Annonce
Læserbrev

Debat: Kan man kaldes en doven tøsedreng efter 321 timers arbejde om måneden?

Læserbrev: Det er sårende og uhyggeligt at blive beskyldt for at være doven med så mange timers arbejde. Jeg havde f.eks. i august 2019 321 vagttimer, uden at få tillæg for overarbejde, uden provision eller tak.

Hvis Helle Linnerup mener, at vi ville dø allerede onsdag, hvis vi var på hendes arbejde, så håber jeg, at hun finder sig et mere afbalanceret job, hvor man ikke er ved at dø. Det er ikke noget hædersbevis. Det er kun farligt for psyke og helbred, og en potentiel byrde for vores sundhedsvæsen.

Vi fastholder at overenskomsten er fejlfortolket af både vognmanden og fagforeningen 3F. I lokalaftalen står der blot, at den daglige arbejdstid kan være op til 10 timer. Ikke, at der skal arbejdes 48 timer om ugen. Intet om timeløn, intet om aftalt antal rådighedstimer (tilkaldevagttimer). Alligevel påstår Vinderup Taxa, at alle SKAL arbejde 48 timer om ugen. Vi chauffører på Ærø påstår, at vi slet ikke har nogen rådighedstimer, men kun vagttimer.

Jeg kan dokumentere, man ikke kan køre provisionskørsel på Ærø. Jeg førte samtlige chaufførers detaljerede regnskaber hver måned, og ingen har nogensinde opnået provisionsløn.

Der er mange ventetimer, men det er ikke det samme som frihed. Det har Østre Landsret lige stadfæstet i en dom.

Der er kun en chauffør per vagt. Vi er selv vagtcentralen. Vi skal tage telefonen i hele tidsrummet (9-13 timer). Vi kan ikke holde pause. Vi SKAL køre alle ture, der bliver tildelt os. Både FLEX, kontoture, kontraktkørsel, færgekørsel og almindelig taxa. Vi kan ikke takke nej til en tur, og vi kan ikke slukke telefonen, når vi går på toilettet. Derfor kan vi ikke udnytte ventetiden til noget fornuftigt – vi er på vagt og på arbejde, ligesom brandmænd og læger. Jeg tror næppe, at læger vil gå med til kun 25 procent i løn i tidsrummet mellem akutpatienterne.

Adrenalin niveauet stiger når man har vagten, fordi vi ved ikke, hvilke ture vi får eller hvornår.

Det er forkasteligt, at vi kører på en turistoverenskomst. Vi kører primært sygetransport og kørsel for øboer. De lange vagter aften og nat, tærer på os selv og familielivet. 30-45 minutters ventetid mellem turene betyder ikke, vi kan nå at "vaske vægge ned" eller "slå græs", hvis vi holder i taxaen i Søby og har en bytur i Marstal om tre kvarter.

Michael Svanholt. Foto: Peter Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: En dag i april

Danmark

Liveblog: Tyskland har nu 1000 corona-dødsfald

Klumme

Klumme: Hvornår er det passende at tale om kultur?

”Man binder mund og spritter hånd; men man kan ikke binde ånd”. Tillad mig en lejlighedssang i anledning af de seneste ugers intense debat om kulturens plads i regeringens hjælpeprogram og den afslørende nølen. Nok er tidens undtagelsestilstand og besættelsen umage størrelser - der er langt fra værnemagt til værnemidler – men jeg kommer til at tænke på P.H.’s vise fra 1940, når jeg læser, at kulturminister Joy Mogensen (S) vil opfatte det som ”upassende”, hvis hun stod og talte om kultur lige nu – og forklarer sig med Maslows behovspyramide: ”Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv.” Der er, for mig, slet ingen tvivl om, at der netop i krisetider er brug for kultur. Fællesskabende, kritisk, perspektiverende, humørspredende kultur. Og ingen tvivl om at kunsten og kulturdyrkelsen netop blomstrer i krisetider. Nettet koger over med kunstnere og kulturinstitutioner, der finder mæle og vej, på trods (og på grund) af krisen. Og aldrig har jeg været udsat for så meget fællessang, som nu, hvor vi ikke kan mødes. Men når kulturministeren siger, at vi ikke kan have et blomstrende kulturliv i krisetider, så er det selvfølgelig ikke kreativiteten, hun fornægter. Nej, det er i forhold til den økonomiske prioritering, at kulturen må forstå, at noget er vigtigere end andet. En prioritering, der afslører regeringens syn på kulturlivets rolle som flødeskummet på kagen. Kagen er i dette tilfælde den socialdemokratiske velfærdsstat, som skal virke optimalt. Vi skal være gode til at tjene penge, så vi kan hjælpe dem, der ikke gør det. Og i den ligning er der, lige nu, ikke tid og råd til kultur. Det må være konklusionen på det mandat kulturministeren fik fra sin chef, da hun skulle svare et desperat kulturliv, som lever af, at folk samles. Først kunne kulturlivet ikke regne med nogen særstatus, selvom man her ikke kan bruge de etablerede hjælpepakker; siden kunne kulturministeren kun tilbyde nogle meget spinkle hjælpe-budgetter. Mandatet var så tyndt, at folketingets kulturudvalg forsøgte at sætte ministeren uden for døren og fortsætte forhandlingerne hos dem der åbenbart bestemmer. Egentlig synd for kulturministeren, som var sendt på en uriaspost. Nå, det skal jo retfærdigvis siges, at diverse ramaskrig nu er hørt og en række kultur-hjælpepakker er på vej. Men forløbet vidner om, at dét nok ikke var regeringens indledende plan. I hvert fald ikke dens interesse. Og for mig at se beror det på to misforståede opfattelser af kulturen. Den ene at kulturen ikke er en væsentlig del af vores økonomiske sammenhæng. Hvilket er forkert! Den kreative sektor omsætter årligt for næsten 250 milliarder kroner (over 10 procent af vores BNP) og beskæftiger 80.000 danskere. Den anden og vigtigste misforståelse: Kultur er noget, vi dyrker, når vi har fået smør på brødet. Forkert! Vi ER vores kultur. Når vi investerer i at have samfund og sammenhængskraft efter krisen, så er sikring af vores kultur sandsynligvis noget af det vigtigste. Den erkendelse er tydelig hos nogle af vores nabolande, for eksempel Norge og Tyskland, hvor man som noget af det første har sikret kulturlivets overlevelse og mulighed for at samle os – når vi igen kan det. Vores samfundskontrakt er ikke kun en understøttelsesordning, den er baseret på den kultur, vi deler. Og kunsten er ej blot til lyst, men en afgørende motor for vores udvikling. Det vidste Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister og socialdemokrat. Ham savner jeg! I skrivende stund spiller klokkespillet ud over Svendborgs tage. Organisten har valgt Kaj Munks ”En lille anemone” fra 1945. Lige før spillede han ”What a wonderful world”. Og ja, verden skal ikke kun virke. Den skal også være vidunderlig.

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Takker politiet: Gydas skizofrene søn truede hende med samuraisværd og barrikaderede sig i huset

Annonce