Annonce
forside

Debat: Ingen bør blive syge af at gå på arbejde

Synspunkt: Aktuelt er der (heldigvis) en del fokus på både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Anledningen er debatten om pensionsalderen, og der er god grund til at holde godt fast i emnet.

For i HK Kommunal Midt oplever vi lige nu, at de seneste års kommunale og regionale besparelser har medført så stor en arbejdsbyrde for de tilbageværende medarbejdere, at de bliver syge af at gå på arbejde. Det kan vel ikke være meningen? Slet ikke, når arbejdsgiverne samtidig griber hurtigere til opsigelse på grund af sygefravær - og i øvrigt i mindre grad imødekommer behov for skånsom og langsom tilbagevenden efter en sygemelding.

Med øget arbejdsbyrde på den ene side, skærpede sygemeldingsregler på den anden og i midten en stor gruppe meget pressede medarbejdere bliver det skruen uden ende, der giver flere tabere. For sygdom og opsigelse rammer ikke kun den opsagte medarbejder. Det får også negative konsekvenser for de medarbejdere, der bliver tilbage, fordi deres arbejdsmængde forøges med nye opgaver, som de overtager efter den opsagte kollega. Dermed kommer de selv i farezonen for stress, sygemelding og opsigelse.

Der er kort sagt brug for, at nogen stopper skruen og den negative stress-spiral. Det kunne passende være den politiske og administrative ledelse, der i fællesskab bør tage deres ansvar for medarbejdernes ve og vel alvorligt.

En anden bekymrende tendens, vi fornemmer, når vi er i kontakt med vores medlemmer, er det øgede pres på vores seniorer. Det er blevet sværere for dem at opnå senioraftaler og andre tiltag, der øger muligheden for at blive længst muligt på arbejdsmarkedet.

Hvordan hænger det sammen med det politiske ønske om at hæve pensionsalderen, at vi på den måde gør tilværelsen så besværlig for seniorerne, at de ikke kan holde til at arbejde længere?

Som formand for HK Kommunal Midt sidder jeg og bliver voldsomt bekymret for mine medlemmer, der ikke tør lægge sig syge, fordi de så risikerer en fyring. De samme medlemmer er også klar over, at de skal passe på ikke at have syge børn, og de endelig heller ikke skal brokke sig. For så sidder de måske yderst på planken næste gang, der er besparelser.

Hvor er viljen til at få vores velfærdssystem til rent faktisk at fungere for dem, som arbejder i det? Har politikerne tænkt sig, at kommuner og regioner kan klare sig helt uden de ansatte, der i administrative funktioner sørger for, at andre faggrupper kan få det optimale ud af de fælles ressourcer? Måske vil borgmestre, kommunaldirektører og hospitalsdirektører gerne selv betjene borgerne og patienterne? Jeg ved godt, at de er pressede af stramme økonomiske rammer fra Christiansborg, men de skal være mere end velkomne, fordi det ville give dem en bedre forståelse af, hvad det betyder, når der hviler et alt for stort arbejdspres på alt for få hænder.

Det kan også være, at de så selv bliver syge af at gå på arbejde i det offentlige, selvom det ikke er rimeligt for nogen. Hverken for politikere, ledere eller administrative medarbejdere, der presses af besparelser, urimelige opsigelser og et kæmpe arbejdspres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Debat

Min Mening: Glæden ved at koge risengrød

Bertel Haarders livret er risengrød. Det kom frem, da han som sundhedsminister for nogle år siden fik et raserianfald for rullende kamera. Journalisten, som var offer for skideballen, havde stillet et par spørgsmål, der ikke var aftalt med ministerens pressemedarbejder på forhånd. Men det værste var, at han var blevet afbrudt mens han spiste sin livret, fordi han skulle haste til DR-byen for at blive interviewet. Jeg gætter på, at Bertel Haarder spiser sin risengrød med sukker, kanel og smørklat. Måske drikker han endda hvidtøl til. Selv får jeg ikke hvidtøl til risengrød. I min barndom drak jeg skummetmælk til aftensmaden, men når vi fik risengrød, blev der serveret saftevand til at skylle grøden ned med. Min mor lavede også risengrød på den energibesparende måde, hvor gryden blev pakket ind i håndklæder og sat i fodenden af sengen under et lag af tæpper og dyner. Så kogte grøden færdig helt af sig selv. Der er næppe noget nemmere end at koge risengrød. En liter mælk varmes op ved rask varme. To deciliter ris hældes i mælken, og det koges nu til en fin grød under svag varme. Det må gerne tage mindst en times tid. Inden serveringen drysses en lille smule salt i grøden. Imens kan man lave andre huslige opgaver og glæde sig over det lille mirakel, der sker, mens riskornene svulmer op og suger den gode mælk til sig. Er der noget til overs, kan det bruges til risalamande dagen efter. Eller man kan bearbejde grødresten til klatkager eller grøntsagsfrikadeller. Alligevel går det selvfølgelig galt nogle gange. Jeg husker engang til en julekomsammen i gymnasietiden, hvor vi skulle koge risengrød til det halve af skolen. I ungdommeligt overmod havde vi ikke sat os ind i de simple grødregler. Så dels havde vi for meget varme på, og dels brugte vi for lidt mælk. Grøden blev selvfølgelig brændt. Jeg har et eksemplar af Frøken Jensens Kogebog fra 1930. I den kan man finde opskrifter på blandt andet byggrynsgrød, fløjlsgrød, majsflagegrød, perlegrynsgrød, semoulegrød, smørgrød og sagovælling. Umiddelbart forestiller jeg mig ikke, at disse grødtyper bliver lavet ret meget rundt om i de danske husholdninger. Der er til gengæld en spændende opskrift på noget som kaldes vestindisk æggemælk, hvor man pisker mælk, æggeblommer, melis og hvedemel sammen og koger det op. Derefter skal det smages til med vanilje og hvid rom. Det må jeg prøve en dag. Men i de senere år har det ellers været på mode at spise grød i de hippe kredse. Der findes i hovedstadsområdet en håndfuld grødbarer, som serverer spændende og prisvenlige grødretter i opdaterede versioner. De almindelige morgenmadsgrødstyper bliver piftet op med friskslynget honning, sunde bær og frugtstykker skåret i mundrette bidder. Senere på dagen serveres der blandt andet asiatisk linsegrød med kylling, ingefær, koriander og peanuts. Man kan også få grønkålsrisotto og svampebygotto med parmasanost og brøndkarse. Her har vi bevæget os langt væk fra den gamle kogebog fra Frøken Jensen. Men det er kun godt, at der sker noget nyt. Så mit nytårsfortsæt og min opfordring til alle vil være: Spis mere grød.

Ærø

'Et par tusinde kroner': Folkemødet underdrev ø-coasters udgifter til havneleje

Annonce