Annonce
Læserbrev

Debat: Husk at stemme personligt

Læserbrev: Findes der en politiker i Svendborg eller på Langeland, som du ville købe en brugt bil af - ubeset? Kender du én, så stem på ham eller hende personligt ved det kommende valg i stedet for blot at stemme på en partiliste.

Redaktionschef David Bernicken giver på lederplads i Fyns Amts Avis 16. maj en udmærket analyse af stemmemønstret gennem årene på Langeland. Man troede ved sidste folketingsvalg på Dorte Ullemose (DF) og Langeland blev dømt gul. Ved kommunalvalget i 2017 stemte Langeland på Tonni Hansen (SF). Så var øen pludselig rød.

De fik begge et kanonvalg. Vi ved alle sammen, at så mange SF'ere er der ikke på Langeland, og det kommer der sikkert heller aldrig. Men Tonni Hansen stormede ind i byrådet med seks mandater og blev landets eneste SF-borgmester. Fordi folk havde tillid til ham personligt. Bo Hansen fik også mange personlige stemmer i Svendborg ved sidste kommunalvalg. Og selv erhvervslivet har i dag stor tillid til ham. For her på Sydfyn stemmes personligt på de mennesker, man har tillid til.

Jeg selv er ikke i tvivl. Han er vokset op i Svendborg. Bor nu i Strandgade i Rudkøbing. Han har ført en flot valgkamp i de seneste tre år. Den charmerende fyr er blevet kaldt mange ting undervejs. Sydfyns Obama, der ikke har undt sig tid til en Mrs. Obama, for han brænder for at komme til at repræsentere Fyn og Langeland i Folketinget. Han hedder Bjørn Brandenborg. Og ham stemmer jeg personligt på. Og giver han sig på et tidspunkt til at handle med brugte biler, så køber jeg én af ham - ubeset.

Annonce
Jens Kjeldsen Høy er ikke i tvivl om, hvem han vil stemme på 5. juni. Arkivfoto: Jan Sternkopf
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vi skal stå sammen om Langeland

Debat

Min Mening: Sorg er ingen sygdom

At vandre er ikke en sport - sådan indleder Frédéric Gros sin bog: "Gå! En filosofisk fodrejse". Frédéric Gros er en fransk filosofiprofessor og hans bog fra 2009 blev med det samme en kæmpesucces. Den er oversat til dansk i 2015. På det varmeste hermed anbefalet til alle, der kan lide at gå, og som opfatter vandringen som en frigørelse fra den daglige trummerum, men som ikke desto mindre ser hjemkomsten som en lykke. Og jeg tror, alle andre også vil have glæde af at læse "Gå!", der kan opleves som en lystvandring i filosofiens og litteraturens verden i selskab med store vandringsmænd fra Wordsworth til Gandhi. God tur. Søren Kierkegaard var en stor vandringsmand, der elskede sine gåture i København (han er også omtalt i bogen). En dag gik han en tur med en god samtalepartner - så vidt jeg husker, var det Emil Aarestrup. Aarestrup var rund af statur. Kierkegaard mager og ranglet, hvorfor folkeviddet kaldte dem 10-tallet, når de spadserede sammen i byen. Jeg ser det for mig. "Jeg skal lige ind og snakke med én, der er blevet enke", sagde Kierkegaard til Aarestrup, slap taget i ham og forsvandt ind i en opgang. Et stykke tid efter kom han tilbage og fortalte, at enken var utrøstelig og dybt fortvivlet, men at han havde sagt til hende, at det var hendes pligt at sørge, så hvis hun brød totalt sammen, kunne hun jo ikke opfylde sin forpligtelse, som var at sørge over sin mand. Det hjalp hende, sagde Kierkegaard, vældig tilfreds med sin indsats (Historien har jeg fra Billeskov Jansen). Jeg vil godt tro, at det med pligten den gang i 1840'erne har hjulpet enken til at bære sorgen. Men jeg tror ikke, det hjælper i dag. Ikke mig i hvert fald. Sorgen er ikke en pligt, nogen har pålagt mig, men et grundvilkår ved det at leve og at have tætte forhold til andre mennesker. Sorgen er en naturlig konsekvens af at miste nogen, man elsker. Men Kierkegaard har fuldstændig ret i, at enken ikke skal undgå sorgen, men tage den på sig. Og selvfølgelig skal man støtte den sørgende alt det, man kan. Det bliver sorgen godt nok ikke mindre af eller forsvinder af, men den bliver nemmere at bære, jo flere vi er om det. I dag er der imidlertid nogen, der vil gøre sorgen til en sygdom. Man vil diagnosticere sorgen, så man kan blive behandlet og få adgang til orlov, forsikringer og den slags. Men det er langt mere i overensstemmelse med virkeligheden at opfatte sorgen som en voldsom øjenåbner, hvor man opdager, hvor sårbar man selv er, og at livet, kærligheden og døden er vævet ind i hinanden på en forunderlig måde. Sådan oplevede jeg det fornyligt, da jeg var til en meget kær vens begravelse. Han kom af dage, da han i sit svævefly ramte en klippevæg i Sydfrankrig. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, men det gør mit varme forhold til ham heller ikke. At sørge er ikke en sygdom. Tværtimod.

Annonce