Annonce
Debat

Debat: Fremad i den politisk køreskole

Læserbrev: I sin tid, ja, undskyld mig, at jeg tillader mig at bakke tilbage i tiden, havde jeg en klassekammerat, der startede første køreundervisningstime med at sætte sig ind på bilens bagsæde. Måske et udtryk for, hvor stor vanens magt er - så uvant at styre selv. Og selvom man får muligheden får at sidde på førersædet, må det være med en vis bæven, hvis der ved ens side sad en "kørelærer" a la Simon Emil Ammitzbøll Bille, der i marchagtig tone sad og sagde: fremad, fremad og fremad.

Før eller siden vil køretøjet jo ende i grøften - et nyt parti: Fremad. Det er en slags genkendelig højredrejet politisk køreskole, der har set dagens lys. Handler for mig at se om illusionen: ikke at være gået i stå, hvor kileremmen støjer. Så derfor, fremad, fremad. Mod hvad? Uden evne til at få øje på noget helt andet.

Annonce
Lone Olufsen skriver om det nye parti Fremad. Arkivfoto: Tim K. Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Kadrii: Det er bedre nu

Debat

Min Mening: Den dag bilen døde

Lige for tiden hører vi julesange på repeat. "Jul det' cool" og "Driving Home for Christmas". Den får mig til at tænke på den december for to år siden, hvor vi så på huse på Sydfyn. I løbet af to weekender og en onsdag så vi 12 huse i Svendborg uden dog at falde for et eneste af dem. Der var mere indfaldsvej end forventet, der skulle lægges mange penge til istandsættelse, eller det var for småt, for dyrt, forkert. Vi havde fortalt ejendomsmægleren, at vi ledte efter en murermestervilla i Svendborg by, hvor alle har let adgang til vandet. Det var vores forestilling. Ejendomsmægleren så os se på huse og insisterede. Vi skulle også se et på Thurø. Etplans, gule mursten, morfarstil. Vi havde aldrig været på Thurø, så vi tog det som en udflugt. Søreme om ikke solen skinnede, da vi steg ud af bilen for enden af en lukket vej. "Vi starter lige med at gå ned til vandet", sagde ejendomsmægleren. Så stod vi der på en badebro og forsøgte at se skeptiske ud. For sent. Paraderne var nede, da vi trådte ind i parcelhuset fra 1969. Vi kunne lide det. Så meget, at der ikke har været et gran af tvivl siden den dag. Ret utroligt, når man kender os - og indrømmet - især mig. Det var nervepirrende dage den december. At låne penge er ikke let. At pakke sit liv ned er tungt, og at komme med farvelkage i 2. og 4. Z er decideret vemodigt. Men at træffe et valg er at sætte sig selv fri. Det er også at vælge hinanden igen. Som vi sagde inden flytningen: "Nu går du ikke fra mig ovre på øen, vel?" Og: "Nu får du ikke en drøm om en anden egn lige pludselig. Vel?" På køreturen over Storebælt på vej mod vores nye liv, smed vi tvivlen overbord. Bilen blev lettere og lettere. Vi skulle bare af motorvejen. Det viste sig at være sværere end som så, for vores tudsegamle Peugeot 308, hakkede i det, så snart vi tog afkørslen ved Nyborg. Den humpede sig op af rampen. Resten af vejen kørte vi i bilen, som man sejler i en jolle uden vind. Vi møffede os frem - kom nu! Vores nye hus ligger for enden af en vej, der skråner ned mod vandet. Så hjem kom vi. Flyttebilen var kommet før os, og mine forældre havde varmet huset op og plantet et flag i en stor, fed brunsviger. Det første, vi gjorde, var at pakke pigernes senge ud. At etablere en rede midt i 120 flyttekassers uorden. Derfra var det én kasse og én dag ad gangen. Vi opdagede, at det er svært at være ny og blev overdrevne glade, når vi trådte ind i rum og kendte nogen. Jeg blev superlativernes mor. Roste alt og alle og spekulerede som en gal over, hvornår man kender nogen godt nok til at invitere dem over at spise? Hvordan sørger man for, at ens børn får venner? Det har ikke været let. Men lettere og langt mere tilfredsstillende end ikke at træde i karakter og vælge vores plet på kloden. Jeg tror, at det er sværere og sværere at vælge med alle de valgmuligheder, der er i dag. Og det er naturligt at bæve både før og efter et valg. Alligevel er det eksistentielt, at vi gør det. Tør gå i én retning frem for den anden. Handler. Det er i selve gerningen, at vi bliver til som mennesker. Når vi går efter kærligheden, planter et træ og inviterer en fremmed hjem på middag. Og bilen? Den døde den dag. Jeg tror, den syntes, den havde kørt os hjem til jul.

Ærø For abonnenter

Efter voldsom undersøgelse på Svendborg Sygehus: Ærøbo måtte dingle ned til færgen, fordi hun ikke kunne få en patientbefordring

Annonce