Annonce
Debat

Debat: Jonas Eika tog sin pointe hjem

I ethvert samfund findes der tabuer, man ikke slipper godt fra at bryde. Hvis man nævner det unævnelige, følger straffen. Og så er det i øvrigt lige meget, om man har en pointe. Den, der ikke respekterer et tabu, udskammes af de stærke.

At der findes racisme i Danmark er et sådant tabu. Det illustrerede forfatteren Jonas Eika, da han ved en prisoverrækkelse spejlvendte udlændingedebatten og anklagede Danmark og regeringen for netop racisme. Fra kunstens talerstol ville han at sige os noget, vi helst belægger med tavshed.

Man kan være enig eller uenig, men i lyset af ghettopakke og burkalov er det værd at tage Eikas statement alvorligt. Måske er det faktisk nu, vi skal overveje, hvorfor islam og mennesker med ikke-vestlig baggrund rutinemæssigt udpeges som landets største problem. Måske skal vi lade være med at tale så meget om ”os” og ”dem.” Måske har vi i angsten for at miste os selv, mistet noget vigtigt.

Men når noget er tabuiseret, udebliver refleksionen. Og det var netop, hvad der skete. Eika blev kaldt naiv, forfatterklovn, sammenlignet med nazisten Hamsun, og Pia Kjærsgaard mente, at han skulle skamme sig. Masser af vrede, men ingen en substantiel diskussion.

Selvom vi jævnligt understreger vigtigheden af at kunne diskutere selv de svære ting, magtede vi det ikke. Men Eika tog sin pointe hjem: Alene muligheden for, at racisme kunne være en del af det officielle Danmark er så tabubelagt, at det benægtes pr. automatik og uden refleksion. Selvom det er en vigtig pointe, er det unægteligt trist.

Peter Lauritsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce