste.

Lone van der Ploeg Olufsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: En dag i april

Klumme

Klumme: Hvornår er det passende at tale om kultur?

”Man binder mund og spritter hånd; men man kan ikke binde ånd”. Tillad mig en lejlighedssang i anledning af de seneste ugers intense debat om kulturens plads i regeringens hjælpeprogram og den afslørende nølen. Nok er tidens undtagelsestilstand og besættelsen umage størrelser - der er langt fra værnemagt til værnemidler – men jeg kommer til at tænke på P.H.’s vise fra 1940, når jeg læser, at kulturminister Joy Mogensen (S) vil opfatte det som ”upassende”, hvis hun stod og talte om kultur lige nu – og forklarer sig med Maslows behovspyramide: ”Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv.” Der er, for mig, slet ingen tvivl om, at der netop i krisetider er brug for kultur. Fællesskabende, kritisk, perspektiverende, humørspredende kultur. Og ingen tvivl om at kunsten og kulturdyrkelsen netop blomstrer i krisetider. Nettet koger over med kunstnere og kulturinstitutioner, der finder mæle og vej, på trods (og på grund) af krisen. Og aldrig har jeg været udsat for så meget fællessang, som nu, hvor vi ikke kan mødes. Men når kulturministeren siger, at vi ikke kan have et blomstrende kulturliv i krisetider, så er det selvfølgelig ikke kreativiteten, hun fornægter. Nej, det er i forhold til den økonomiske prioritering, at kulturen må forstå, at noget er vigtigere end andet. En prioritering, der afslører regeringens syn på kulturlivets rolle som flødeskummet på kagen. Kagen er i dette tilfælde den socialdemokratiske velfærdsstat, som skal virke optimalt. Vi skal være gode til at tjene penge, så vi kan hjælpe dem, der ikke gør det. Og i den ligning er der, lige nu, ikke tid og råd til kultur. Det må være konklusionen på det mandat kulturministeren fik fra sin chef, da hun skulle svare et desperat kulturliv, som lever af, at folk samles. Først kunne kulturlivet ikke regne med nogen særstatus, selvom man her ikke kan bruge de etablerede hjælpepakker; siden kunne kulturministeren kun tilbyde nogle meget spinkle hjælpe-budgetter. Mandatet var så tyndt, at folketingets kulturudvalg forsøgte at sætte ministeren uden for døren og fortsætte forhandlingerne hos dem der åbenbart bestemmer. Egentlig synd for kulturministeren, som var sendt på en uriaspost. Nå, det skal jo retfærdigvis siges, at diverse ramaskrig nu er hørt og en række kultur-hjælpepakker er på vej. Men forløbet vidner om, at dét nok ikke var regeringens indledende plan. I hvert fald ikke dens interesse. Og for mig at se beror det på to misforståede opfattelser af kulturen. Den ene at kulturen ikke er en væsentlig del af vores økonomiske sammenhæng. Hvilket er forkert! Den kreative sektor omsætter årligt for næsten 250 milliarder kroner (over 10 procent af vores BNP) og beskæftiger 80.000 danskere. Den anden og vigtigste misforståelse: Kultur er noget, vi dyrker, når vi har fået smør på brødet. Forkert! Vi ER vores kultur. Når vi investerer i at have samfund og sammenhængskraft efter krisen, så er sikring af vores kultur sandsynligvis noget af det vigtigste. Den erkendelse er tydelig hos nogle af vores nabolande, for eksempel Norge og Tyskland, hvor man som noget af det første har sikret kulturlivets overlevelse og mulighed for at samle os – når vi igen kan det. Vores samfundskontrakt er ikke kun en understøttelsesordning, den er baseret på den kultur, vi deler. Og kunsten er ej blot til lyst, men en afgørende motor for vores udvikling. Det vidste Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister og socialdemokrat. Ham savner jeg! I skrivende stund spiller klokkespillet ud over Svendborgs tage. Organisten har valgt Kaj Munks ”En lille anemone” fra 1945. Lige før spillede han ”What a wonderful world”. Og ja, verden skal ikke kun virke. Den skal også være vidunderlig.

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Takker politiet: Gydas skizofrene søn truede hende med samuraisværd og barrikaderede sig i huset

Annonce