Annonce
Debat

Debat: Kvinder bør gå på juleferie den 12. november

I Danmark har vi ikke ligeløn. Mænd og kvinder tjener ikke det samme. Nej, faktisk er der 14,6 procent forskel på den gennemsnitlige timeløn for mænd og for kvinder. Omregnede man den ulige løn mellem kvinder og mænd til antal arbejdsdage svarer det til at alle kvinder i Danmark kan gå på juleferie den 12. november i år – og først vende tilbage 1. januar igen.

Ofte hører jeg i debatten at det er en myte at mænd og kvinder ikke tjener det samme, men det er simpelthen faktuelt forkert. Lønforskellen på 14,6 procent stammer fra Danmarks Statistik standardberegning for timefortjeneste, som har den fordel at lønbegrebet ikke påvirkes af mænd eller kvinders fravær i forbindelse med barsel, sygdom ellers barns sygdom. Selv hvis man tager højde for mænd og kvinders forskellige valg af jobs findes der en betydelig ”uforklarlig” forskel i lønnen.

Der er flere ting, som bør gøres for at sikre, at vi i Danmark får lige løn for lige arbejde – og det kommer ikke af sig selv. Ny forskning kunne tidligere i år afsløre at åbne lønlister, hvor virksomheder er tvunget til at offentliggøre, hvor meget deres ansatte tjener har en effekt i forhold til at mindske forskellen i løngabet mellem mænd og kvinder. Forskningen viste desuden at de virksomheder, som reducerede løngabet også ansatte flere kvinder og at flere kvinder blev forfremmet.

Det var da et sted at starte.

Annonce
Nanna Bonde
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Ny klimalov er et stort skridt i den rigtige retning

En ny klimalov er netop blevet forhandlet færdig. Den nye klimalov vil binde Folketinget til at reducere CO2-udledningen med 70 procent frem til 2030 i sammenligning med udledningen i 1990. Et stort flertal i Folketinget er med i aftalen, og det er rigtig vigtigt for stabiliteten for de investeringer, der skal foretages for at opnå de fastsatte mål. Det er et stort skridt i den rigtige retning, og tiden er kommet til, at vi kan få lagt planer for, hvordan vi skal nå målene. Planerne og initiativerne kommer først i foråret 2020. Hvis vi skal nå de opstillede mål, så har vi virkelig travlt. Vi har også en del politiske forhandlinger foran os, inden der bliver enighed om, hvordan vi når i mål. Vi skal sikre os, at vi får mest mulig reduktion for pengene, og at vi får satset på de rigtige løsninger. Jeg mener, at der i processen med udformningen af klimaloven er kommet mange gode løsningsforslag. For at vi lykkes, er det nødvendigt med politisk handling til at give de rigtige økonomiske incitamenter, så vi som forbrugere vælger de rigtige løsninger. Elektrificering er blevet udråbt til at være en del af løsningen, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Ingen er længere i tvivl om, at elbiler står højt på agendaen hos politikerne. Bilprocenterne er i fuld gang med at omstille hele deres værdikæde til den nye virkelighed, og det går stærkt. Hvert år, ja, nærmest hver måned ser vi nye bilmodeller komme på markedet. Det kræver dog også, at det er biler, som kunderne har råd til at købe. Derfor er der også med finansloven lagt fast, at afgifterne på elbiler holdes i ro ind til videre. En kommission arbejder netop nu på at finde en ny afgiftsmodel til udfasning af benzin- og dieselbiler og over til mere miljørigtige biler - herunder primært elbiler. En omstilling kan koste statskassen mange penge, og det er dét, som kommissionen skal finde en løsning på, så vi får en økonomisk bæredygtig omstilling og ikke får statskassen til at bløde. Formanden for kommissionen er Anders Eldrup, der er tidligere direktør for Dong, og flere partier har peget på, at kommissionen skal arbejde hurtigt, da det giver usikkerhed for bilkøberne, hvis der bliver ændret for meget på forudsætningerne for tit. Men det er mange milliarder kroner, som bilafgifterne bidrager med til statskassen, så nogen lille og nem opgave er det bestemt ikke. Men mon ikke der kommer hvid røg ud fra kommissionens arbejde på et tidspunkt, så vi kan få skiftet bilparken i et tilpas højt tempo. Vi kan se frem til et spændende og begivenhedsrigt forår i Folketinget med forhandlinger om, hvilke klimaløsninger der skal satses på.

Annonce