Annonce
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering.

Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite.

Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder.

Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting.

Jo, søfartsmuseet.

Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum.

Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere".

Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget.

Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert.

Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce
Niels Ulrich Hansen svarer på Carsten Jensen kronik forleden om avisens dækning af Marstal Søfartsmuseum. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vi skal stå sammen om Langeland

"En af de første og vigtigste opgaver for landets 98 nytiltrådte kommunalbestyrelser bliver at skaffe sig et økonomisk råderum. Citat: Økonomiske eksperter og garvede eksborgmestre i nyhedsmagasinet Danske Kommuner januar 2018. Ja, så. "Kommmunerne skal ikke forvente gaveregn fra centralt hold", lød det fra cheføkonom Morten Mandøe, KL, og han opfordrede lokalpolitikerne til at sætte nogle klare økonomiske pejlemærker for udviklingen de kommende fire år. Så langt, så godt. "Grundvilkårene vil altid være forskellige fra kommune til kommune. Men uanset om man sidder i en situation, hvor det går den ene eller anden vej, er det afgørende vigtigt, at man som politiker stiller sig i spidsen for en økonomisk politik, hvor man sørger for at skabe en økonomisk balance - altså tilpasser det serviceniveau, man har i kommunen til de økonomiske realiteter", pointerede kommunalforsker Kurt Houlberg, VIVE, med fokus på et "prioriteringsrum". Undskyld mig, tror de også på julemanden. Langeland Kommune er ikke et Disneys juleshow. Men en kommune med rigtige mennesker, der har brug for kommunal service på lige vilkår. Vi har sat pejlemærker på børn og ældre. Det er jo så at sige en gratis omgang at komme med et godt råd, når virkeligheden efterfølgende dokumenterer, at der i et anstrengt kommunalt budget ikke er en gaveregn til at fremtrylle et økonomisk kommunalt råderum - dette, i øvrigt, udefinerbare, hypotetiske instrument i moderne dansk politik. I hvert fald ikke i demografisk, socialt og økonomisk udfordrede Langeland Kommune, hvor det for alvor blev virkelighed få timer før 1. behandlingen af budget 2020, da en ansøgning om fattighjælp fra staten blev reduceret fra 58 millioner kroner til 40 millioner kroner. Altså blev det udefinerbare økonomiske råderum på Langeland reduceret med 18 millioner kroner. Og mere til, vel sagtens, fordi der er andre økonomiske hængepartier i sparekataloget. Og det her er "alvorligt", som Venstres tidligere borgmester Bjarne Nielsen gentog igen og igen i sin budgetordførertale. Han har ret. Men pas nu på med for mange skræmmebilleder. Som Bo Nissen (K) påpegede, skal vi forstå at skabe sammenhold i kommunalbestyrelsen, hvis opgaven at skabe balance i tingene skal lykkes. Eller som borgmester Tonni Hansen (SF) sagde, så drømmer han om, at en retfærdig kommunal udligningsreform snarligt tager form: "Jeg smiler med et ene øje, og græder med det andet." Men en kommunal udligningsreform ligger ikke og lurer lige rundt hjørnet. Det bliver op ad bakke. De rige kommuner med lav kommuneskat gider os ikke. Så vi må klare os selv. Og stå sammen om Langeland. Sådan. Langeland Kommunalbestyrelse ser på tingene med et menneskeligt ansigt og er enig om at frede socialt udsatte/sårbare børn og ældreområdet for besparelser. Udfordringen er, om det kan lade sig gøre, når det kommer til stykket, og budgettet skal hænge sammen. 18 millioner kroner er mange penge i et i forvejen udfordret kommunalt budget. Derfor har Folketinget et stort ansvar. Den socialdemokratiske mindretalsregering snakker om at styrke velfærden, men jeg synes jo nok, at staten, altså regering og Folketinget, med de seneste svingende udmeldinger til en finanslov svigter sin rolle med at skabe balance og forståelse i Danmark. Må jeg citere fra min kronik med overskriften "Besparelser rammer socialt skævt" i Fyns Amts Avis søndag 14. juli: "Folketinget har et stort ansvar for, at tingene, altså den kommunale service, hænger demografisk, socialt og økonomisk, altså landsdækkende, retfærdigt sammen i landets kommuner." Selv om signalerne fra Slotsholmen er udefinerbare vil jeg opfordre til, at temaer som livskvalitet, værdighed, bæredygtighed og tilgængelighed skal være fire vigtige overskrifter, når de politiske partier i Langeland Kommunalbestyrelse nu skal forhandle sig til rette og efterfølgende vedtage et 2020-budget, der hænger sammen, fordi det skal selvfølgelig være borgerne før systemet. Lad mig citere fra den politisk vedtagne værdighedspolitik på ældreområdet: "Det er kommunens holdning, at alle mennesker har værdi, og alle mennesker skal vide, at de har værdi. Dette kaldes menneskelig værdighed ... Denne ramme skal netop sikre et øget fokus på livskvalitet." Lad mig citere fra: 1) handleplanen for det specialiserede børneområde 2019-2024 og 2) på børnehaver i sparekataloget 2020: Ad1) "En tidlig, forebyggende indsats, hurtig og relevant hjælp til børn, unge og familier, som har brug for det ... I 2018 anvendte vi 20 procent på forebyggende indsatser og 80 procent på anbringelser. Et ambitiøst bud er, at vi i 2024 anvender 35 procent af vores midler på forebyggende indsatser, og at der samtidig sker et fald i antallet af anbragte børn samt at børn, som er anbragt, for en større dels vedkommende er anbragt i plejefamilier frem for på institution." Ad2) "Enhver besparelse i dagtilbud vil ramme børnene og i sidste ende ramme børn i udsat position hårdest, fordi de har et større behov for voksne, som hjælper dem med at indgå i gode, sociale relationer med andre børn ... Samtidig har vi forholdvis mange børn i udsat position på Langeland, hvor forældrene ikke har tilstrækkelige ressourcer til at give den fornødne omsorg. For nogle af disse børn er omsorgen fra betydningsfulde voksne i dagtilbud helt afgørende for en sund udvikling. Langeland Kommune har en opgave med at give alle børn lige reelle muligheder for at udvikle deres potentialer". Konklusion: Vi skal hverken spare på ældrepleje/omsorg eller den forebyggende indsats i daginstitutioner eller skoler. Fordi det ville være en forkert prioritering. Det må og skal de kunne forstå derinde på tinge.

Annonce