Annonce
Debat

Debat: Hold fast i Danmark Redder Liv

Læserbrev: Kommentar til Niels Erik Søndergård.

Tak for dit læserbrev i Fyns Amts Avis den 3. december. Det er rart, der er nogen med tilknytning til regionsrådet, der kan se den tydelige forskel på TrygFondens hjerteløbere og Danmark Redder Liv.

Du har med al tydelighed set, hvad det er, man er ved at kassere, frem for en meget skrabet udgave af akuthjælp til regionens borgere.

Jeg har sendt en mail til regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og alle regionsrådets medlemmer, og til Jysk Fynske Medier. To fra regionen har svaret mig og redaktøren fra JFM mener, der er skrevet nok om denne sag.

Det er der på ingen måde.

Stephanie Lose og Mads Skau (V) forklarer sig med, at det skal være den samme ordning i hele landet, så man vil lukke ned for Danmark Redder Liv første maj 2020. Region Sjælland har i denne uge vedtaget det samme som Region Syddanmark, men med den store forskel, at man ikke lukker ned for Danmark Redder Liv.

Det ville have klædt Region Syddanmark at have beholdt Danmark Redder Liv, i hvert fald indtil hjerteløberne har bevist, at borgerne kan være lige så trygge ved dette projekt. Der vil nok gå en rum tid, inden det er tilfældet, for som du skriver, skal der bruges meget tid og mange penge på uddannelse og et kaldesystem, der fungerer uden alt for mange fejl og forsinkelser.

Vi er mange, der kæmper for at få flertallet til at indse, at man har truffet en forkert beslutning. Deres argumenter for at benytte hjerteløbere er så tynde i forhold til at fortsætte med system, vi har nu, at det skriger til himlen.

Hvis pengene sidder så løst hos TrygFonden, så kunne de vel også støtte et projekt, de ikke selv har opfundet. I hvert fald indtil deres eget system er helt på linje med Danmark Redder Liv.

Annonce
Per Lauritsen opfordrer til, at Region Syddanmark holder fast i Danmark Redder Liv i det mindste frem til hjerteløber-projektet har vist, at det virker. Arkivfoto: Anna Stærbo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce