Annonce
Debat

Debat: En mager finanslov lader Danmarks bedsteforældre i stikken

Læserbrev: Det nye røde flertal har netop indgået finanslovsaftale - en mager en af slagsen på ældreområdet.

Hånden på hjertet, så havde jeg store forventninger til den nye socialdemokratiske regerings prioriteringer på finansloven. For det har jo ikke skortet på kritik især fra socialdemokraterne i den seneste valgperiode, når VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti prioriterede milliarder til ældreområdet.

Nu kan vi så trist konstatere, at skuffende 125 millioner kroner til en forsøgsordning i nogle kommuner for at "styrke omsorg og nærvær i ældreplejen" var alt, hvad det kunne blive til.

Jeg forstår godt Ældre Sagens formand, Bjarne Haastrup, når han til Ritzau udtaler: "Det ryster os, at der i finansloven er så få konkrete initiativer, der hjælper svækkede ældre. Ældreområdet er blevet stedmoderligt behandlet."

Mange ældre vil de kommende år have massivt brug for både pleje og omsorg i kommunerne, og selvom regeringen har lovet danskerne 1000 nye sygeplejersker, så kommer det ikke svækkede ældre hjemme i kommunerne til gode, da regeringen har valgt at prioritere de nye sygeplejestillinger på regionernes hospitaler.

Hvis vi både nu og i fremtiden skal sikre vores ældre en værdig pleje og omsorg, som de har fortjent, så er det den forkerte vej at gå, når socialdemokraterne skriver vores ældre ud af finansloven. At oprette en forsøgsordning som det eneste ældreinitiativ på finansloven er simpelthen så nedslående.

Derudover er det noget paradoksalt, at den røde regering opretter endnu en pulje, selvom statsministeren tordnede mod puljesystemet sidste år og varslede et opgør mod netop puljerne.

At lade Danmarks bedsteforældre i stikken er usund, socialdemokratisk politik og meget lidt klædeligt for et parti, der gik til valg på at styrke velfærden.

Annonce
Jane Heitmann kritiserer den indgåede finanslovsaftale. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce