Annonce
Læserbrev

Debat: Jeg orker ikke mere

Læserbrev: Efter 16 år som fuldt betalende abonnent har jeg opsagt mit abonnement på Fyns Amts Avis.

Min trofaste følgesvend ved morgenkaffen har udviklet sig til en daglig irritation og ærgrelse.

Fra at gå fra en lokalavis vi alle kunne se os selv i, har avisen udviklet sig til det socialdemokratiske partis talerør og markedsføring.

Under den nye chefredaktør er avisen blevet tandløs, kedelig og uinteressant.

Jeg vil ikke være med til at finansiere socialdemokraterne og deres valgkampe. Det var slemt under kommunevalget, men er gået til værre under FT-valget og må opfattes som den nye chefredaktørs linje.

Chefredaktøren behøver ikke at invitere på kaffe - med kringle - eller en klumme, men jeg er jo heller ikke i målgruppen for avisens røde tråd. Specielt tak til debatredaktør Bernicken for vores små infight, men altid med respekt og humor.

Der er sikkert nogle, der viser mit fravær velkomment. Den bedste form for censur er at få folk til at holde mund - enten med magt eller afmagt.

Annonce
Lonnie Jensen har sagt sit Fyns Amts Avis-abbonement op. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Fyns Amts Avis mener: Væksten er den gordiske klimaknude

De første mange tusinde år af menneskets historie, skete der meget lidt. Bevares, vi fik tæmmet nogle andre dyr og lagt land under plov, men ellers: stort set intet. Det var først, da vi begyndte at tage de liberalistiske og de kapitalistiske ideer til os fra slutningen af 1700-tallet, at det tog fart. Siden da har vi siddet uhjælpeligt fast i vækstens skruetvinge. På den ene side er der ingen tvivl om, at tankerne om vækst har accelereret udviklingen. Vi nærmer os otte milliarder mennesker på kloden. Vi har kureret sygdomme. Vi har indtaget rummet. På den anden side tyder mere og mere på, at selvsamme vækst kommer til at stå først, når menneskehedens nekrolog på et tidspunkt skal skrives. Vi har i mange år været i stand til at ødelægge jordkloden med et tryk på et par knapper. Vi bruger jordens ressourcer i et rasende tempo. Vi rykker ved balancer, som det har taget millioner af år at opbygge, og vi har ingen anelse om, hvad det betyder. Alt sammen i jagten på vækst. Den materielle vækst omgiver os i en sådan grad, at vi tror, den enten er natur- eller gudgivet. Samfundet, som vi kender det, ville da også bryde sammen, hvis vi opgav væksten som mål. Problemet er bare, at væksten har en udløbsdato. Enten fordi vi løber tør for ressourcer, eller fordi vi holder op med at tro på den. Det er formentlig en kombination af begge scenarier, der får amerikanske rigmænd til at drømme om at kolonialisere rummet. Bevidstheden om jordens knappe ressourcer breder sig, så hvis vi skal holde fast i illusionen om evig vækst, så er vi nødt til at kigge ud i rummet. Det er svært at spå, men vi kommer formentlig ikke til at kunne leve på Mars, før vi kan opbygge et samfund på bunden af Marianergraven, og det sidste har i hvert fald lange udsigter. Spørgsmålet er, om vi kan finde ud af at sætte andet end vækst ind som motor i menneskets fortælling? Kan vi leve med at opgive jagten på et længere liv? Kan vi slå os tilfreds med status quo eller måske lige frem tilbagegang? Det er den store ubekendte faktor i klimakampen. Vi mangler et troværdigt bud på et alternativ til væksten. Vi kan effektivisere os til meget og bruge jordens ressourcer smartere, men vi kan ikke brødføde os selv og hinanden på vindenergi og tang, hvis vi skal opretholde en vækst på to procent om året.

Annonce