Annonce
Læserbrev

Debat: Kommentar til dyrlæge Søren Nielsens indlæg om FAA 13. februar

Læserbrev: Søren Dyrlæge, du skriver i FAA 13. februar, at du er forvirret over FAAs nedlæggelse af Debatsiden. Det er du ikke alene om.

Jeg er sikker på, at den bedste debatredaktør i avisens historie, N.P. Nielsen, vender sig i sin grav. Han formåede at redde avisen fra undergang og blev endda priset for "Danmarks bedste debatavis" ud fra den store og livlige debat i den lille avis. Han og avisen blev udpeget af samtlige dagblade. Debatsiderne blev læst først - dernæst dødsannoncerne. Nu er FAA blevet et billedblad, selvom en avis, jævnfør ordbogen, er en samling trykte sider i større format og indeholder artikler, annoncer m.m., og udkommer daglig. Et billedblad består hovedsageligt af billeder – ligesom FAA.

Det er helt klart ansvarsforflygtigelse, når FAA kun vil bringe lokale indlæg, mens indlæg ud over andedamsniveau sendes til "en redaktør i Jylland", der har en stor papirkurv ved siden af sig, hvor vores indlæg ender. Man hører intet fra "den store koncern". Pågældende redaktør, Morten Vilsbæk, har forlængst vist, hvem der er "hans kerneskribenter".

Lad mig nævne den muslimske politimand, Elvir Abaz; professor Peter Lauritzen, der ikke skaber debat; den gamle kommunist, Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET, og ikke mindst Svend Løbner med flere. Det er så enerverende og langt væk fra "en garanti for alsidighed på et liberalt, demokratisk grundlag", som avisen efter vedtægterne skal efterleve.

Mine tanker går til en vis tysker, dr. Göebbels, der var en mester i at knægte ytringsfrihed og føre befolkningen bag lyset!

Erik Dagø. Foto: Michael Nørgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: En dag i april

Klumme

Klumme: Hvornår er det passende at tale om kultur?

”Man binder mund og spritter hånd; men man kan ikke binde ånd”. Tillad mig en lejlighedssang i anledning af de seneste ugers intense debat om kulturens plads i regeringens hjælpeprogram og den afslørende nølen. Nok er tidens undtagelsestilstand og besættelsen umage størrelser - der er langt fra værnemagt til værnemidler – men jeg kommer til at tænke på P.H.’s vise fra 1940, når jeg læser, at kulturminister Joy Mogensen (S) vil opfatte det som ”upassende”, hvis hun stod og talte om kultur lige nu – og forklarer sig med Maslows behovspyramide: ”Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv.” Der er, for mig, slet ingen tvivl om, at der netop i krisetider er brug for kultur. Fællesskabende, kritisk, perspektiverende, humørspredende kultur. Og ingen tvivl om at kunsten og kulturdyrkelsen netop blomstrer i krisetider. Nettet koger over med kunstnere og kulturinstitutioner, der finder mæle og vej, på trods (og på grund) af krisen. Og aldrig har jeg været udsat for så meget fællessang, som nu, hvor vi ikke kan mødes. Men når kulturministeren siger, at vi ikke kan have et blomstrende kulturliv i krisetider, så er det selvfølgelig ikke kreativiteten, hun fornægter. Nej, det er i forhold til den økonomiske prioritering, at kulturen må forstå, at noget er vigtigere end andet. En prioritering, der afslører regeringens syn på kulturlivets rolle som flødeskummet på kagen. Kagen er i dette tilfælde den socialdemokratiske velfærdsstat, som skal virke optimalt. Vi skal være gode til at tjene penge, så vi kan hjælpe dem, der ikke gør det. Og i den ligning er der, lige nu, ikke tid og råd til kultur. Det må være konklusionen på det mandat kulturministeren fik fra sin chef, da hun skulle svare et desperat kulturliv, som lever af, at folk samles. Først kunne kulturlivet ikke regne med nogen særstatus, selvom man her ikke kan bruge de etablerede hjælpepakker; siden kunne kulturministeren kun tilbyde nogle meget spinkle hjælpe-budgetter. Mandatet var så tyndt, at folketingets kulturudvalg forsøgte at sætte ministeren uden for døren og fortsætte forhandlingerne hos dem der åbenbart bestemmer. Egentlig synd for kulturministeren, som var sendt på en uriaspost. Nå, det skal jo retfærdigvis siges, at diverse ramaskrig nu er hørt og en række kultur-hjælpepakker er på vej. Men forløbet vidner om, at dét nok ikke var regeringens indledende plan. I hvert fald ikke dens interesse. Og for mig at se beror det på to misforståede opfattelser af kulturen. Den ene at kulturen ikke er en væsentlig del af vores økonomiske sammenhæng. Hvilket er forkert! Den kreative sektor omsætter årligt for næsten 250 milliarder kroner (over 10 procent af vores BNP) og beskæftiger 80.000 danskere. Den anden og vigtigste misforståelse: Kultur er noget, vi dyrker, når vi har fået smør på brødet. Forkert! Vi ER vores kultur. Når vi investerer i at have samfund og sammenhængskraft efter krisen, så er sikring af vores kultur sandsynligvis noget af det vigtigste. Den erkendelse er tydelig hos nogle af vores nabolande, for eksempel Norge og Tyskland, hvor man som noget af det første har sikret kulturlivets overlevelse og mulighed for at samle os – når vi igen kan det. Vores samfundskontrakt er ikke kun en understøttelsesordning, den er baseret på den kultur, vi deler. Og kunsten er ej blot til lyst, men en afgørende motor for vores udvikling. Det vidste Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister og socialdemokrat. Ham savner jeg! I skrivende stund spiller klokkespillet ud over Svendborgs tage. Organisten har valgt Kaj Munks ”En lille anemone” fra 1945. Lige før spillede han ”What a wonderful world”. Og ja, verden skal ikke kun virke. Den skal også være vidunderlig.

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Takker politiet: Gydas skizofrene søn truede hende med samuraisværd og barrikaderede sig i huset

Annonce