Annonce
Debat

Debat: Kun hver tredje handicappede er i job - ansæt flere

Mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, klar til at tage fat og med masser af kompetencer at byde ind med.

I morgen den 3. december er det FN’s internationale dag for personer med handicap. En festdag, en kampdag, som flere bør huske og markere. For der er fortsat meget at kæmpe for. Kun omkring hver tredje af de mennesker i Danmark, der har et større handicap, er i beskæftigelse.

Der er fortsat arbejdsgivere, som takker nej til en kvalificeret medarbejder, hvis ansøgeren har et psykisk handicap eller har større fysiske udfordringer. Mennesker med handicap oplever, at deres handicap overskygger deres kvalifikationer, når de søger job. Og der er mange fordomme om, hvad mennesker med handicap kan bidrage med.

Vores budskab på denne særlige dag er, at et handicap på ingen måde er en hindring for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Vi har brug for alle der kan og vil bidrage, og vi opfordrer alle virksomheder til at ansætte flere med handicap.

Beskæftigelsen i Danmark er historisk høj. Derfor er det paradoksalt, at virksomheder melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft, når vi samtidigt ved, at mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, klar til at tage fat og med masser af kompetencer at byde ind med.

Så kære virksomheder: Mange af jer kan blive bedre til at se potentialet hos den enkelte og udnytte, at der er mange muligheder for, at kommunen kan bevillige hjælpemidler til arbejdspladsen. Nogle frygter, at det er dyrt og besværligt at ansætte en person med handicap. Men kig jer omkring. I mange virksomheder er medarbejdere med handicap en helt naturlig og velfungerende del af medarbejderstaben.

I en lille smørrebrødsbutik i det midtjyske er der ansat en ung mand med autisme. Her lyder budskabet fra indehaveren: ”Det kræver noget til at starte med, men man får simpelthen også bare en dygtig medarbejder på de betingelser, der er.” Og det budskab vil vi gerne have spredt til mange flere.

Vi trækker ikke kun i kamptøjet i dag for samfundets og virksomhedernes skyld. Vi gør det også, fordi vi vil gøre de gode tider bedre for alle. En arbejdsplads er et fællesskab, og det at være en del af et fællesskab er afgørende for at sikre livskvalitet for mennesker med og uden handicap.

Vi hæfter os også ved, at langt de fleste med handicap drømmer om at komme i arbejde og bidrage. Det vidner om en stor vilje til ikke at lade sig slå ud af, at man til tider må kæmpe med fordomme, berøringsangst og misforstået hensyntagen.

Når vi snakker med virksomheder og jobcentre, hører vi gang på gang, at særligt mindre virksomheder ikke kender til de kompenserende ordninger. Ordninger, som personer med handicap kan få bevilliget til arbejdspladsen via jobcentret. Det kan for eksempel være personlig assistance og hjælpemidler. Og det er bestemt ikke kun virksomhedernes skyld. Vi har også en del af ansvaret. Derfor holder Beskæftigelsesministeriet i denne uge en landsdækkende job-uge, hvor virksomheder og personer med handicap kan møde hinanden, og hvor de gode erfaringer med at ansætte personer med handicap kan komme frem i lyset. Jobcentrene deltager også - blandt andet for at fortælle om og øge kendskabet til de kompenserende ordninger.

Vi er også i fuld gang med at udvikle og afprøve et kompetencekort til personer med handicap. Målet er, at man kan tage kortet med til jobsamtaler for at tydeliggøre over for virksomheder, at kommunen hurtigt kan bevillige hjælpemidler eller personlig assistance til at dække ens kompensationsbehov. Jobsamtalen kan på den måde fokusere på det, man kan, og hvilken forskel man kan gøre, frem for ens handicap.

Handicap og job kan sagtens forenes. Vi har alle et fælles ansvar for, at det kommer til at ske. Vi er i fuld gang og besøger i denne uge arbejdspladser, der har gode erfaringer med at ansætte personer med handicap. For når det kan lykkes på en arbejdsplads i Esbjerg og i Taastrup, hvor de har et godt og tæt samarbejde med jobcentret, kan det også lade sig gøre andre steder.

