Annonce
Læserbrev

Debat: En sydfynsk stemme i Europa

Læserbrev: Med kort tid til valget af EP-kandidater, vil jeg gerne anbefale at stemme på Henrik Noes Piester.

Henrik er vokset op på Sydfyn, har uddannet sig i København, fået sin faglige ballast ved at arbejde i København og Bruxelles. Han er med familien flyttet tilbage til Sydfyn.

Ved at stemme på Henrik får du en engageret mand, som vil samarbejde bredt for at sikre vores fortsatte frihed og velstand, som vil være med til at løse de udfordringer, Europa står overfor med de ydre grænser, med indvandring, terror og en voksende usikkerhed for fremtiden.

Jeg har set, hvordan Henrik har fået sine holdninger til klima igennem i store forsamlinger, så Henrik arbejder for en bæredygtig fremtid, hvor ny teknologi og klimavenlige løsninger står højt på dagsordenen. Hvis du vil have en venlig, vidende og veluddannet person til at repræsentere dig i Europa-Parlamentet så stem på Henrik Noes Piester - en fynsk stemme i Europa.

Annonce
Ulla Larsen anbefaler at stemme på Henrik Noes Piester ved valget til Europaparlamentet. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Trøjeskifte - og nu holder GOG øje med ham

Debat

Min Mening: Så flammer bålene igen

Jeg har en politisk-korrektheds-detektor, PKD, der får alting til at stritte på mig, når fortalere for dette eller hint begynder at fortælle mig, hvad jeg skal mene, og hvordan min adfærd bør være. Min PKD slår ud for tiden. Voldelige veganere og klimakorrekte kamptropper sætter min tålmodighed på prøve. Ikke at jeg ikke har set det og prøvet det før. Entusiastisk engagement bliver vekslet til frådende selvretfærdighed hos de politisk korrekte frontkæmpere for det ene eller det andet, der nu lige er på mode og dagsorden. Altid retfærdiggjort som relevant og nødvendigt for alles overlevelse og klodens ve og vel - ret ind kammerater, hold takt og hold kæft. Det er ikke OK. Ingen tvivl om, at hver sag har sin dagsorden, som vi bør respektere, diskutere og agere på. Men ikke kvæles i fordi den stoppes massivt ned i halsen på os. Ingen tvivl om, at verden bliver et bedre sted, hvis vi dagligt befrier et par millioner høveder for pinsler og plager og tager en grøddag. Ingen tvivl om, at følelsen af at befri jorden for ubetalelig uret bliver tilfredsstillet ved at tage cyklen til købmanden. Men heller ingen tvivl om, at det ville være på sin plads at adressere os som tænkende, selvstændige og følsomme individer, når de store linjer i verdens tilstand og adfærd skal kortlægges og konsekvenserne gøres klare i al deres vælde. Som enhver pædagog vil nikke genkendende til, gør tæsk, skæld ud og tvang ikke noget godt for noget som helst - andet end forlængelse af køen til fængslet. Ingen heks brændt på bålet har tilfredsstillet andre end en minoritet af magtliderlige selvretfærdige præster i et styre uden visioner om omsorg og menneskelighed. De forandringer, der skal ske, må ske, fordi vi alle sammen kan se nødvendigheden af dem i en sammenhæng. Fordi billedet af den store verden sammenholdt med billedet af vores lille verden skal give mening for vores hverdag og vores adfærd, og grundlæggende, fordi det eneste, der kan flytte verden, er, at vi hver især formår at flytte os indeni. Det gøres ikke ved tvang, men ved forståelig tale. Så lad børnene have deres barndom uden at ødelægge deres leg, lad ungdommen fyre et par liter benzin af i knallerten i tryg forvisning om, at den tillid vi viser dem, og de rimelige krav, vi på nøder dem i deres opvækst og opdragelse, veksles til voksen adfærd og stillingtagen, når den tid kommer. Lad os andre slippe for koblet af hylende, selvretfærdige meningsdannere og adfærdsdiktatorer og lad os få vores hverdag i fred og fordragelighed. Verden er aldrig gået fremad, fordi hekse blev brændt på bålet, så spar på optændingen, panikken, og lad os stole på at fornuftig tiltale og forklaringer vil få os alle til at arbejde for en verden i balance og fred.

Annonce