Annonce
Debat

Debat: Holocaustmindedag er også en mindedag for villet blindhed

Læserbrev: På 75 års mindedagen for afslutning af Holocaustrædslerne i Auschwitz, mødes mange højtstående personer i Israel, hvor man erkender, at antisemitisme har fået ny opblomstring.

Hvordan har vi det med dem, som er anderledes, set i lyset af begrebet solipsisme, der dækker over mennesker, som er ligeglade med andre; ignorer dem. Solipsisme spreder sig, når uligheden vokser, hvor nogle mennesker, tror at de har skabt det hele selv. Racehierarkiet midt i dagligdagen i en light udgave. Sådan at forstå, at der er mennesker, som føler sig bedre med flere rettigheder, hvor man ikke tillægger visse mennesker betydning; jeg alene være, i slags overmenneskeligheds navn. Fulgt op af medfølgende retfærdiggørende fortællinger: Fordi man fortjener det.

Det er ufattelig tragisk, at der en gang var udryddelseslejre, det må hverken glemmes eller gentages. Men forsimplet udelukkende at forstå problematikken ud fra mere oplysning, og fortsætte med at leve på den samme ulighedsskabende måde, hvor man reagerer med nedvurdering overfor dem, som er anderledes eller i nød - væk med dem.

I yderste konsekvens gemt væk i nogle forfærdelige lejre. De flygtningelejre, som Europa driver, minder om koncentrationslejre.

Vi så den anden vej dengang, som vi ser den anden vej i dag. Mennesker med midler og af rette støbning alene være. Samt benægtelse af, at de rette omstændigheder, vi selv er medskaber af, er med til at skabe grobund for grusomme handlinger. Det er også en mindedag for villet blindhed.

Annonce
Lone van der Ploeg Olufsen skriver om mindedagen for Holocaust. Arkivfoto: Tim K. Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Opråb fra udkanten

Det skal da ikke helt afvises, at det hele er et stort velkoreograferet skuespil, som skal søde den bitre udligningspille, landets rigeste kommuner og borgmestre har udsigt til at skulle sluge. At alle forglemmelserne, forsyndelserne og stikpillerne nøje er aftalt mellem ministre, borgmestre og opposition på hemmelige møder bag nedrullede gardiner. I så fald er der tale om et skuespil, der er værdig til flere fornemme priser i både ind- og udland. Det lyder absurd, men det vil være at foretrække frem for alternativet: At regeringen tager så let på årets så klart vigtigste indenrigspolitiske beslutning, at den risikerer at falde til jorden. Det er under alle omstændigheder svært at begribe rationalet bag regeringens mumlerier i debatten om den kommunale udligning. Det tog fortvivlende lang tid at få det faktuelle grundlag bag regeringens udspil lagt frem, og i processen har borgmestre, byråd, kommunalbestyrelser og borgere måtte se udligningsbeløbene stige og falde uden rigtigt at kunne få en fyldestgørende forklaring. Regeringen kan stadig nå at lande en aftale i tide til, at kommunerne kan lægge deres budgetter for næste år, men tiden går, og eksperterne er allerede begyndt at snakke om at udskyde reformen til næste år. Hvis der er tale om, at man fra regeringens side har forsøgt at spinne en beslutning igennem, så har man misforstået sin opgave i så stort omfang, at det savner historisk modstykke. Der er andet og mere på spil, end den i forvejen meget vigtige flytten rundt på milliarder fra øst til vest, fra rig til fattig. Danmark knirker. Fundamentet skrider. Den såkaldte sammenhængskraft har mistet pusten. Det kan en udligningsreform ikke rette op på alene, men det er en af de vigtigste sten at få lagt. Debatten er vigtig, og den fortjener at blive taget på et ordentligt og oplyst grundlag. Ellers vil den bare splitte endnu mere. Det er i første omgang regeringens ansvar at få landet en aftale. Det er lige som den, der har serveretten, men det påhviler også oppositionen at tage sin opgave alvorligt og ikke henfalde til forsøg på at score billige point.

Annonce