Danmark har brug for dygtige mennesker – med eller uden handicap.

Annonce
Peter Hummelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Ansigtsløse kujoner

Forleden dag sad jeg og kiggede på mine holdkammerater træne. Jeg sidder ufrivilligt ude nu, fordi jeg slog hovedet ret voldsomt, da vi spillede Champions League-kamp i Polen. Samtidig med, at vi trænede i den ene hal i Gudme, var der ældregymnastik i den anden, og mens jeg sad der og plejede min krop og mit hoved, kom der to ældre kvinder hen til mig uafhængigt af hinanden. De ville bare lige sige, at holdet skulle vide, at de var så stolte af den præstation, som vi havde lavet nede i Polen. Det kan godt være, vi havde tabt, men det var så flot, det vi havde præsteret. De vidste udmærket godt, at vi har været igennem en svær periode, hvor vi har tabt flere kampe, end vi plejer, men vi skulle bare vide, at de altid ville bakke os op. De to ældre kvinder fik lige pludselig min hovedpine til at blive en lille smule bedre, og jeg blev fyldt med positive følelser som optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse. Og det leder mig videre til sagens kerne, for det er ingen hemmelighed, at vi som professionelle sportsfolk står i skudlinjen. Det er landsdækkende sport og kultur, og mange mennesker har en mening. For landsholdene er det endnu værre. Samtlige danske fodboldinteresserede har på et eller andet tidspunkt i deres liv været landstræner, i hvert fald hjemme i stuen. Og det er sådan det skal være. Professionel sport er et samlingspunkt. Foruden vejret og politik, så er det noget af det, vi snakker om, når vi mødes i Brugsen, til middage og bare generelt i hverdagen. Nu er der så VM i damehåndbold i Japan, og det danske hold er presset. De kom i en svær pulje, og står nu i en altafgørende kamp mod Frankrig om at komme i mellemrunden. Hvis Danmark ikke kommer videre fra puljen, vil mange betegne det som en fiasko, ja, selv landstræneren har bebudet sin afsked, hvis Danmark ikke går videre. Hvad har holdet så brug for i den situation? Mit bud kunne være de fire følelser, jeg oplevede den tirsdag morgen i Gudmehallen: optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse. For der er ingen tvivl om, at det mentale aspekt betyder megameget, og at de danske spillere er pressede. Presset af dem selv, presset af omverdenen. Og det er fair nok. Jeg skal ikke være en blåøjet Tudemarie, der påstår, at vi bare skal stryge pigerne med håret. Men den mængde lort, man kan læse på de sociale medier om de danske landsholdskvinder, den fordrer ikke ligefrem de fire følelser. Og det er så nemt at sidde derhjemme bag sin skærm i trygge rammer og smide den ene svada afsted efter den anden. Voksne mænd og kvinder, der brækker sig ud over deres computer eller smartphone i form af personlige tilsvininger og fyringskrav. Hvis de selv samme personer så også kunne rose og juble, når det gik deres hold godt, så ville jeg have minimalt mere respekt for dem, men det er min fornemmelse, at det ikke er de samme mennesker, der gør det. Det gule hjørne (vores trofaste fanskare i GOG) havde forleden medbragt et stort banner. Der stod: "Stærk i medgang, loyal i modgang". Og det er vel indbegrebet af, hvad det vil sige at være en god fan? Der bliver mere og mere mobning på de sociale medier blandt børn og unge. Lad os opdrage dem til, at hvis man har et problem med nogen eller gerne vil udtrykke en frustration, så gør det på en ordentlig måde og hav nogle julekugler, der er store nok til at gøre det face-to-face i stedet for at være en ansigtsløs kujon bag en skærm.

Faaborg-Midtfyn

En afreven fingerspids, leg med pukkelhvaler og gudesmuk natur: Lisbeths jordomsejling endte i Dyreborg

Annonce