Annonce
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering.

Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite.

Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder.

Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting.

Jo, søfartsmuseet.

Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum.

Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere".

Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget.

Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert.

Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce
Niels Ulrich Hansen svarer på Carsten Jensen kronik forleden om avisens dækning af Marstal Søfartsmuseum. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce