Annonce
Debat

Debat: Finansloven rammer familieejede virksomheder

Læserbrev: Med den nye finanslov står små og mellemstore virksomheder, der er placeret i landdistrikterne, til at blive hårdt ramt. Regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet vil nemlig i deres finanslov for 2020 tredoble afgiften ved et generationsskifte i familieejede virksomheder. Med denne stigning satser partierne på at kunne inkassere en milliard kroner om året fra hårdtarbejdende danskere, der allerede betaler deres skat.

Dette foruroligende tiltag er med andre ord en lige højre i ansigtet på de danskere, der flittigt driver ejerledede eller familieejede virksomheder, for de bliver bogstaveligt talt sendt til tælling. Samtidig kommer det også til at koste Danmark dyrt, og det vil gå ud over væksten og arbejdspladser.

Regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet forsøger at tegne et billede af, at man med denne beskatning vil ramme de rige familieejede virksomheder, der nu "endelig" kommer til at give noget mere til fællesskabet. Sandheden er bare en anden: Blot fordi man driver ejerledede eller familieejede virksomheder, er det ikke ensbetydende med, at man har lommerne fulde af penge. Mange af disse virksomheder knokler for de penge, de tjener - vi taler om ganske almindelige elektrikere, tømrervirksomheder, landbrugsbedrifter, gartnerier etc. Hvis disse virksomheder skal betale en tre gange så høj afgift ved et generationsskifte, risikerer de at dreje nøglen om.

Dette er ikke bare en problemstilling, som rammer engang ud i fremtiden: Allerede i de kommende år står 23.000 familieejede virksomheder overfor et generationsskifte. Disse virksomheder beskæftiger mere end 300.000 danskere. Når afgifterne tredobles, er det langt fra givet, at alle virksomheder vil kunne gå igennem et generationsskifte smertefrit, for de penge skal af gode grunde findes et sted. Dette kan betyde fyringer, frasalg eller i sidste ende lukning af gode, danske virksomheder.

Statsminister Mette Frederiksen førte sig i valgkampen frem med sloganet Et Danmark i balance, men med finansloven for 2020 vil man skabe et Danmark i ubalance. Koncentrationen af ejerledede og familieejede virksomheder er meget større i landdistrikterne, hvor man i forvejen har problemer med at tiltrække nye indbyggere og fastholde arbejdspladser. I stedet for at brandbeskatte disse virksomheder, der i forvejen står overfor store investeringer med digitalisering og grøn omstilling, bør vi sikre bedre rammevilkår for dem, så de kan sikre velstand og vækst for hele Danmark.

Annonce
Lars Chr. Lilleholt kritiserer finanslovsforslaget fra regeringen og dens støttepartier samt Alternativet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce