Annonce
Langeland

Debat: Kære Morten, Langeland er bedst i længden – du opdagede det bare ikke

Marlene Bremholm, ejer af Segway Langeland og bestyrelsesmedlem i Turist- og erhvervsforeningen Langeland, kommer her med et indspark i debatten om, hvad Langeland tilbyder turister. Privatfoto. 
Annonce

FAA bragte søndag 9. august Morten Stenholts Dehlbæks debatindlæg, hvori han fortæller om sin oplevelse som turist på øen i juli måned. Ved nogle af beskrivelserne tænker jeg; "ja, hvorfor ikke" eller ”noteret, det kan der være noget om”. Ved andre tænker jeg; ”har han virkelig googlet på livet løs efter oplevelser til børn, gode, lokale fødevarer og oplevelser i Langelands natur,” som han skriver.

Lad mig forklare nærmere.

Morten skyder f.eks. på det gode skib Mary i Bagenkop. Det er fuldstændig korrekt, at Rasmus Klump ikke optræder dernede, og det skal han heller ikke. For det er her er nemlig ikke Tivoli i København. Til gengæld er skibet en formidabel platform for ro og nysgerrighed, hvor børnene kan komme tættere på havet, stå med deres krabbestænger, lege at de styrer et skib ved roret osv.

I Bagenkop kunne I have besøgt Fiskeriets hus. Her er der mulighed for at prøve og styre et skib selv via en skibssimulator. Huset byder også på en interessant historie om fiskernes vilkår og værktøj gennem tiden. Fiskeriet har gennem tiden udgjort og udgør stadig en stor del af Langelands DNA. Og netop i Bagenkop, kunne både Fiski eller Bagenkop Kro have klaret en lokal fiskeret til jer.

Du nævner selv, at noget af det unikke ved Langeland er vores 140 km kystlinje. Det har du fuldstændig ret i. Hele sommeren har SHORES Langeland været rundt omkring på øen med deres grejbank, hvor I bl.a. kunne låne SUP-boards, våddragter, redningsveste og krabbestænger for at prøve kræfter med det våde element på øen.


Du bekræftede mig lige i, at Langeland har noget at arbejde med.


Vi har også flere bådudlejere, hvor du på dagsbasis kunne leje en båd og tage børnene med ud og fiske - forhåbentlig til aftensmaden på grillen i sommerhuset. Vores lokale kajakudlejer tilbyder muligheden for at leje kajakker, hvor voksne kan sidde med børn i. Det kunne have været en fantastisk naturoplevelse for hele familien – uden telefoner der forstyrrede.

Var I forbi Skovsgaard Gods? De står hver dag klar med masser af naturaktiviteter for børn, caféen sælger lækre retter, der primært er produceret af fødevarer dyrket i deres eget økologiske landbrug lige uden for døren. Samtidig har Skovsgaard en super udstilling om tyendes vilkår, om hvordan man levede i gamle dage - i kælderen.

Turridning en gang om ugen i juli måned. Den køber jeg simpelthen ikke. Turridning Langeland rider fem dage om ugen, to til tre gange om dagen - hestene skal hvile ud i weekenden, det er levende dyr. Men det er korrekt, at det kun er en dag om ugen, at der er trækketure for børn under 10 år, nemlig om onsdagen.

Kan vi så slet ikke lære noget af det, du skriver Morten? Jo, vi kan lære en masse – og vi er faktisk godt i gang med den proces, du nævner. Nemlig at definere, hvad der er helt unikt ved Langeland, og hvem der er vores primære målgruppe, blandt andet i Turist- og Erhvervsforeningen Langeland.

Vi bliver aldrig færdige med at udvikle vores Langelands-guide, vandrekort, cykelkort, fiskeatlas og vores kunstnerkort - for nu bare at nævne nogle af de publikationer, vi har om øen. Men det skal vi heller ikke blive, for stilstand er som bekendt lig med tilbagegang.

Tak for dit debatindlæg, Morten. Du bekræftede mig lige i, at Langeland har noget at arbejde med, men også at min dejlige ø stadig er bedst i længden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce