Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik.

Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed.

Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle.

Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del.

Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant.

Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre.

Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb.

På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed.

Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af.

Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand.

Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det.

Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen.

Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Annonce
Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Til Eftertanke: I am a rock. I am an island …

Hvem kender ikke historien om Robinson Crusoe, manden der alene kastes op på en øde ø efter skibbrud; hvorefter han på umulige vilkår ikke blot overlever, men opbygger et velfungerende mini-samfund med sin slave Fredag? Selv de mange, der ikke har læst bogen, kender myten. Og ekkoet af denne myte lever videre i Robinson-ekspeditionen, hvor konkurrenter kappes om at klare sig bedst på en øde ø; konkurrencen har mange deltagere, men det gælder om at finde eneren, der er kan slå alle andre hjem. Robinson'en, der udraderer alle andre, står alene tilbage, er ene-stående. Bogen om Robinson Crusoe udkom for 300 år siden i 1719. Den tog udgangspunkt i en virkelig hændelse: En sømand, Alexander Selkirk, ragede uklar med besætningen på sit skib, som derefter satte ham i land med forskellige redskaber og forsyninger, der gav ham en chance for overlevelse. Fire år efter blev han fundet. Selkirks skæbne vakte kolossal opmærksomhed, og det inspirerede forfatteren Daniel Defoe, der allerede var ferm til at udbytte tidens umættelige appetit på litteratur om alt det nye, der tilflød England efter de store opdagelsesrejser og tidlige tiltag i retning af at kolonialisere den store omverden. Defoe skrev om jordomrejser i første person - opdigtede, men hvem kunne vide det? Og her kom så en virkelig historie, han kunne bygge på. Hans Robinson Crusoe blev en kæmpemæssig succes, og hans helt endte som det ikoniske udtryk for en ny, moderne mennesketype: det autonome individ. Tidens førende filosoffer havde erklæret, at menneskets særkende er dets bevidsthed. Descartes udtalte, at "jeg tænker, altså er jeg"; mens Locke fandt, at jeg'et bestod i evnen til mentalt at orientere sig i tiden. Bevidstheden måtte dog styres og begrænses, for dens gyldighed afhang af dens evne til at forholde sig videnskabeligt - det vil sige rationelt - til verden. Følelser, sanselighed og tro var alle forstyrrende elementer i individets kamp for overlevelse. Det sejrrige menneske kontrollerede sin omverden med fornuftens overblik, uafhængigt af andre. Defoe skildrer Robinson som et rastløst menneske. Han trodser sin far, der ønsker at se sin søn godt forsørget gennem et stilfærdigt middelstandserhverv på det jævne. Robinson løber hjemmefra og tager hyre på et skib. Alt går galt, to gange endda, og Robinson advares om, at dette nok er Guds måde at fortælle ham, at han ikke er skabt for livet til søs: Gå nu hjem og bed din far om forladelse. Men Robinson kan ikke holde sig i ro, og efter endnu en fiasko - to år som slave for en Morer i Afrika - ender han i Sydamerika, hvor han hurtigt opbygger en lukrativ tobaksplantage. Det liv, han nu lever, er desværre nøjagtigt lige så kedeligt som det, han stak af fra, så han må af sted igen. Da hans nye hjemland mangler arbejdskraft, stævner Robinson ud mod Afrika for at importere slaver. Da er det, han endnu engang lider skibbrud, og herfra vokser myten om den selvhjulpne ener. Hvor virkelighedens Alexander Selkirk blev halvvejs vanvittig og mistede sit sprog på fire år uden andre mennesker, magter Robinson på sin ø at bygge sig et fort og et hjem, at jage, at tæmme geder, at dyrke korn, tørre rosiner, bage brød, osv, osv. Han skildrer sin følelse af at være herre over sit nye miljø, ser sig som konge over øen, og hans hund (eneste anden overlever) og hans tæmmede papegøje er hans undersåtter, som han frit kan disponere over på liv og død. Fredag kommer til som krigsfange for en sydamerikansk stamme, der vil æde ham, og da Robinson har reddet ham, bliver også han en tro undersåt. En spansk kaptajn slutter sig til, da han ilandsættes af pirater; også han underkaster sig betingelsesløst Robinsons autoritet. Igen forestiller Robinson sig, at han er enevældig konge. Øen bliver til sidst et billede på hans selvstændighed (= selv-ståen-hed). Bagsiden af medaljen er social isolation. Ser man på Robinsons sociale færdigheder, er de nærmest ikke-eksisterende. Han forlader sine nærmeste, han er dybt mistroisk overfor kolleger og samarbejdspartnere, selv om de opfører sig forbilledligt. Han længes efter at have nogen at tale med, men hans første reaktion, da et skib viser sig i horisonten, er rædsel samt et lynsnart tilbagetog til en godt kamoufleret barrikade. Han er evigt skeptisk overfor andre og synes blottet for egentlig fællesskabstrang: Han er godt tilfreds med at have Gud, hund og papegøje som samtalepartnere, og da han tager Fredag til sig, gør han alt, hvad han kan for at skabe ham i sit eget billede. Nogle har set dette som udtryk for vestlig kolonialisme. Jeg læser det primært som udslag af den gryende liberalisme: Verden er ikke længere den konservative helhed, lagdelt i stænder, der hver for sig skal blive ved deres læst. I stedet er livet en konkurrence, hvor alle løber om kap, og den hurtigste er vinderen, eneren, der har afkastet sig familiens og samfundets snærende bånd. Han er frem-ragende. Her er et aspekt, som Robinson-ekspeditionen pudsigt nok har fået øje på: Det enestående individ defineres klarest, når vi ser ham slå andre hjem. Robinson Crusoe bliver modernitetens kulturhelt. Han kan selv. Han har ikke brug for andre, er faktisk helst fri for dem. Og her viser sig så det fritstående menneskes - og altså liberalismens - akilleshæl. Sejrsviljen skaber ensomhed. Robinsons problem blev taget op i de første gotiske romaner, der viser magtmenneskers isolation. De er alene på toppen, og de ønsker at være der. Men der er iskoldt på toppen. Hundrede år efter Robinson Crusoe får vi i Mary Shelleys Frankenstein (1818) en analyse af den moderne ener: Videnskabsmanden vil skille sig ud og gider ikke sin familie. Hvorpå han skaber et uhyre, der systematisk udrydder Frankensteins familie. Nu er han virkelig enestående. Vampyrskikkelsen er en anden reaktion på den moderne ener: Den kan kun eksistere ved at drikke andres blod, så dens overlevelse forudsætter en andens død; og han er udelukket fra menneskeligt fællesskab. Højere oppe blandt den intellektuelle elite opstår på samme tid gradvist det, vi kalder eksistentialismen, som pålægger individet at vælge sit liv helt frit, uden snærende bånd og begrænsninger. Og nu i dag? Selvrealiseringens tidsalder, hvor jeg mener at have ret til alle goder og kræver et væld af særlige individuelle hensyn. Jeg kræver at butikkerne fører mindst seks varianter af samme basale vare, og hvis jeg ikke kan lide bønner, så kræver jeg bønnerne lavet om til pasta. Hvis jeg er transkønnet, kunne jeg tænke mig et toilet, der er specielt indrettet efter min identitet, der ikke kan forlige sig med hverken Herrer eller Damer. Hvis jeg har et sommerhus ved kysten, kan jeg ikke affinde mig med en vindmølle, der spolerer udsigten uanset den gavnlige virkning på det fælles miljø. Nu ved alle, hvor jeg er på vej hen: Vi er smaskforkælede. Det er godt, at vi har øjne for særlige behov og indretter os derefter. Men ikke ubegrænset. Hvis vi lever i en boble af krav, der udgår fra individet og glemmer det præ-moderne fællesskab, ender vi definitivt og uafhjælpeligt i den katastrofe, vi er på randen af. Vi er nødt til at give plads til andre. Robinson Crusoe er en fantastisk figur, og da han blev til, var verden ved at kvæles i fællesskabets begrænsninger. Nu står vi i den anden ende af den periode, der gav et utal af landvindinger baseret på enerens sejrsgang. Set herfra tager individets rettigheder sig ikke helt så tiltrækkende ud: Vi kan se, at de skal respekteres, men at det skal ske indenfor en ramme af fælleskabets - nu hele klodens - behov. De skal afvejes overfor behovet for verdens overlevelse.

Annonce